2 - 4 spillere
20+ min
5+ år
  • børnespil
  • Regler på dansk

    Octopus

    Bo Jørgensen af Bo Jørgensen d. 10. April 2012

    Octopus er et nemt børnespil, hvor spillerne bevæger et lille forskningsskib rundt på brættet, for at samle havdyr op fra spillets koralrev. Problemet er, at den lille blæksprutte Olsen Jr. er stukket af hjemmefra, og det kan komme til skumsprøjt og høj bølgegang, når blækspruttens far leder efter ham.

    Sådan startes spillet

    Spillerne får 3 proviant-brikker hver – de fungerer som 3 liv.
    Find ko-øje brikkerne med vand (4 stk) og læg dem i hver sit felt på kortet. Læg de øvrige havdyr (fisk, krabber, søstjerner o.lign) på havfelterne, så der ligger 4 brikker i hver.
    Brikkerne lægges på det dybe hav, som er de mørkeblå yderste dele af kortet.

    På de lyseblå 4 felter kan skibet sejle. Sæt skibet i et af dem og den lille røde blæksprutte (Olsen Jr.) i et af de andre hjørnefelter.

    Runderne

    I din tur skal du forsøge først at flytte skibet – du må flytte det et eller to lyseblå felter frem i urets retning. Du forsøger at undgå at komme til at være i samme felt som Olsen Jr., for når det sker, skal vi til at lege med kuglen i snoren.

    Når skibet kommer til et lyseblåt felt, må du i bedste memory-stil vende et af de 4 ko-øje brikker, som ligger med bagsiden op. Tre af brikkerne er havdyr – ét af dem er et tomt ko-øje.

    • Hvis du vender et havdyr, skal du først og fremmest bide mærke i, hvilket dyr det er – for du kommer tilbage til dem senere og skal huske, hvor de ligger.
    • Hvis dyret er et af de fire dyr, der ligger synlige i koralrevet, må du tage den brik. I kæmper om først at få 8 dyr halet ind. Læg brikkerne fra koralrevet hos dig selv.
    • Hvis ko-øjet er tomt (viser vand), skal skibet rykke videre til næste lyseblå felt – med fare for at Olsen Jr. er der.

    Når uvejret raser til søs

    Hvis skibet ankommer til et hav-felt, hvor den lille røde blæksprutte Olsen Jr. er til stede, bliver store-Olsen – altså den gule blæksprutte på toppen af pinden – nervøs. Han leder efter Olsen Jr., og det pisker havet op i en sådan grad, at det er farligt for skibet.

    En gimmick er her at alle rundt om bordet nu skal råbe BLÆKSPRUTTE-ALARM !!!

    Spilleren til venstre for kaptajnen tager kuglen i snoren og skal svinge den rundt i den størst mulige radius. Man må ikke kaste den efter skibet, men den skal dreje rundt og som et bedre spil stangtennis kortes snoren og kuglen fejer faretruende over havet.

    Kuglen svinger ind til stangen og får lov til at svinge sig ud igen, indtil den ikke har mere momentum.

    • Hvis skibet ligger på siden, har skibet været i havsnød og kaptajnen må kaste en brik med proviant over bord. Dem har man kun tre af, og man ryger ud, når man mister den sidste.
    • Hvis skibet har været væltet og rejses op igen af kuglen, så smider man ikke proviant ud.

    Afslutningen

    Enten afsluttes spillet, når en spiller mister sin tredje og sidste proviantbrik, eller når en spiller har samlet et bestemt antal havdyr.

    • Fire spillere: 6 dyrebrikker
    • Tre spillere: 7 dyrebrikker
    • To spillere: 8 dyrebrikker

    Vurdering af Octopus

    Bo Jørgensen
    Bo Jørgensen mener ...

    Spillet lyder mere indviklet, end det er. Man skal prøve at huske placeringerne af de 12 havdyrebrikker – kan man det, er man sikker på ikke at komme i fare med skibet. Effekten med kuglen og snoren og et skib, der er lidt svært at vælte, er rigtig god, og man har næsten lyst til at opsøge problemerne for at se kuglen svinge.
    Spillets tegninger er pokkers søde – men det er små brikker, som en femårig skal bruge noget forældre-hjælp til at spille med.






    Kommentarer til Octopus