2 - 4 spillere
30+ min
8+ år
  • børnespil
  • Regler på dansk

    Den fortryllede labyrint

    Lasse Petersen af Lasse Petersen d. 16. May 2012

    Den fortryllede labyrint er et klassisk familiespil fra 1980’erne. I den fortryllede labyrint forsøger du at samle skatte og nå tilbage ud af labyrinten. Det er dog lettere sagt end gjort, da labyrintens vægge hele tiden forskyder sig.

    Kom i gang med Den fortryllede labyrint


    Bland labyrintbrikkerne og placer dem tilfældigt på spillepladen, så de danner en tilfældig labyrint. Det er meningen, at der skal være en labyrintbrik til overs.

    Vælg en farvet brik, som repræsenterer din troldmand, og placer den på startfeltet med den tilsvarende farve i et af labyrintens hjørner.

    Bland de 24 skattekort. Fordel dem mellem jer. Hver spiller har sine skattekort liggende ved siden af sig, og må ikke kigge på kortene.

    Runderne i Den fortryllede labyrint

    Kig på det øverste kort i din bunke med skattekort. Det er denne skat, som du forsøger at rykke hen til gennem labyrinten. Du må ikke kigge på det efterfølgende skattekort i bunken, før du er nået frem til skatten. Målet for spillet er at samle alle dine skatte, ved at rykke hen på de tilsvarende skattefelter i labyrinten.

    For at nå frem til en skat, skal du rykke gennem labyrintens gange. På din tur kan du rykke din troldmand lige så langt du vil gennem labyrintens gange. Du kan godt rykke hen på samme felt som en anden spiller. Du kan dog ikke rykke gennem vægge. Før du rykker din troldmand, skal du dog først rykke den overskydende labyrintbrik og forskyde labyrintens gange.

    På din tur skal du bruge den overskydende labyrintbrik til at skubbe en række med labyrintbrikker (ligesom det er vist på billedet).

    På denne måde forskyder labyrintens gange sig, og nye veje åbnes, når labyrintbrikkerne bliver rykket. Labyrintbrikken, som bliver skubbet ud i den anden ende af rækken, bliver den brik, som næste spiller kan bruge til at skubbe en række labyrint brikker på sin tur.

    Hvis en eller flere troldmænd bliver skubbet ud af labyrinten, når en række labyrintbrikker forskydes, fordi de står på den labyrintbrik, som bliver skubbet ud, bliver de placeret tilbage på labyrinten i den modsatte ende af rækken. Det vil sige, at troldmændene placeres på den nye labyrintbrik, som lige blev tilføjet til rækken.

    Efter du har forskudt en af labyrintens gange, må du nu rykke din troldmand så langt du kan gennem labyrinten. Målet er at rykke din troldmand hen på det felt, som viser den samme skat som den, der var på dit skattekort.

    Når du har sluttet din tur på et felt med den skat, som du forsøger at nå, må du vende kortet og lægge det med med billedsiden opad foran dig. Du må nu kigge på det næste kort i din bunke med skattekort.

    Herefter går turen videre til næste spiller.

    Afslutning på Den fortryllede labyrint

    Den af jer, der først får vendt alle sine skattekort og får rykket sin troldmand tilbage til sit startfelt, vinder spillet.

    Vurdering af Den fortryllede labyrint

    Lasse Petersen
    Lasse Petersen mener ...

    Den fortryllede labyrint er et godt spil for børnefamilier. Det er over 25 år siden at det først blev udgivet, og det er stadig sjovt at spille idag. Den fortryllede labyrint er let tilgængeligt, hurtigt og interaktivt, hvilket gør det sjovt at spille sammen med både børn og voksne.






    Kommentarer til Den fortryllede labyrint