3 - 5 spillere
75+ min
12+ år
  • strategispil
  • Middelalder
  • Hansa Teutonica

    Lasse Petersen af Lasse Petersen d. 11. September 2011

    I Hansa Teutonica er spillerne del af handelsligaer, som bygger handelsruter og opretter forretning i 1400-tallets Tyskland.

    Hansa Teutonica ser umiddelbart ikke særligt farverigt ud. Men bag det halvtørre tema gemmer der sig et glimrende konfrontativt strategibrætspil.

    Sådan starter du et spil Hansa Teutonica

    Spillepladen i Hansa Teutonica udgør et kort med forskellige tyske byer. Spillepladen sættes op og på de tre kro-felter på kortet, markeret ‘tavern’, placeres en af de tre gyldne bonusbrikker (bonusbrikkerne er de runde brikker med et måltid mad afbilledet på bagsiden).

    De resterende grå bonusbrikker blandes med bagsiden opad, og ligges ved siden af spillepladen.

    I øvre venstre hjørne af kortet er der en talrække med huse fra nul til ti. Placer den sorte træfirkant på nul-feltet. Dette bruges til at holde styr på hvor mange byer er blevet fuldstændigt fyldt ud.

    Hver spiller vælger en farve, og tager jeres spillerbræt i den dertilhørende farve.

    Med undtagelse af det første felt i rækken, dækkes alle felterne i rækkerne med nøgler, actions, privilegium og sække med træfirkanter i spillerens farve. Derefter dækkes felterne mærket 3, 4 og 5 på bogen i midten af spillerpladen – disse felter dækkes dog med tre runde træbrikker i spillerens farve i stedet.

    Alle spillere tager en træfirkant i jeres farve og placerer på nulfeltet i kanten af kortet på spilpladen. Tallene langs spillepladen bruges til at holde styr på jeres point.

    Til sidst tager I en mængde træfirkanter, samt den sidste runde træbrik i jeres farve. Hvor mange træfirkanter I hver får afhænger af spillerrækkefølgen. Spilleren der starter spillet får sin runde brik + 5 træbrikker. Den næste spiller får sin runde brik + 6 træbrikker. Den næste får sin runde brik + 7 træbrikker osv.

    De resterende træfirkanter bliver liggende samlet i en bunke og udgør den generelle forsyning.

    Runderne i Hansa Teutonica

    På din tur har du et bestemt antal handlinger. Hvor mange handlinger du kan lave afhænger af, hvor mange ‘actions’ du har på dit spillerbræt. I begyndelsen af spillet har alle spillere kun to actions, og derfor kun to handlinger per tur. Men i løbet af spillet er det muligt at opnå flere per tur.

    Du kan bruge hver af dine handlinger til at foretage en af følgende handlinger:

    • Du kan placere én af dine træfirkanter/din runde træbrik på en af af ruterne på brættet.
    • Du kan tage et antal træfirkanter i din farve fra den generelle forsyning. Hvor mange du kan tage afhænger af din evne på dit spillerbræt, som er markeret ved sækkene i nederste højre del af spillerbrættet. I starten af spillet kan alle spillere tage tre træfirkanter med denne handling.
    • Du kan rykke et antal af dine træbrikker fra et felt sted på spillepladen til et andet sted. Hvor mange træbrikker du kan rykke afhænger af din evne på dit spillerbræt, som er markeret ved bogen i midten af spillerbrættet. I starten af spillet kan hver spiller rykke to brikker med denne handling.
    • Du kan flytte en anden spillers træbrik. For at rykke en anden spillers brik erstatter du den med en af dine egne træbrikker. Derudover skal du tage en af dine træbrikker fra din bunke og ligge den tilbage i den generelle forsyning; hvis ikke du har råd til dette, kan du ikke flytte en anden spillers brik. Hvis du vil flytte en spillers runde træbrik skal du i stedet ligge to træfirkanter fra din bunke i den generelle forsyning, så de runde træbrikker er sværere at skubbe væk. Når en spiller får sine brikker skubbet væk skal placere hun den på den nærmeste ledige tilstødende rute. Derudover får hun lov til at tage en træfirkant i sin farve fra den generelle forsyning og placere på den nye rute. Hvis det var en rund træbrik, som blev flyttet, får hun to nye træfirkanter på ruten i stedet.
    • Hvis det er lykkedes dig at placere din brikker på alle felterne på en rute mellem to byer kan du vælge at score ruten. Når du gør dette fjerne du alle dine brikker på ruten. Når du scorer en rute får alle spillere som har et kontor på en af de to byer et point. Hvis en spiller har kontorer på begge byer, så får hun to point. Hvis der er en bonusbrik på ruten tager du denne brik. Bonusbrikker kan give forskellige bonusser, såsom at lade dig opgradere en af dine evner eller at tage flere handlinger denne tur; derudover er bonusbrikker også point værd i slutningen af spillet. Når din tur er slut, skal du placere en ny bonusbrik et sted på spillepladen. Denne bonusbrik placeres ved siden af en by, som har et kontor, men som ikke allerede har en bonusbrik liggende, og som har en tom rute, der leder op til byen.

    Når du scorer en rute, må du bygge et kontor i en af de to byer der støder op til ruten. Du tager en af de træbrikker du lige fjernede fra ruten og placerer på et af de farvede felter på byen. Kontorerne bygges altid fra venstre mod højre, så du bygger altid på den første ledige plads i rækken på byen. Hvis en by ikke har flere ledige felter er det ikke muligt at bygge flere kontorer på byen. Du kan kun bygge på de forskellige farvede felter, hvis du har opgraderet evnen til det på dit spillerbræt. Hvilke farver du kan bygge kontorer på, kan du se i nederste venstre hjørne af dit spillerbræt (det som kaldes ‘privilegium’). I starten af spillet kan hver spiller kun bygge kontorer på hvide felter.
    Bemærk at et par af felterne på nogle af byerne kun kan blive til kontorer, hvis du placerer din runde træbrik på feltet.

    I stedet for at bygge et kontor

    kan du ved nogle af byerne vælge andre bonusser i stedet, såsom at opgradere dine evner. Dette gør du ved at fjerne en brik fra det relevante felt på dit spillerbræt. Brikkerne, som du fjerne fra dit spillerbræt, når du opgraderer evner, beholder du til at placere med efterfølgende handlinger:
    • Hvis du scorer en rute op til Groningen, kan du i stedet for at bygge et kontor, fjerne en af dine runde brikker fra bogen på dit spillerbræt. Denne opgradering lader dig flytte flere af dine brikker på pladen, når du vælger denne handling.
    • Hvis du scorer en rute op til Stade, kan du i stedet for at bygge et kontor, fjerne en af dine runde brikker privilegium-feltet på dit spillerbræt. Denne opgradering lader dig flytte bygge kontorer på nye farver felter.
    • Hvis du scorer en rute op til Lübeck, kan du i stedet for at bygge et kontor, fjerne en af dine runde brikker fra feltet med sækkene på dit spillerbræt. Denne opgradering lader dig tage flere af dine træbrikker fra den generelle forsyning, når du vælger denne handling.
    • Hvis du scorer en rute op til Göttingen, kan du i stedet for at bygge et kontor, fjerne en af dine runde brikker fra action-feltet på dit spillerbræt. Denne opgradering lader dig foretage flere handlinger hver tur.
    • Hvis du scorer en rute op til Halle, kan du i stedet for at bygge et kontor, fjerne en af dine runde brikker fra rækken med nøgler på dit spillerbræt. Denne opgradering giver dig flere point per by du har på din længste rute af forbundne byer i slutningen af spillet.
    • Hvis du scorer en rute op til Halle, kan du i stedet for at bygge et kontor, fjerne en af dine runde brikker fra rækken med nøgler på dit spillerbræt. Denne opgradering giver dig flere point per by du har på din længste rute af forbundne byer i slutningen af spillet.
    • Hvis du scorer en rute op til Coellen, kan du i stedet for at bygge et kontor, placere en af dine runde træbrikker på et af felterne (markeret 7, 8, 9 og 11). Du behøver ikke nødvendigvis at placere din brik på feltet mest mod venstre, men for at kunne placere din runde træbrik skal du stadig kunne bygge på den relevante farve. I slutningen af spillet for du et antal ekstra point svarende til de der står på feltet, hvor du placerede din træbrik.

    Afslutning på Hansa Teutonica

    Der er tre ting, der kan udløse slutningen på spillet:

    • Når en spiller kommer op på 20 point på tælleren i kanten af spillepladen.
    • Lige så snart 10 byer er blevet fyldt ud med kontorer; dvs. når den 10. by bliver fuldendt.
    • Når der skal puttes en ny bonusbrik på spillepladen, men der ikke er flere tilbage.

    Når dette sker, slutter spillet med det samme, den igangværende spiller får IKKE lov at fuldende sin tur, selvom hun har flere actions tilbage.

    Herefter scorer spillerne point for de byer, som de har majoritet i; deres bonusbrikker, som de har samlet gennem spillet; de evner, som de fuldstændigt har udviklet på deres spillerbræt, med undtagelse af nøglerne i øverste venstre hjørne; de runde træbrikker de har liggende på point felterne ved Coellen; og den længste forbindelse af byer, som de har kontorer i.

    Vurdering af Hansa Teutonica

    Lasse Petersen
    Lasse Petersen mener ...

    Hansa Teutonica er et virkelig godt strategispil. Det har mange forskellige måder at tjene point på, som du kan arbejde mod, og adskillige muligheder for at påvirke de andre spillere.

    Selvom Hansa Teutonica tilbyder mange forskellige valgmuligheder og strategier at satse på, så forløber de individuelle ture hurtigt, og den konstante konkurrence til at vinde de forskellige ruter kan nogle gange få Hansa Teutonica til at føles som et kapløb.

    Der er en del elementer at holde styr på i Hansa Teutonica, og det er ikke det nemmeste brætspil at forklare til nye spillere. Når man først begynder at spille giver tingene dog hurtigt mening.

    Ser man bort fra Hansa Teutonicas uinspirerende tema, så er det et virkeligt godt brætspil. Der er masser af betydning i de beslutninger du træffer på dine ture, og meget lidt held i spillet, hvilket gør Hansa Teutonica til et virkelig godt strategibrætspil.






    Kommentarer til Hansa Teutonica