2 - 6 spillere
45+ min
12+ år
  • familiespil
  • Samarbejde
  • Relateret læsning


    Flash Point: Fire Rescue

    Jesper Hagen af Jesper Hagen d. 28. November 2013

    Alarmcentralen, hvad kan jeg hjælpe med? … Personen i den anden ende af samtalen svarer panisk "Det brænder!!" Sekunder senere er du i færd med at tage dragten, som skal holde dig i live, på. Du samler dit udstyr og rykker ud.

    Du og dit hold vurderer lynhurtigt situationen og får lavet en plan for jeres indsats, inden I, som de trænede professionelle I er, kaster jer ind i kampen mod flammerne. I er de modige mænd og kvinder i brandkorpset og folks liv afhænger af jer!

    I Flash Point: Fire Rescue påtager spillerne sig rollerne som brandmænd og -kvinder. Handlingen er kort fortalt, at der er gået ild i et hus, hvori der er et antal personer, der skal reddes ud, inden huset styrter sammen. Spillerne er nødt til at koordinere deres indsats, idet ilden hele tiden udvikler sig, og huset kommer tættere og tættere på, at styrte samnmen.

    Før vi går i gang med gennemgangen af spillet, skal det bemærkes, at der i spillets regler er to versioner af spillet – en familie- og en avanceret udgave. Denne gennemgang beskæftiger sig kun med familieudgaven, som er en rigtig god og hurtig måde at lære spillet at kende på.

    Sådan kommer du i gang med Flash Point: Fire Rescue

    1. Læg spillepladen midt på bordet, så alle kan komme til.
    2. Placer en dørmarkør med den lukkede side op ad i hver af de otte døråbninger på spillepladen.
    3. Placer brandmarkører med flammesiden op ad på de i regelbogen anførte felter.
    4. Læg to offermarkører og én falsk alarm markører væk. Disse skal ikke bruges. De resterende offer- og falsk alarm markører blandes og tre af dem lægges med “?” siden op ad på de i regelbogen anførte felter.
    5. Hver spiller tager en brandmand og et spillerkort i matchende farver.
    6. Spillerne placerer sine brandmænd udenfor huset.

    Spillet kan herefter gå i gang, så snart spillerne er blevet enige om, hvem der skal tage den første tur. Hvis der ikke kan opnås enighed om dette, er det yngste spiller, der starter.

    Spillepladen er her sat op til familieudgaven

    Runder i Flash Point: Fire Rescue

    Hver runde består af tre trin:

    1. Udfør actions
    2. Udvikl branden
    3. Læg nye offer- og falsk alarm markører på spillepladen

    Actions

    Hver spiller får fire actions pr tur. Disse kan bruges på at bevæge sig rundt i huset, slukke ild eller røg, redde personer, smadre vægge osv.

    Actions, som en spiller vælger ikke at bruge, kan gemmes til næste tur, dog kan man ikke på denne måde gemme mere end fire ekstra actions.

    Bevægelse

    • At flytte sig ét felt koster én action
    • At flytte sig hen på et felt, hvor der er flammer koster to actions
    • At flytte sig et felt, mens man bærer på et offer koster to actions

    I forhold til bevægelse, skal det bemærkes, at spillet kun foregår op/ned eller højre/venstre. Det betyder, at man ikke kan bevæge sig diagonalt, og at man ikke regnes som stående ved siden af et felt, hvis feltet er diagonalt med det felt ens brik står på.

    Man må ikke slutte sin tur på et felt med flammer på.

    En spiller kan ikke gå igennem vægge,

    men væggene i huset kan være ødelagte. Hvis en væg har to skademarkører er den ødelagt, og spillerne kan herefter frit bevæge sig igennem denne.

    Hvis en spiller bevæger sig ind på et felt, hvor der ligger et “?”, vender spilleren markøren om, og afslører derved om der er tale om en falsk alarm, eller om der ligger et offer, der skal reddes ud, på feltet.

    Et offer reddes ved, at en spiller bærer det ud af huset. Et offer kan ikke bæres igennem flammer, men kan godt tåle røg.

    Andre actions

    • At åbne eller lukke en dør koster én action.
    • At slukke en brand (ét felt med flammer) koster to actions.
    • At at dæmpe flammerne (ét felt med flammer vendes til røg) koster én action.
    • At slukke røg (ét felt med røg) koster én action.
    • At hugge hul i en væg koster to action pr. hug (det tager to hug at fjerne en væg, og for hvert hug lægges der en skademarkør på væggen).

    Udvikl branden

    Når en spiller har brugt sine actions skal branden udvikles.

    Dette gøres ved, at spilleren ruller de to medfølgende terninger, og placerer en røgmarkør på det felt, som terningerne viser.

    Afhængig af om der er noget på det pågældende felt i forvejen, kan der ske én af flere ting.

    • Hvis feltet er tomt, lægges der blot en røgmarkør på dette.
    • Hvis der i forvejen var røg på feltet lægges der nu en flammemarkør i stedet for røg.
    • Hvis der er flammer på et felt ved siden af feltet, lægges der også en flammemarkør i stedet for røg.
    • Hvis der i forvejen er flammer på feltet sker der en eksplosion!

    Eksplosioner er på alle måder uønskelige, da de accelererer branden voldsomt og potentielt forsager skader på huset.

    Når der sker en eksplosion udvikler branden sig i alle fire retninger rundt om det felt, eksplosionen startede på. Afhængigt af situationen på de omkringliggende felter sker der én (og kun én) af følgende ting i hver af de fire retninger.

    • Hvis der er en væg (der ikke er ødelagt) lægges der en skademarkør på denne.
    • Hvis der er en lukket dør bliver denne blæst af (dørmarkøren fjernes).
    • Hvis feltet er tomt, lægges der blot en flammemarkør på dette.
    • Hvis der i forvejen var røg på feltet lægges der nu en flammemarkør i stedet for røg.
    • Hvis der er flammer på et felt ved siden af feltet, udvikler der sig en trykbølge i den retning.

    Et yderst uheldigt slag med terningerne har forårsaget en eksplosion, der har beskadiget flere vægge og lavet en trykbølge, der har indhentet en brandmand

    Trykbølger virker som en slags forlængelse af en eksplosion. En trykbølge fortsætter ud langs alle de sammenhængende felter, der er flammer på, med mindre den rammer en lukket dør eller en mur undervejs. For enden af trykbølgen sker der én (og kun én) af de ting, der er beskrevet under eksplosioner.

    Det sidste skridt i denne fase er, at spilleren afvikler, det der i reglerne kaldes for, sekundære effekter.

    Det første der sker er, at alle felter med røg, der grænser lige op til et felt med flammer, antænder. Det vil sige, at spilleren vender alle røgmarkører, der ligger ved siden af flammemarkører, med flammesiden opad.

    Hvis der er brandmænd, der som følge af brandens udvikling nu står på et felt, hvor der er flammer, bliver disse slået omkuld, og skal starte næste tur udenfor huset.

    Eventuelle ofre, der bliver fanget i flammerne, omkommer.

    Det sidste spilleren gør, er at fjerne alle røg- eller flammemarkører, der ligger uden for huset.

    Læg nye “?” markører

    Sidste del af en spillers tur består i at sørge for, at der altid er tre af disse markører på brættet. Hvis der er færre end tre, slår spillen med terningerne og placerer en ny markør på det felt, som terningerne viser. Markøren vendes med “?” siden op ad. Hvis der er flammer eller røg på feltet fjernes disse, inden markøren placeres.

    Eventuelle ofre, der er afslørede tæller med og skal derfor ikke erstattes på nuværende tidspunkt. Dette gælder også selvom en brandmand allerede er ved at slæbe dem ud af huset.

    Herefter er det næste spillers tur.

    Spillets afslutning

    Spillerne

    kan kun vinde på én måde, nemlig ved at redde syv personer ud af det brændende inferno.

    Derimod er der et par måder, spillerne kan tabe på.

    Hvis bygningen falder sammen, er spillet tabt. Bygningen falder sammen, så snart den sidste af de 24 skademarkører er lagt på spillepladen. Det vil altså sige, at spillerne meget nøje skal overveje, om det er klogt, at smadre en væg for at komme hurtigere ind til et potentielt offer.

    Hvis fire ofre omkommer, er spillet også tabt.

    Vurdering af Flash Point: Fire Rescue

    Jesper Hagen
    Jesper Hagen mener ...

    Flash Point: Fire Rescue er endnu et spil i rækken af co-op spil. Det vil sige spil, hvor man arbejder sammen mod spillet, i stedet for at spille imod hinanden. For alle os, der er til den slags, er Flash Point: Fire Rescue en perle helt på højde med eksempelvis Pandemic.

    Spillet er grundet de ret velskrevne og pædagogisk opbyggede regler meget nemt at gå til og komme i gang med.

    I den avancerede udgave af spillet, får hver spiller tildelt en rolle, som giver forskellige evner og fordele, ligesom der tilføjes brandbiler og ambulancer, der også giver spillet nye dimensioner.

    Alt i alt et rigtig vellykket spil, som bør være et sikkert hit både i sommerhus med familien og til en hyggelig komsammen med vennerne.






    Kommentarer til Flash Point: Fire Rescue