2 - 4 spillere
30+ min
7+ år
  • børnespil
  • Regler på dansk

    Myretuen

    Rasmus Skat Andersen af Rasmus Skat Andersen d. 2. May 2019

    I Myretuen gælder det om at fange modstandernes myrer og samle din dronning ud af dem. Brikkerne er magnetiske, så du ved aldrig, om din jagt lykkes, eller om du ender med selv at blive fanget, når du angriber.
    Hvis man kun er to spillere, gælder lidt andre regler, som er beskrevet længere nede.

    Setup

    • Placer spillepladen midt i på bordet. Anbring de to barrikader ved siden af spillepladen.
    • Hver spiller får et sæt myrer i en farve (hvis der kun er to deltagere, får hver spiller to sæt myrer). Myrerne sættes op i deres myretuer, der består af 14 blanke felter (til myrerne) og 7 felter (til myredronningen). Myrerne blandes og sættes med den farvede myre opad på de 14 blanke felter.
    • Hver spiller kaster to terninger. Den, der slår det højeste antal øjne, bliver startspilleren.

    Sådan spiller du Myretuen

    I en spillers tur skal han starte med at rulle de to terninger. Vedkommende har derpå følgende mulige træk:

    • Flyt to myrer: Hver myrer flytter det antal øjne, en af terningerne viser.
    • Flyt en myre: Flyt en myre det antal øjne, som terningerne tilsammen viser, i en retning.
    • Flyt en myre: Flyt først en myre det antal øjne, som den ene terning viser, i en retning. Derpå rykker myren det antal øjne, som den anden terning viser, i en anden retning.

    Du må gerne gå over felter, hvor der står andre myrer. Men du må ikke lande på et felt, hvor der står en af dine egne myrer.
    Hvis man slå to ens, får man et ekstra slag. Desuden må man placere en barrikade på brættet (eller flytte en barrikade, hvis de allerede er placeret). Du bestemmer selv, om barrikaden flyttes før eller efter dit træk. Barrikaderne spærrer vejen for alle myrer – også dine egne.
    Når en spiller har flyttet sine myrer, går turen videre til næste spiller i urets retning.

    Myrekrig

    Hvis du slutter dit ryk på et felt, hvor der står en af modstandernes myrer, skal du placere din myre oven på modstanderens. Hvis din myrebrik tiltrækker modstanderens brik, så har du erobret den, og placerer myrestablen på feltet med din myre øverst. Hvis din myrebrik frastøder brikken, bliver din myrebrik erobret og skal anbringes under modstanderens brik.

    Alle brikkerne er i spillet er magnetiske. Når du angriber med en myre, vinder du kampen, hvis den tiltrækker modstanderens brikker. Hvis din myre frastøder modstanderens brik, har du tabt kampen.

    Hjem til myretuen

    Hvis du får en myre hjem til din myretue med tilfangetagne myrer, skal du undersøge bagsiden af dem. Hvis nogen af dem passer til din myredronning, så anbringer du dem på de tilsvarende felter. Resten placeres i myrefængslet – i den matchende farve – midt på brættet. Hvis der også var nogle af dine egne myrer imellem, anbringes de på de ledige blanke felter i din myretue, så de kan gå i krig igen.

    Myrefængsler

    Der er fire myrefængsler midt på brættet. I et hver myretues farve. Ud for hvert fængsel er der et felt i samme farve. Hvis en spiller lander på et af disse felter, må man tage alle myrer i fængslet – også selvom magnetten frastøder dem. Myrerne anbringes under ens egen myre. Det gælder dog ikke, hvis man befrier ens egne myrer. Der anbringes de nemlig straks på de blanke felter i ens myretue.

    Krise – alle myrer er fanget

    Hvis en spiller ikke har nogen myre at flytte, men har myrer i fængslet, må vedkommende de næste tre gange, hvor det er vedkommendes tur, nævne to tal og kaste terningerne. Hvis terningerne tilsammen giver et af de to tal, må man flytte alle sine myrer i myrefængslet tilbage til myretuen og straks rykke myre ud fra myretuen det antal øjne, som terningerne viser.
    Hvis det efter tre omgange ikke er lykkedes at befri myrerne, må man rykke alle ens myrer i myrefængslet til ens myretue, og flytte normalt med dem i næste tur.

    Det gælder om at samle en komplet myredronning af modstanderens brikker. Lykkes det, vinder du spillet.

    Sådan vinder du spillet

    Den spiller, der først samler alle syv dele til sin myredronning, vinder spiller.

    Kun to spillere

    Følgende regler gælder i spil med to spillere:

    • Hver spiller vælger to farver, som ligger diagonalt modsat hinanden. Altså gul og grøn eller blå og rød.
    • Man skal samle begge farvers myredronning for at vinde spillet.
    • Man kan ikke erobre sine egne farver, og dermed kan de ikke indgå i ens egne myredronninger. Fanger man sin ‘anden’ myres farve i en stak, bliver de anbragt i fængslet.

    Vurdering af Myretuen

    Rasmus Skat Andersen
    Rasmus Skat Andersen mener ...

    Myretuen opnåede både at blive kåret til Årets familiespil 1990 i Danmark og blive nomineret til Spiel des Jahres 1991 i Tyskland. Men det siger nok mest om kvaliteten af spil tilbage i starten af 90’erne. Myretuen er nemlig ikke noget godt spil – hvis du altså sætter pris på selv at have indflydelse på, om du vinder eller taber. Terningerne afgør, om du er i stand til at lande på en af modstanders myrer – og når det lykkes, har du kun 50 procent chance for rent faktisk at fange myren. Og du har ingen mulighed for at forudse det på forhånd.
    Mange har muligvis et nostalgisk forhold til spillet, men det gør det ikke til et bedre spil. Der er siden udkommet langt bedre familie- og børnespil, som man med fordel kan kaste sig over. Derved ikke være sagt, at børnene ikke kan more sig over Myretuen. For det kan de mindste sagtens, men der er altså kommet langt bedre spil på banen siden da.






    Kommentarer til Myretuen