Magic Maze
af Pernille Brix Madsen d. 23. August 2018
En troldmand, en kriger, en elver og en dværg går ind i et stormagasin. Det lyder måske som starten på en dårlig joke, men de fire helte har mistet alle deres våben, så eneste udvej er at røve stedet, og de har brug for jeres hjælp.
Magic Maze er et samarbejdsspil, hvor alle spillere skal hjælpes ad med at nå et fælles mål. I skal i fuldkommen stilhed og på tid (!) guide de fire helte rundt i et stormagasin, der bygges tilfældigt op undervejs med brikker, der vendes. I Magic Maze styrer spillerne ikke en af de fire helte, men kan derimod flytte alle figurerne i en retning og/eller udføre en handling. Hver af de fire helte skal finde sit eget våben og flygte ud af sin egen indgang i stormagasinet. Når alle er ude, har spillerne vundet.
Sådan spilles spillet
Startbrikken lægges midt på bordet, og de fire figurer stilles på brikken. Spillerne får en tilfældig brik inden spillets start, der viser, hvilken retning/handling de kan udføre i spillet. I et spil med få spillere vil alle spillere have flere handlinger og retninger, mens man i et spil med otte spillere kun har en retning, man kan bevæge figurerne i, eller en handling man kan udføre. I et spil med fire spillere, ser rollefordelingen således ud:
Spiller 1 til venstre må kun flytte figurerne mod vest og mellem portaler, spiller 2 må kun flytte figurerne mod nord, spiller 3 må kun flytte figurerne mod syd og udforske nye brikker, og spiller 4 må kun flytte figurerne mod øst og op og ned af rulletrapperne i stormagasinet.
For at udforske mere af stormagasinet og finder deres våben, skal de fire helte flyttes til et felt med et forstørrelsesglas. Når en figur flyttes til et felt med et forstørrelsesglas i samme farve som figuren, må spilleren, der er ansvarlig for at udforske (i dette eksempel spiller 3), vende en brik og placere den, så pilen på den nye brik peger med den åbning, hvor figuren står.
På denne måde udforskes stormagasinet, så de fire helte kan finde deres våben. Når figurerne bliver flyttet til et felt med deres våben, markeres det med et X på figurens felt på pladen. Når en helt har fundet sit våben, skal han ud af den udgang, der har samme farve som helten. Men flygter man for hurtigt, kan det være svært for de andre helte at udforske resten af stormagasinet og finde deres våben.
Spillet spilles på tid, og spillerne har fra start cirka tre minutter i timeglasset at gøre godt med. Er sandet ved at være løbet ud af timeglasset, kan en spiller flytte en figur til et felt med et timeglas, og timeglasset vendes. Det er en svær balance at vide, hvornår timeglasset skal vendes. Er der stadig 40 sekunder tilbage i glasset, når det vendes, har spillerne jo kun 2 minutter og 20 sekunder, når det vendes igen. Når timeglasset vendes, må spillerne tale sammen, men det er forbudt at røre figurerne imens. Så snart en spiller flytter en figur, er det igen forbudt at tale sammen.
Introscenarier
Alle stormagasinsbrikkerne har et nummer, og i første scenarie spiller man kun med de første ni brikker samt startbrikken. I de efterfølgende scenarier introduceres flere brikker og funktioner af felter på brikkerne, så spillerne har flere muligheder.
Så gør dog noget!
Er dine medspillere uopmærksomme eller langsomme, kan du stille den store, røde brik foran dem (eller hamre den aggressivt gentagne gange ned i bordet), så de ved, at du synes, der er noget, de burde gøre. Det er jo bare ikke sikkert, at de har samme plan som dig. Ofte vil personen enten kigge på dig med store jeg-ved-simpelthen-ikke-hvad-du-vil-have-mig-til-øjne eller sende den retur til dig eller en anden spiller med nej-det-er-dig-der-skal-gøre-noget-øjne og et suk.
Maximum Security
Magic Maze har en udvidelse, der hedder Maximum Security. Den føjer sikkerhedsvagter, overvågningskameraer, låste døre, en masse nye brikker og meget mere til spillet og er bestemt værd at købe, hvis man kan lide spilmekanismerne i grundspillet.
Vurdering af Magic Maze
Magic Maze er et helt fantastisk gateway-spil, som kan spilles af både børn og voksne. Reglerne er godt bygget op med den trinvise introduktion af brikker, så man er hurtigt i gang, og alle forstår de simple regler. Vi har spillet Magic Maze mange gange med forskellige venner og familie, og det har været en succes hver gang. At alt skal foregå i stilhed og på tid er nervepirrende, men følelsen af at have klaret runden i fællesskab er fantastisk.
Magic Maze er kaotisk, stressende og intenst på den fede måde og anbefales varmt.