3 - 8 spillere
20+ min
8+ år
  • familiespil
  • Bluff
  • Regler på dansk

    Diamant

    Bo Poulsen af Bo Poulsen d. 7. September 2017

    Skattejægerne er på sporet af noget stort. Dybt inde i et gammelt tempel gemmer der sig et utal af uvurderlige diamanter og rubiner. Men er du klog nok til at vide, hvornår du har presset citronen nok? Det kan nemlig ende fatalt for din skattebeholdning, hvis du fortsætter ind i mørket.

    Hvis du i løbet af denne spilbeskrivelse tænker, at du har set dette før, men under et navn, så skal du ikke undre dig. Diamant er nemlig en ny version af det gamle spil Incan Gold. Denne version er udgivet af Iello i 2016. Det overordnede mål er dog stadig helt det samme: at ende med at have flest skatte i sin kiste, når spillet er ovre.

    Sådan spiller du Diamant

    Et spil Diamant er delt op i fem runder, som rent tematisk er antal ture, man bevæger sig ind i templet. Hver runde starter med, at man trækker et nyt tempelkort. Her kan man være så heldig, at man trækker en skat i form af x antal rubiner eller et artefakt, som er repræsenteret af en diamant. Hvis man trækker et tempelkort med rubiner, så bliver de ligeligt fordelt blandt spillerne. De resterende rubiner bliver lagt tilbage på tempelkortet. Hvis man trækker et tempelkort med et artefakt, så lægger man en diamant på kortet. Det kan først blive samlet op på vej tilbage. Men det vender vi tilbage til senere.

    Det ville dog ikke være en ægte skattejagt, hvis man ikke satte noget på spil. I Diamant er det dog ikke livet. Men man kan være så uheldig, at man i løbet af en runde trækker to identiske tempelkort med fælder på. Der er eksempelvis en slange, edderkopper, kampesten mv. Og hvis man i en runde trækker to identiske fælder, så tager man halen mellem benene og flygter – vel at mærke uden sine skatte.

    Efter tempelkortet er blevet trukket, er det op til hver enkelt spiller at beslutte, om han/hun vil tage tilbage til lejren med sine opsamlede skatte, eller om han/hun skal begive sig længere ind i mørket med mulighed for at få endnu mere med hjem eller med risikoen for at ramme de fatale fælder.

    Helt officielt gør man det ved at vælge et ud af to kort, der symboliserer dette. De gange jeg har spillet det, valgte vi dog at bruge den medfølgende spilbrik eller meeple – for den lidt mere dramatiske effekt. Hvis man fortsætter, tager man brikken i højre hånd. Hvis man vender snuden hjemad, gemmer man den i sin venstre hånd. Herefter skal alle spillere tage deres knyttede højre hånd op og på samme tid åbne den. Vi syntes, at det var lidt mere nervepirrende end at bruge kortene.

    Runden slutter, når alle har forladt templet. Det kan ske på to forskellige måder.
    1. Man kan frivilligt vælge at forlade templet med alle sine skatte, inden det næste tempelkort bliver trukket. På vej til udgangen vil spilleren eller spillerne igen fordele de resterende rubiner og diamanter mellem sig. Dog kan diamanterne eller artefakterne kun samles op, når én spiller vælger at forlade templet.
    2. Hvis der i samme runde bliver trukket to identiske fælder. Så vil de tilbageværende spillere i templet flygte for livet og dermed smide alle deres skatte bag sig. Så jo flere fælder, der ligger på bordet, des større er risikoen for, at man bliver nødt til at tage benene på nakken.

    Mens runden er i gang, lægger man sine rubiner og diamanter ved siden af sin skattekiste. Når runden er ovre, lægger man sin skat i kisten, medmindre man selvfølgelig er stødt på to identiske fælder. Så lægger man dem tilbage i bunken, hvor man tog dem fra.

    Spilleren, der har flest point, når den femte runde er overstået, har vundet. Rubiner er ét point værd, og diamanterne er fem point værd.

    Vurdering af Diamant

    Bo Poulsen
    Bo Poulsen mener ...

    Diamant er et super fint spil, som jeg vil gå ud fra, at man kan lære de fleste.

    Man kan virkelig blive tvunget til at presse citronen i de sidste runder, hvis man har været uheldig eller har spillet konservativt og er langt bagud på point. Jeg har oplevet, at vinderen endte med 18 point, men også helt vanvittige 86 point.

    Det har også et sjovt psykologisk aspekt i forhold til, hvorvidt man kan presse sine modstandere til enten at blive eller flygte fra templet ved at ‘forudsige’ netop det. Det er helt sikkert også en del af det sjove ved spillet. Især når der kommer flere artefakt-kort i spil, som jo ikke kan deles. Så er der ikke noget bedre, end hvis man kan lokke to eller flere modspiller til at flygte på samme tid, og således kan de gå lidt mindre rige hjem.

    Et spil Diamant tager mellem 20-30 minutter at spille, hvorfor det er et ganske glimrende spil, hvis man ikke ønsker eller orker at begive sig ud i nogle mere omfattende spille-sessioner.






    Kommentarer til Diamant