2 - 6 spillere
30+ min
10+ år
  • familiespil
  • Behændighed
  • Efterforskning
  • Regler på dansk

    Hotel Mystery

    Helle Perrier af Helle Perrier d. 4. November 2013

    Der er sket ikke bare ét, men to mord på det ærværdige Hotel Arosa. Du og nogle andre detektiver sættes på opgaven, og nu gælder det om at holde hovedet koldt; for ikke alene skal du finde morderen, du skal også undgå selv at blive anklaget.
    Hotel Mystery beskrives bag på æsken som et interaktivt akustisk mysterium, og hvor sært det end lyder, så er det en ganske præcis beskrivelse af spillet.

    Opsætning af Hotel Mystery

    • Sæt de syv etager ovenpå hinanden, så der laves en høj bygning.
    • Giv hver spiller 20 indicier (trækuberne).
    • Placér efterforskningsbogen ved siden af bygningen.
    • Den spiller, der sidst har brugt en kniv, kaster de to røde kuber ned i hotelskakten – det er ofrene.
    • Til sidst kaster hver spiller to af sine indicier ned i skakten, og så kan efterforskningen ellers begynde.

    Første akt – Detektiverne leder efter ofrene

    I første halvdel af spillet gælder det om at finde de to ofre. Den spiller, der sidst har været i et hotel, starter, og så går turen med uret rundt. Man undersøger ganske enkelt en etage ved at løfte forsigtigt i hotellet, så man kan se gulvet det pågældende sted. Når en detektiv undersøger en etage, kan der ske en af to ting:

    • Detektiven finder et offer. Offeret placeres på den tilsvarende etage i efterforskningsbogen. Finder detektiven begge ofre på samme etage, så der kun er ét gerningssted. Hvis detektiven finder indicier fra andre detektiver på etagen, skal de spillere tage et tilsvarende antal indicier fra deres lager og placere på gerningsstedets etage i efterforskningsbogen. Finder detektiven sine egne indicer, så dækker han sine spor og kaster dem blot tilbage i skakten sammen med de øvrige indicier, der blev fundet.
    • Detektiven finder ikke et offer. Hvis der er indicier på etagen, kastes de ned i skakten. Detektiven, der ledte på den forkerte etage, straffes for sin sløsede efterforskning, og må kaste et af sine indicier fra lageret ned i skakten.
      Når begge ofre er fundet, begynder næste del af spillet.

    Anden akt – morderen skal findes

    Spillet fortsætter efter tur. I sin tur har man to muligheder:

    Sende mistanken videre
    Detektiven siger navnet på en eller flere af sine modspillere, som han mistænker. Derefter undersøger han den etage, hvor han formoder, der findes indicier fra de pågældende spillere. For hvert indicie, der passer, skal den anklagede lægge indicier i efterforskningsbogen på den pågældende etage.
    Detektiven tager derefter alle indicier fra

    etagen og smider dem et efter et ned i skakten, når han har samlet hotellet igen.
    For hver mistænkt, der ikke havde et indicie på etagen, skal detektiven smide et af sine egne indicier ned i skakten.

    Sløre sine spor
    Denne mulighed kan detektiven bruge, hvis han har nogle indicier liggende på efterforskningsbogen og gerne vil fjerne dem. Detektiven løfter simpelthen en etage, og såfremt han har indicier liggende på den tilsvarende etage i efterforskningsbogen, må han fjerne dem. Hvis detektiven ikke har nogle indicier på etagen, må han tage et fra sit lager og smide ned i skakten sammen med dem, der blev fundet på etagen.

    Afslutning på Hotel Mystery

    Spillet slutter, når en detektiv har 10 eller flere indicier på en etage i efterforskningsbogen, eller når en spiller løber tør for indicier i sit lager.
    Så tælles der point op og
    Indicier på gerningssteder giver tre point
    Indicier på etager lige over eller under gerningsstedet, giver to point
    Alle andre indicier giver et point.
    Den spiller, der har færrest point, vinder, mens den der har flest, bliver udråbt til gerningsmand.
    Der kan godt være flere vindere og gerningsmænd i et spil.

    Vurdering af Hotel Mystery

    Helle Perrier
    Helle Perrier mener ...

    Mystery Hotel blev nomineret til årets familiespil ved Guldbrikken i 2012. Det er der bestemt også en grund til, for det er et herligt lille spil. Det er faktisk overraskende svært at gætte præcis, hvor de små trækuber lander hver gang. Spillet har også den klare fordel, at alle spillere er involverede hele tiden. Når det er de andres tur, skal man lytte grundigt efter for at have en chance for at gætte rigtigt, når det bliver ens tur.

    Mystery Hotel er et hurtigt spil, der er nemt at lære. Ingen tvivl om, at yngre spillere vil elske det taktile element, hvor man får lov til at skille bygningen ad, for at se om de har gættet rigtigt, men dermed ikke sagt, at mere modne spillere ikke også kan more sig med spillet.
    Mystery Hotel er et innovativt og flot spil, der vil være et klart hit, når familien skal spille.






    Kommentarer til Hotel Mystery