2 - 5 spillere
120+ min
13+ år
  • strategispil
  • Worker Placement
  • Manhattan Project

    af Jens Heissel d. 17. March 2016

    "Der sprænges!" Forskere og ingeniører iler rundt omkring dig, du har magten over dem, du er deres leder. Din mission er at producere nok atombomber til at dit land bliver den næste atomare supermagt, men først skal du udkonkurrere andre landes atomprojekter.

    The Manhattan Project er med andre ord et ”Worker placement” spil, som sætter dig i fodsporene på store forskere som for eksempel Niels Bohr, Albert Einstein og Frank Oppenheimer. Spillerne styrer deres fabrikker og arbejdere med hård hånd, alt sammen for at udvikle mere militærmagt, enten i form af atombomber, spionage eller fly, end modspillerne.

    Opsætning

    1. Læg spillebrættet på midten af bordet så alle spillerne kan nå det, lav depoter af de forskellige markører og grå arbejdere:
    2. Sorter implosionstest-markørerne så det passer til antallet af spillere, så den markør med højest værdi ligger øverst, efterfulgt af den med næsthøjest værdi og så videre.
    3. Alle spillerne vælger en farve, og modtager deres spillerplade samt 4 arbejdere i deres farve. Hver spiller skal også have et jagerfly og et bombefly i deres farve, som placeres på spillepladen på 0. Spillerne modtager 10$ som startkapital.
    4. Klargør bygningsmarkedet ved at placere et kort med billedsiden op på hvert af de tomme felter på markedet. Resten af bygningskortet udgør reserven.
    5. Klargør bombekortene ved alt lægge hvad der svarer til antallet af spillere plus en med billedsiden op ved siden af spillebrættet. Resten udgør reserven.
    6. Startbonus: Til sidst deles startbonusen ud når spillerne har besluttet hvem der skal begynde.

    Den startende spiller modtager ingen bonus.
    2. spiller modtager 2$
    3. spiller modtager 4$
    4. spiller modtager 2$ or en valgfri forsker eller ingeniør i sin farve,
    5. spiller modtager 4$ og en valgfri forsker eller ingeniør i sin farve.

    Opsætningen er nu færdig.

    Sådan spiller du Manhattan Project

    Turen går rundt om bordet med uret. I hver tur har spillerne to valgmuligheder for enten at placere sine mænd eller også kalder man ALLE sine mænd tilbage.

    Vælger spilleren at placere sine mænd MÅ han placere en mand på spillebrættet og så mange mænd som han har lyst til af dem som er tilgængelige på sin egen spillerplade. Spilleren SKAL dog placere mindst en af sine mænd.

    KUN hvis spilleren vælger at placere mænd, må denne efterfølgende tage en række bombehandlinger (hvis han har bombekort).

    Vælger spilleren at kalde sine mænd tilbage, SKAL han tage alle mændene som har udført en handling og returnere dem til sin stak med klare mænd. Desuden skal alle grå mænd (daglejere) returneres til reserven ved siden af spillebrættet.

    Placering af mænd

    Når det bliver din tur, kan du placere dine mænd, som der findes tre forskellige slags af. Nogle af felterne kræver, at man bruger den rette slags mand til jobbet. De tre typer er arbejder, ingeniør og forsker. Hvert felt man kan placere sine mænd på, afspejler hvilken type der kan placeres. Den blanke cirkel er således et felt, hvor man kan placere den mand man helst vil af – med uanset type. Et felt med en orange beskyttelseshjelm kan derimod kun bruges af ingeniører. Felterne kan også vise andre symboler, som afspejler prisen for at bruge dem – det kunne for eksempel være penge eller uran.

    Der er to steder man kan placere sine mænd: På selve spillebrættet eller på sin egen spillerplade. Formålet på længere sigt er at få flere muligheder på sit eget spillerbræt, da det er her produktionen af bomber og flere mænd virkelig sker.

    Spillebrættet

    På selve spillebrættet kan man: Købe nye bygninger til sin egen spillerplade, skole nye mænd på universitetet, producere guld eller fly på fabrikkerne, udgrave Yellowcake (uranoxid) i minerne, udføre et luftangreb mod en modspiller, reparerere sine beskadigede bygninger, raffinere beriget uran eller plutonium, eller designe en bombe og, sidst men ikke mindst, købe flere spioner.

    Spillerpladerne

    På spillerpladerne kan hver spiller placere sine egne mænd (med spioner må spillerne også placere deres mænd på en modspillers spillerplade). I starten af spillet sker der ikke meget på spillernes spillerplader, men efterhånden som spillet skrider frem, er man i besiddelse af flere bygninger og dermed handlinger. I toppen af spillerpladen vises måleren for spillerens fly: Kampfly og bombefly. Bombeflyene viser din styrke med hensyn til at bombe andre spilleres spillerplader, og kampflyene viser din forsvarsstyrke imod indkommende bombeangreb. Hvis en af bygningerne bliver beskadiget af et bombeangreb, kan man ikke placere sine mænd i bygningen før bygningen er repareret.
    Når et bygningskort er placeret på spillerens spillerplade, kan man se produktionsomkostningen på toppen af kortet og outputtet fra produktionen i bunden af kortet.

    Bomber

    Atombomberne er det centrale tema i Manhattan Project, og at producere en bombe er en proces i flere trin. Først skal man designe en bombe. Dette gøres ved at placere en af sine mænd på ”Design Bomb” feltet. Spilleren som designer en bombe, må tage de ”bombe”-kort som er lagt frem på bordet (svarende til antal spillere plus en), tage et kort og sende resten videre til den næste spiller. Denne tager så et kort og sender resten videre til den næste, og så fremdeles. Til sidst har alle modtaget et kort, og det sidste kort kommer retur til spilleren som valgte ”design bomb” handlingen, der også tager det sidste kort og tilføjer til sin hånd. Nu har alle designet en bombe!

    Når en spiller har taget en handling med en af sine mænd (placeret sin mand, ikke tilbagekaldt), må vedkommende også tage en eller flere bombehandlinger, som der i alt findes tre af.

    1. Byg. Hvor spilleren kan konstruere en af de bomber han har på hånden, ved at betale de ressourcer og aktivere de mænd, som står i toppen af kortet. Bomben har den værdi, som står nederst på kortet. Værdien er lig med det antal sejrspoint, som bomben udløser når spillet afsluttes.
    2. Test. Hvor man kan sprænge en allerede konstrueret plutoniumsbombe for at gøre alle andre plutoniumsbomber mere effektive (plutoniumsbomber kan nu benytte det røde tal nederst til højre på kortet).
    3. Laste (på fly = bomben gøres klar til brug). At konstruere bomber er en ting, men at være villig til at bruge dem er noget andet. At laste en bombe på et fly udløser 5 sejrspoint ved spillets afslutning. Der skal betales den lastepris, der står på bomben, og du skal også bruge en af dine bombefly for at laste bomben.

    Spillets afslutning

    I Manhattan Project spilles der indtil en spiller opnår et bestemt antal sejrspoint, hvilket varierer alt efter antallet af spillere:
    2 spillere: 70 point
    3 spillere: 60 point
    4 spillere: 50 point
    5 spillere: 45 point

    Når det lykkes en spiller at samle nok point sammen, slutter spillet med det samme og spilleren erklæres vinderen.

    Vurdering af Manhattan Project:

    Jeg mener at Manhattan Project er et worker placement spil, som på mange måder holder sig til den klassiske opbygning af genren, men samtidig formår det at tilføje nogle interessante nye måder at spille på. Da jeg spillede Manhattan Project første gang var jeg ikke vild med det, da jeg følte, at det spillet kunne var set før.

    Men efter at have prøvet spillet igen, og fået et større overblik over spillets mange finesser, må jeg konkludere, at mit førstehånds indtryk var forkert. Manhattan Project har nogle interessante situationer, hvor spillerne ødelægger hinandens planer, ikke kun ved at stjæle en plads på spillebrættet, men også ved direkte at angribe modstanderne.

    Disse situationer kombineret med det lidt voldsomme tema om at bygge atombomber gør Manhattan Project til et absolut anbefalelsesværdigt spil, hvis du kan lide Worker Placement spil.






    Kommentarer til Manhattan Project