1 - 4 spillere
90+ min
10+ år
  • strategispil
  • Terningspil
  • Worker Placement
  • Dojo Kun

    Johnn Esbensen af Johnn Esbensen d. 25. August 2016

    Som Mester i din egen kampsports-dojo, er det din opgave at rekruttere og træne nye kampsportsstjerner, så de kan deltage i, og forhåbentlig vinde, de to berømte turneringer – The Black Lotus og The White Lotus.

    I midten ligger fællesspillepladerne, hvor der bl.a. kan trænes og købes opgraderinger. Hver spiller har også sin egen Dojo-spilleplade.

    Spillet foregår over to sæsoner. En sæson med træning og en turnering, endnu en med træning og til slut – den sidste og afgørende turnering.

    Trænings- og turneringsdelene virker som separate spil, der dog er meget afhængige af hinanden. Træningsdelen har klassiske worker placement-elementer, mens turneringsdelen afgøres med spillets specialterninger. Handlingerne i træningsdelen afgør, hvilke og hvor mange terninger du har med til turneringen.

    Bliv Mester i Dojo Kun

    Hver spiller starter med sin egen Dojo, en Mester og én atlet. Mesteren og atleterne bruges i worker placement delen, til at vælge forskellige opgraderinger til Dojo’en, træning af atleter, udføre forskellige missioner og til at hyre nye atleter. Nogle af handlingerne er forbeholdt Mesteren og andre atleterne.

    Som i så mange andre worker placement spil, er der mange valgmuligheder. Mange af felterne har kun plads til én spiller ad gangen, og der er derfor ofte kamp om de gode pladser.

    Hver spiller har sin egen Dojo-spilleplade. Her ligger atletkortene, atleternes special moves og Dojo'ens træningsudstyr.

    Træning af atleterne giver flere terninger, som skal bruges i turneringen. Atleterne kan træne i 4 forskellige teknikker, repræsenteret med fire forskelligt farvede terninger (rød, grøn, blå og grå). Atleterne har også mulighed for at lære “special moves” eller på dansk særlige kampsportsteknikker, som også kan bruges i turneringen.

    Ready, Set….Fight!

    Efter 3 runder med forberedelser, starter den første turnering. I turneringen skal spillerne kæmpe imod hinanden. Turneringen har 3 runder. Vinderne går videre til næste runde, mens taberne ryger ud.

    Modstanderne i turneringen afgøres ved lodtrækning. Dog har spillerne mulighed for, at påvirke hvem de skal kæmpe imod i første runde, ved at vælge en reservationsbrik i løbet af forberedelsesrunderne.
    Man kan på den måde vælge at kæmpe imod en lidt svagere modstander i første runde og derved sikre sig adgang til runde to.

    De enkelte kampe afgøres en af gangen og ved hjælp af terninger. Antallet og typen af terninger den enkelte atlet har til rådighed, afhænger af træningen i forberedelsesrunderne. Det samme gør sig gældende for Special Moves.

    Når begge modstandere har slået deres terninger, sorteres de efter “hit”, “block”, “hold” og “jump”. Herefter bruges kampbrættet til at afgøre, hvem der vandt runden. Det gøres ved en slags avanceret “sten/saks/papir”, hvor “jump” reducerer “holds”, “holds” reducere “blocks” osv.

    Vinderen er den der til sidst får afleveret flest slag mod sin modstander.

    Efter anden turnering er spillet slut og vinderen er den, der har scoret flest point.

    Vurdering af Dojo Kun

    Johnn Esbensen
    Johnn Esbensen mener ...

    Dojo Kun oser af stemning og leder tankerne hen på klassikere som Karate Kid, Mortal Combat og Kill Bill. De forskellige atletkort er da også stærkt inspireret af flere spil- og filmkarakterer.

    Dojo Kun kan spilles af en til fire spillere, men fungerer klart bedst med fire. De mange spilleplader og ikoner, kan virke lidt uoverskueligt i starten, men når man først har lært ikoner at kende, gør det spillet let at spille, også med børn helt ned til 10-12 år.

    Turneringens terningerul kan, med lidt uheld, ødelægge selv den bedste atlets chancer for at vinde, men er også med til at øge spændingen i turneringerne. Men netop fordi man i løbet af træningsdelen kan påvirke antallet og typen af terninger i turneringerne, er vinderchancen ikke helt overladt til tilfældigheder.

    Jeg er meget begejstret for Dojo Kun. Designet, stemningen og kompleksiteten i spillet gør det velegnet til både nye spillere, men også til mere erfarne spillere.






    Kommentarer til Dojo Kun