LilleStorm på badeværelset
af Johnn Esbensen d. 1. October 2011
Storm er en brætspilsserie rettet mod børn. Spillene kombinerer sjov, underholdning og indlæring på børnenes niveau.
Lille Storm er et begynderspil for de mindste børn fra 2½ år og op og tager udgangspunkt i børnenes egen hverdag.
I “Lille Storm på badeværelset” skal børnene finde de elementer der passer til Lille Storms gøremål på badeværelset – f.eks. skal der findes bukser, underbukser og ble når Lille Storm skal på potten.
Sådan starter I Lille Storm
Hver spiller tager en spilleplade. Herefter blandes billedkortene og lægges på bordet med billedsiden nedad.
Sådan spiller I Lille Storm
Den mindste spiller starter med at trække et billedkort på bordet. Kortet vendes så alle kan se det. Hvis kortet passer til barnets egen spilleplade, lægges kortet ovenpå det symbol, det passer til. Herefter trækker barnet endnu et kort. Sådan fortsætter det indtil barnet trækker et kort der ikke passer til spillepladen. Herefter lægges kortet tilbage på bordet og går turen videre til den næste spiller.
Trækker barnet et kort med et gøremål (Lille Storm på potten eller børster tænder) må dette kort først lægges på spillepladen når de 3 første elementer er fundet.
Sådan vinders Lille Storm
Barnet, der først finder sine 3 elementer og herefter sig gøremål, vinder spillet.
Vurdering af LilleStorm på badeværelset
Lille Storm spillet er lavet i tykt og lækkert karton og kan derfor tåle at blive brugt af børn.
Spillet rammer plet hos de yngste, som hurtigt lærer hvad det går ud på. Dagligdagselementerne i spillet giver forældrene en anledning til at tale om toiletbesøg, tandbørstning mv. på en ny og sjov måde.