1 - 4 spillere
45+ min
11+ år
  • familiespil
  • Deckbuilding
  • Kortspil
  • Samarbejde
  • Fantasy
  • Harry Potter Hogwarts Battle

    Rasmus Skat Andersen af Rasmus Skat Andersen d. 11. April 2021

    Voldemort hævede sin tryllestav, og før Harry kunne gøre noget for at forsvare sig, før han overhovedet kunne bevæge en muskel, blev han atter ramt af Dolorosoforbandelsen. Smerten var så intens, så overvældende, at han ikke længere vidste, hvor han var … hvidglødende knive gennemborede ham overalt på kroppen, hans hoved måtte snart sprænges af smerte; han skreg højere, end han nogensinde havde skreget i hele sit liv …
    J.K. Rowling: Harry Potter og Flammernes Pokal

    Velkommen til Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandsskab. I rollen som Harry Potter, Hermione Granger, Ron Weasley eller Neville Longbottom skal du i Harry Potter Hogwarts Battle bekæmpe skurke og monstre. Hver spiller styrer en af ovennævnte personer og starter med et sæt af 10 kort. I hver runde køber du nye kort (formularer, magiske genstande og allierede) til dit deck, som altså langsomt vokser i størrelse. Dit mål er – i samarbejde med de øvrige spiller – at stoppe skurkene i at opnå kontrol med bestemte steder (lokationer) i Harry Potter universet.
    Man spiller i gennem alle syv bøger – her døbt Game 1 til Game 7 – og undervejs tilføjes nye regler og kort til spillet. I praksis foregår det ved, at man åbner en ny gameboks til hvert spil, der føjer nye kort til spillet. Der er blevet fusket lidt med kronologien, så for eksempel Hermione allerede i bog 1 er udstyret med tidsvenderen fra Harry Potter og fangen fra Azkaban. Desuden genbruges modstanderne fra de tidligere spil, hvorfor man for eksempel igen og igen vil blive konfronteret med basilisken fra Harry Potter og hemmelighedernes kammer.
    Nedenfor gennemgås reglerne, som de ser ud fra start (Game 1). De regeltilføjelser, der tilføjes undervejs, er behandlet i et særskilt afsnit, så man kan springe det over, hvis man ikke ønsker det afsløret.

    I første spil skal man kun koncentere sig om en skurk af gangen, mens man i senere spil skal bekæmpe flere skurke på samme tid - her familien Malfoy.

    Setup

    • Placer spillebrættet midt på bordet og åben æsken mærket Game 1.
    • Ved siden af brættet placeres de otte villain control-markører, de 35 skade-markører og 25 influence-markører.
    • På feltet Locations placeres locationskort med forsiden opad. De er nummereret, så man ved, i hvilken rækkefølge de skal ligge.
    • Dark Arts-kortene blandes og placeres med bagsiden opad på feltet Dark Arts.
    • Villain-kortene blandes og placeres med bagsiden opad på feltet Villain stack. Det øverste kort vendes og placeres på feltet Active Villain.
    • Bland Hogwarts-kortene og placer dem med bagsiden opad på feltet Hogwarts stack. Vend derpå seks kort og placer dem på de seks ledige felter under Hogwarts-kortbunken. Det er de kort, spillerne kan købe til deres deck.
    • Hver spiller får et turn order-kort og en spilleplade. Spillerne placerer et hjerte på tallet 10 på deres spilleplade. Det angiver karakterens helbred.
    • Hver spiller vælger en karakter og får karakterens hero-kort og spillerens start-deck med 10 kort.
      Bemærk at ovenstående alene gælder for Game 1. Af hver enkelt gameboks vil det fremgå, hvis der kommer ændringer i opsætningen.
    Her ses Ron, Hermione, Neville og Harry på deres første år på Hogwarts. Senere i spillet får hver karakter unikke evner.

    Runder i Harry Potter Hogwarts Battle

    Spillerne skiftes til at have turen, og hver tur består af fire trin:
    1. Vend og udfør Dark Arts kort
    2. Udfør modstandernes evner
    3. Spil Hogwarts kort og brug heltenes evner
    4. Slut din tur

    Nedenfor gennemgås hver enkelt trin mere nøje.

    Trin 1. Vend og udfør Dark Arts kort

    • Se på lokation-kortet hvor mange Dark Arts-kort, der skal vendes. Vend et kort af gangen, og udfør dets effekt. Placer derpå kortet i Dark Arts-skraldebunken. Fortsæt indtil det korrekte antal kort er vendt. Hvis bunken med Dark Arts-kort løber tør, blandes Dark Arts-skraldebunken, og herefter trækkes kort fra den nye bunke.

    Trin 2. Udfør modstanders evner

    • Hver modstander har en særlig evne. Nogen evner bliver udløst hver runde, mens andre udløses af Dark Arts-kort eller andre modstanderes evner.

    Trin 3. Spil Hogwarts kort og brug heltenes evner

    Den aktive spiller må nu gøre følgende. Vedkommende bestemmer selv rækkefølgen.
    • Spil kort. Hvis det giver ressourcer (skade og influence), lægges det på din spilleplade.
    • Uddel skade til modstandere. Hver modstander har et antal liv, hvilket fremgår af hjertet i kortets nederste højre hjørne. Hvis den tildelte skade betyder, at modstanderen er bekæmpet, skal man øjeblikkeligt uddele den belønning, det giver.
    • Brug influence til at købe nye kort. Man kan købe de seks kort, der ligger fremme på spilbrættet. Man må købe lige så mange kort, som man har råd til. Nye kort placeres øjeblikkeligt i ens skraldebunke, medmindre man har spillet et kort, der fortæller noget andet.

    Trin 4. Slut turen

    • Først skal man tjekke, om modstanderne har fået kontrol med en lokation. Hvis alle kranier på lokationen er dækket, har de fået kontrol. Alle markører på lokationen fjernes, og der trækkes en ny lokation.
    • Hvis en modstander blev bekæmpet i turen, trækkes nu en ny modstander.
    • Hvis der blev købt nye kort, trækker man kort fra Hogwarts-kortbunken, så der igen ligger seks kort fremme.
    • Alle de kort, den aktive spiller har spillet i sin tur, placeres nu i spillerens skraldebunke. Har spilleren uspillede kort på hånden, placeres de også i skraldebunken.
    • Ubrugte influence- og skades-markører fjernes fra den aktive spillers spilleplade.
    • Den aktive spiller trækker fem kort fra sin bunke. Kan vedkommende ikke trække kort nok, trækker han så mange, som han kan. Derpå blander han sin skraldebunke, som bliver hans nye kortbunke. De manglende kort trækkes nu fra denne bunke, så spilleren har fem kort på hånden. Turen går nu videre til næste spiller i urets retning.

    Særlige regler

    Besejre en modstander

    Modstandernes helbred er markeret med et hjerte i kortets nederste højre hjørne. Modstanderen er besejret, når mængden af tildelt skade når dette niveau. Spillerne får øjeblikkeligt den belønning, som er anført nederst på kortet. Den besejrede modstander placeres nu i feltet discard midt på brættet. Der trækkes først en ny modstander, når spillerens tur er ved at være slut (trin 4).

    Kontroller en lokation
    Modstanderne får kontrol over en lokation, når de har placeret villain control-markører svarende til antallet af kranier på kortet. Spillerne har nu indtil afslutningen på den aktive spillers tur til at få reduceret antallet af villain control-markører. Lykkedes det ikke, fjernes alle villain control-markører fra kortet og næste lokation placeres oven på det. Hvis modstanderne får kontrol over alle lokationer, har vores helte tabt.

    Spillernes helbred Hver spiller har 10 i helbred fra start. Man kan ikke få mere end 10, men hvis man reduceres til 0, bliver man slået ud.
    • Man kan ikke miste/genvinde helbred i denne runde.
    • Hvis man har influence- eller skade-brikker liggende, mister man dem.
    • Man skal smide halvdelen af sin hånd i skraldebunken (rundet ned).
    • Man skal lægge en villain control-markør på den lokation, der er i spil.
    • Hvis man er den aktive spiller, må man gerne spille kort og udføre handlinger som normalt.
    • Når den aktive spillers tur er slut, er man kommet sig og har atter 10 i helbred.

    Sådan slutter spillet

    Spillet kan slutte på to måder.
    1. Spillerne bekæmper alle skurkene og vinder dermed spillet.
    2. Skurkene kontrollerer alle lokationerne. Spillerne taber.

    Det er for nemt

    Finder man spillet for nemt, kan man øge udfordringen ved at lade skurkene starte med en eller flere villain control-markører på lokationerne.

    Game 2 til 7

    Her følgere en gennemgang af de regeltilføjelser, der kommer undervejs i spillet. Hver ny æske indeholder nye skurke, lokationer, Dark Arts og Hoqwarts-kort, man kan købe.
    • Game 2: Intet nyt.
    • Game 3: Vores helte bliver mere erfarne. Der kommer nye Hero-kort, hvor hver helt har en unik evne. Der er nu to aktive skurke fra start.
    • Game 4: Man kan nu købe nogle kort, der lader en rulle særlige terninger – en for hvert kollegie. De kan give skade, helbrede, give influence eller lade spillerne trække kort.
    • Game 5: Der er nu tre aktive skurke fra start.
    • Game 6: Vores helte har nu fået deres karakterer fra U.G.L.-eksamener. Hver spiller må fra start vælge et særligt fag, for eksempel magiens historie eller forsvar mod mørkets magter, som giver spilleren en unik evne. Der er ni forskellige at vælge imellem.
    • Game 7: Så dukker der selvfølgelig horcruxer op, som hvor helte skal tilintetgøre. Horcruxer minder lidt om modstandere, idet de svækker vores helte. Der kommer også nye Hero-kort, hvor hver helts unikke evne er blevet en smule bedre.

    Vurdering af Harry Potter Hogwarts Battle

    Rasmus Skat Andersen
    Rasmus Skat Andersen mener ...

    Harry Potter-universet har forlængst vist sin holdbarhed, og Harry Potter Hogwarts Battle er en fin udvidelse til universet. Billedmæssigt genbruger den billedet fra filmatiseringerne, og hvem har ikke drømt om at kaste spells og bekæmpe dementorer, dødsgardister og ikke mindst Harry Potters ærkerival Draco Malfoy.
    Spillet begynder som et meget simpelt deckbuilding-spil, hvor der er ikke er den store forskel på, hvilken person du vælger. Det ændres der imidlertid på senere i spillet, når spillerne får individuelle evner, og hvor det kan få stor betydning, hvilket kort man køber til sit deck.
    Spillet er beregnet for 11 år og opefter, men sammen med en voksen til at læse regler og kort kan syv-otte årige også spillet med. Kunsten er så at lære dem, at det ikke bare handler om at få de dyreste kort, men også at få kort, der spiller godt sammen med ens helts evner.
    Spillets svaghed er, at der er en stor del tilfældighed i opsætning, hvorfor man for eksempel kan være uheldig, at det kun er meget dyre kort, der ligger fremme på brættet, så man simpelthen ikke kan købe nye kort. Men da et spil tager relativt kort tid, er det til at leve med. Og tag ikke fejl, der er ikke kun rent held. Specielt i de senere spil, kan man kun vinde, hvis man sørger for, at få bygget en effektivt deck, der spiller sammen med ens unikke evne.
    Spillet er nemt at lære, og hvis du er Harry Potter-fan, så er der mange timers fornøjelse i spillet.
    Som i alle deckbuilder-spil kommer man til at blande sine kort mange, mange gange, så det er en god ide at få sine kort sleeved med det samme.
    I skrivende stund er der to udvidelser til spillet: The Monster Box of Monsters Expansion og The Charms and Potions Expansion.






    Kommentarer til Harry Potter Hogwarts Battle