2 - spillere
60+ min
7+ år
  • familiespil
  • Quiz
  • Regler på dansk

    Relateret læsning


    Passatempo

    Johnn Esbensen af Johnn Esbensen d. 14. May 2012

    Passatempo er et quizspil for hele familien, hvor børn og voksne kan dyste på lige vilkår. Hvert spørgsmålskort indeholder 3 ledetråde og ledetrådene læses op i den rækkefølge, der passer til spillerens alder. Det betyder, at de voksne får de sværeste ledetråde og børnene de lettere ledetråde.

    Sådan gør du klar til Passatempo

    Passatempo er lige til at gå til. Det eneste du skal sørge for, er at have spørgsmålene samt posen med de farvede glaskugler inde for rækkevidde. Hver spiller skal desuden have en pyramideramme.

    Når I har valgt en startspiller, er I klar til at spille.

    Sådan spiller du Passatempo

    I hver runde trækkes det spørgsmålskort, der skal læses op for spilleren. Kortet indeholder en overskrift, der beskriver kortets kategori, 3 ledetråde samt et gætteord.
    Først læses overskriften op og efterfølgende læses ledetrådene op i den rækkefølge, der passer til spillerens alder.

    Voksne – Den første og sværeste ledetråd læses op. Kan spilleren svare rigtigt på denne, må der trækkes to kugler fra posen. Svares der ikke rigtigt efter første ledetråd, læses næste ledetråd op. Svares der rigtigt efter anden ledetråd må der trækkes en kugle fra posen. Svares der ikke rigtigt efter anden ledetråd, læses den tredje ledetråd op. Kan den voksne ikke svare rigtigt efter tredje ledetråd, skal der lægges en kugle tilbage i posen.

    Teenager – Både første og anden ledetråd læses op. Kan spilleren gætte rigtigt, efter at have hørt første og anden ledetråd, må spilleren trække to kugler fra posen. Svares der ikke rigtigt, læses tredje ledetråd op. Svares der nu rigtigt, må spilleren trække en kugle fra posen. Teenagespillerne kan aldrig komme til at aflevere kugler ved at svare forkert.

    Børn – Første, anden og tredje ledetråd fortælles eller læses op, så barnet kan forstå spørgsmålet. Hvis barnet gætter rigtigt, må der trækkes to kugler fra posen. Gætter barnet forkert , at barnet stadig mulighed for at vinde en enkelt kugle, ved at stave gætteordet nederst på kortet.

    Kuglerne i Passatempo

    Alle de vundne kugler placeres i pyramiderammen. Der findes i alt 60 kugler i 5 forskellige farver. 50 hvide, 3 grønne, 3 blå, 3 gule og 1 rød. De farvede kugler har forskellige evner.

    • Grønne kugler – Når der trækkes en grøn kugle, må spilleren trække endnu en kugle fra posen
    • Blå kugler – Når en spiller trække en blå kugle, han/hun tage en valgfri kugle fra en modspiller
    • Gule kugler – De gule kugler skal bruges til at afslutte pyramiden ved at placere den på toppen
    • Røde kugle – Når en spiller trækker den røde kugle, skal han/hun lægge alle sine vundne kugler tilbage i posen. Spilleren har dog mulighed for at sælge evt. gule kugler til den medspiller, der vil betale flest kugler for den. Spilleren vælger selv om han/hun vil bruge den røde kugle i sin pyramide eller om den skal tilbage i posen.

    Vinderen af Passatempo

    Den spiller, der først får samlet mindst 14 kugler til sin pyramide og får pyramiden afsluttet med en gul kugle, har vundet spillet.

    Vurdering af Passatempo

    Johnn Esbensen
    Johnn Esbensen mener ...

    Hvis du er glad for quizspil men mangler et, hvor både voksne og børn bliver udfordret, så er Passatempo sandsynligvis noget for dig. Ideen med, at både børn, teenagere og voksne alle har en reel mulighed for at vinde spillet, gør det sjovt, at spille på tværs af generationerne.

    De farvede kugler giver mulighed for, at kunne interagere lidt med de øvrige spillere.






    Kommentarer til Passatempo