De små drageriddere
af Rasmus Skat Andersen d. 10. October 2013
Målet i De små Drageriddere er at få din drageriddere op af Drageklippen, og derved jage dragen væk. Det gør du ved at stable genstande op ad Drageklippen for derved at lave en stige, som din helt kan balancere på. Men det besværliggøres af, at dragen kaster sten ned i forsøget på at ødelægge den stige, du er ved at bygge.
Setup
- Fold spillepladen og sæt den i et omvendt V i spilæsken.
- Sorter papbrikkerne efter farve og læg dem ved siden af spilæsken.
- Hver spiller tager en drageridder-figur.
- Spillerne skal placere sig, så de sidder på hver deres side af spillepladen.
Runderne i De små drageriddere
Yngste spiller begynder, hvorefter turen går på skift i urets retning.
I din tur ruller du farveterningen.
Hvis du slår gul, rød, grøn, blå eller brun, tager du en papbrik i den farve, du slog.
Hvis du slog en grå farve, må du ikke tage nogen brik. I stedet smider dragen et klippestykke ned mod dit byggeri. Spilleren på den modsatte side af klippen tager klippestykket og lader det glide ned ad din side af klippen. Vedkommende må ikke kigge over bjerget, og ved altså ikke, hvor dit byggeri befinder sig. Hvis nogen af dine opstablede genstande derved falder ned, puttes de tilbage i de bunker, som de kom fra.
Slår du en grå, første gang det er din tur, må du frit vælge en figur og placere.
Turen går nu videre til næste spiller.
Sådan vinder du spillet
Hvis du på et tidspunkt i din tur vurderer, at din drageriddere kan kigge over kanten, må du afprøve det. Du placerer din drageridder øverst på din stabel af papbrikker. Bemærk, at han ikke må læne mod midterkanten. Din drageridder skal nu:
- kunne kigge over kanten med begge øjne, og
- kunne blive stående, mens du tæller til fem.
Opfyldes begge kriterier, har du vundet. Ellers tager du ham tilbage. Hvis han faldt ned, placeres eventuelle nedfaldne papbrikker i den fælles bunke.
Et sværere spil
Når du har rullet farvetegningen, er det modstanderne, der bestemmer, hvilken papbrik, du skal bruge.
Vurdering af De små drageriddere
De små drageriddere er et hurtigt lært spil. Papkvaliteten er høj, om end det kan være lidt svært at skelne den grå og brune farve på terningen, hvis man sidder i et lidt halvmørkt rum.
Hvis man er to personer, er spillet næsten for let, da der er nemt at vælge figurer, der sikrer en stabil konstruktion. Her kan man med fordel fra start lægge et par af brikkerne væk. På samme måde bør man lave en regel om, at hvis en voksen spiller mod et barn, gælder den sværere regel for den voksne – altså at barnet bestemmer, hvilke figur den voksne skal bruge i sin konstruktion.