Kakerlakensalat
af Johnn Esbensen d. 16. September 2011
Tomat, salat, peber, blomkål, tomat, salat, sala… åhh pis.Sådan kunne det sagtens lyde under et spil Kakerlakensalat.
Sådan starter du Kakerlakensalat
Alle kort blandes i en bunke og fordeles ligeligt mellem spillerne. Spillerne holder deres kortbunke i hånden med billedsiden nedad. Så er spillet klar!
Sådan foregår Kakerlakensalat
Spillerne skiftes til at trække det øverste kort fra hånden og smide det i bunken på bordet. Straks kortet er synligt siger spilleren navnet på det, som ses på kortet – tomat, salat, peber, blomkål eller kakerlak.Spillerne skal altid sige sandheden,
men – for der er selvfølgelig et men –
- smider en spiller et kort af samme type, som i forvejen ligger øverst på bordet, skal spilleren stikke en nødløgn
- smider en spiller et kort af samme type, som lige er blevet sagt i en nødløgn, skal spilleren stikke en ny nødløgn
- smider en spiller et kort med en kakerlak på, skal han straks sige “kakerlak”
- smider en spiller et kort med en grøntsag, som svarer til grøntsagen på et synligt kakerlak kort, skal spilleren igen stikke en nødløgn
Kakerlak kort
Når en spiller trækker et kakerlak kort, og husker at råbe kakerlak, startes en ny bunke. Spillet fortsætter, i den nye bunke, som hidtil dog med den undtagelse, at spillerne nu ikke må sige den grøntsag, som ses på det (de) synlige kakerlakkort.Alle fejl, alle forkerte ord, alle øhh’er og alle forsinkelser udløser straks en straf. Straffen består i, at spilleren der fejler, tager alle de kort, der ligger på bordet op på hånden.
Sådan vinder man Kakerlakensalat
Den spiller, der først skiller sig af med alle sine kort, har vundet spillet.