Family Business
af Morten Greis d. 4. December 2012
Family Business er et gangster eller mafia spil, hvor bander i forbudstiden i USA kæmper mod hinanden i en bandekrig, hvor der kun kan være en bande tilbage, når krudtrøgen ophører.
I Family Business har hver spiller en familie på ni bandemedlemmer, og man skiftes til at smide angrebskort i form af kontrakter, som anbringer modstanderne på en hitliste, og er der tilpas mange på hitlisten, går krigen i gang og gangster efter gangster elimineres til lyden af en tommygun.
Imidlertid er der et snedigt trick i Family Busines, og det er forsvarskortene. Smider du et forsvarskort for at beskytte din gangster, får du også turen! Det samme gælder også, hvis du smider et kort for at beskytte en modspiller, så bliver det også din tur, og så kan det måske godt betale sig at lade John “Desperate Dan” Dillinger leve lidt længere?
Opsætning af Family Business
- Hver spiller vælger en familie og placerer den foran sig, så familiens medlemmer kan ses.
- Hver spiller får fem kort på hånden.
- “Hit listen” anbringes midt på bordet, hvor alle kan nå.
- Dealer begynder, og derefter går turen med uret rundt.
Sådan spiller du Family Business
- Træk kort, indtil du har seks kort på hånden
- Spil et kort fra hånden
- Beslut om kortets effekt træder i kraft eller kortet bare ryger i afsmidsstakken
- Udfør effekten af kortet (hvis dets effekt trådte i kraft)
- Turen slutter nu, og du har nu 5 kort på hånden
Hitlisten og angrebskort
Når
To ting kan spille ind på det almindelige forløb i turen, og det er Bandekrig! og forsvarskort:
Forsvarskort
Når der bruges et angrebskort, kan der spilles et forsvarskort fra en hvilken som helst anden spiller. Der må kun spilles et forsvarskort, og først spillede forsvarskort er det gældende.
Den, der spiller forsvarskortet, får turen straks efter, at effekten af kortet er udført. Det er således muligt at springe spillere over.
Bandekrig!
Bandekrigen begynder, så snart der er seks gangstere på hitlisten eller hvis der spilles et kort, som aktiverer bandekrigen. Hvis der kun er seks gangstere tilbage i spillet, er der konstant bandekrig.
Effekten af bandekrig er følgende:
- I begyndelsen af spillerens tur, dræbes den forreste gangster på hitlisten. Dette sker, inden spilleren kan spille kort, og hvis det var spillerens sidste gangster, er denne ude af spillet.
- Bandekrigen slutter, når hitlisten er tom, eller der spilles et kort, som standser bandekrigen.
Spillet slutter
Når der kun er en bande tilbage i spillet, slutter det, og den overlevende bande er vinderen.
Vurdering af Family Business
Family Business er et underholdende og hurtigt spil, som har en fin grad af interaktion mellem spillerne, og selvom man eliminerer hinanden fra spillet, sørger dets begrænsede varighed for, at der ikke går lang tid, før man kan få sin revanche.
Family Business har været på markedet siden 1982, og det næsten uden ændringer, hvilket siger noget om, hvor rent i sit design og solidt spillet er. Det er ikke mange brætspil blandt de tusinder, der er udgivet de seneste årtier, der formår at holde 10 års jubilæum, og 30 års jubilæum er så meget mere imponerende.