Get Bit
af Peter Brichs d. 18. April 2012
Filmen “Dødens Gab” er kendt for den meget karakteristiske musik, når man ser en haj komme svømmende. “Dun-dun….dun-dun….dun-dun-dun-dun….”, og det er svært ikke at sidde og smånynne netop dette stykke musik, mens du spiller Get Bit.
Get Bit er et spil om små robotter, der er ude at svømme. Undervejs møder de en sulten haj. Spillet er meget familievenligt – det er ikke mennesker, men robotter der er ude at svømme (og de er endda vandtætte!), så ingen grund til panik! Hajen er jo bare sulten…
Opsætning af Get Bit
Hver spiller tager
- En robot
- Alle spillekort der passer til den valgte robot. Alt efter antallet af spillere, skal nogle af kortene måske fjernes fra bunken.
Antal spillere | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 |
Antal robotter | 2 | 2 | 1 | 1 | 1 |
Numre kort du skal bruge |
1-5 | 1-7 | 1-5 | 1-6 | 1-7 |
Læg hajen på bordet, og læg robotterne tilfældigt i en linje, væk fra hajen.
Sådan spiller du Get Bit
Hver runde har tre faser – først udvælger I kort, derefter flytter I rundt på robotterne, og til sidst ser I, hvem der bliver bidt.
Vælg kort
Dine kort har et tal påskrevet. Du tager et kort og lægger det med talsiden nedad. Du vil gerne vælge så lavt et kort som muligt, samtidig med at du gerne vil vælge et kort, de andre ikke har valgt.
Flyt robotter
Nu vender alle det kort, de har valgt. Den spiller, der har valgt det laveste nummer, som ingen andre har valgt, lægger sin robot forrest. Derefter den spiller, der har valgt det næstlaveste nummer, ingen andre har valgt, og så fremdeles.
Hvis to eller flere har valgt samme tal, flytter deres robotter sig ikke.
Læg det valgte kort i en personlig skraldebunke med talsiden opad, så folk kan se, hvad du har spillet.
Hajen bider
I første runde sker denne fase ikke.
I de resterende runder er det nu, hajen får lov til at spise af jeres robotter. Hajen spiser et lem af den bagerste spillers robot. Det vil sige en hel arm eller et helt ben. Den spiller, hvis robot er blevet bidt i, må tage sin skraldebunke op på hånden igen.
Hvis du kun har ét kort tilbage på hånden, må du også nu trække din skraldebunke op på hånden igen.
Hvis hajen har spist begge arme og begge ben fra en robot, er den nu ude.
Afslutning af Get Bit
Spillet fortsætter til kun to spillere har robotter tilbage – så snart der kun er to spillere i starten af en runde, vinder den spiller, hvis robot svømmer forrest.
Vurdering af Get Bit
Get Bit er et hyggeligt, simpelt familiespil. Det er på grænsen til at være et decideret børnespil, og de helt små kan sagtens være med – men selve temaet om hajer, der spiser “folk”, der er ude at svømme, er lidt grusomt.
Samtidig bliver jeg nødt til at rose Mayfair Games for robotterne, der simpelthen er fantastiske. Jeg har ikke haft spillet fremme en eneste gang, uden folk har sat sig og leget med figurene, mens reglerne bliver forklaret. Get Bit er – udover at være et godt familiespil – et spil med sjove komponenter.