2 - 2 spillere
30+ min
10+ år
  • familiespil
  • Kortspil
  • Regler på dansk

    Lost Cities

    Peter Brichs af Peter Brichs d. 9. April 2012

    Som opdagelsesrejsende og arkæolog er det største du kan opnå at finde en sagnomspunden by. Hvad end det er Atlantis på havets bund eller en glemt by i Himalayabjergene, er der altid eventyr lige uden foran din dør. I Lost Cities er dit mål at nå frem til de skjulte og sagnomspundne byer før din modstander – og med så mange investorer i ryggen som muligt.

    Opsætning af Lost Cities

    • Læg spillebrættet på bordet.
    • Aftal et antal spillerunder. Det normale er tre.
    • Bland alle kortene.
    • Giv hver spiller 8 kort.
    • Læg resten af kortene med bagsiden opad ved siden af brættet.

    Sådan spilles Lost Cities

    Den ældste spiller starter.

    I Lost Cities gælder det om at spille så mange kort som muligt ud på de fem ekspeditioner, der hver især har en farve tilknyttet. På din tur kan du gøre en af to ting: Du kan enten spille et kort eller smide et kort ud. Til sidst trækker du et nyt kort.

    Spil et kort

    Der findes to typer kort i spillet. De mest almindelige er ekspeditions-kortene. De findes i fem farver – en farve til hver ekspedition – og har tallene fra to til ti skrevet øverst på kortet. Du spiller det kort, du gerne vil bruge, ned til en ekspedition – det betyder, at når du spiller er blåt kort, skal det lægges ved det blå felt på brættet – men på din side af pladen.

    I Lost Cities kan man kun bevæge sig en vej; fremad. Det betyder, at når du spiller kort, må du kun lægge kort af en højere værdi, end hvad der allerede er placeret. Da der kun er en kopi af hver enkelt kort, kommer meget af taktikken i spillet ved at se, hvad din modstander har spillet og gætte dig til hvad han elles har på hånden.

    Den anden type kort er investerings-kort, der giver større udbytte af din ekspedition, hvis den lykkedes – eller større straf, hvis den fejller. Der er tre investerings-kort af hver farve, og disse kort må kun spilles, før du spiller et ekspeditions-kort.

    Smid et kort ud

    Hvis du sidder med et kort, du ikke kan bruge, kan du smide det ud, i stedet for at spille et kort til en ekspedition. Du lægger det kort, du gerne vil smide ud, på et af de 5 felter på spillepladen.

    Træk et kort

    I slutningen af hver tur, skal du trække et kort. Du kan enten trække et af de kort, der tidligere er blevet kasseret, eller du kan trække et kort fra bunken af kort.

    Afslutning og pointudregning i Lost Cities

    Runden er slut, når det sidste kort bliver trukket fra kortbunken. Når det er gjort, skal man til at regne sine point ud.

    En ekspedition, som du har spillet kort på, starter med at være -20 point værd – uanset om det er investerings-kort eller ekspeditions-kort. Hvert kort, du har spillet, giver en værdi på det tal, der står øverst på kortet, der så bliver lagt til de -20.

    Hvis du har spillet et investerings-kort, bliver den samlede værdi til sidst ganget med 2, 3 eller 4 (alt efter om du har lagt 1, 2 eller 3 investerings-kort ned).

    Noter det samlede antal point for denne runde, og sæt ellers spillet op som før. Når spillet er helt færdigt, lægger man pointene sammen for alle runderne, og den der har tjent flest point, har vundet.

    Vurdering af Lost Cities

    Peter Brichs
    Peter Brichs mener ...

    Lost Cities er et hurtigt spil for to personer. Der er mere taktik i at spille de rigtige kort og smide de fornuftige ud, end man skulle tro, og hele risiko-elementet med at spille investerings-kort inden du ved, hvor mange kort du får i den pågældende farve, giver et lille sus i maven. Spillet har masser af matematik og giver udfordring til de små grå.

    Lost Cities er oprindeligt fra 1999, men er allerede blevet genudgivet hele 4 gange, uden at der er blevet rørt ved reglerne, og det er forståeligt. Lost Cities er et fantastisk eksempel på simple regler, der giver et spil, der er nemt at lære men svært at mestre.






    Kommentarer til Lost Cities