2 - 5 spillere
120+ min
12+ år
  • strategispil
  • Cornish Smuggler

    Helle Perrier af Helle Perrier d. 18. September 2014

    Cornwall i den sydlige del af England i det 18. århundrede. Det er hårde tider, og hvorfor så ikke skaffe et par ekstra skillinger ved at smugle illegale varer forbi de grådige toldere?

    Opsætning af Cornish Smuggler

    • Bland de hemmelige kort og placér dem ved siden af markedet sammen med de øvrige kort.
    • Placér tolderne på de angivne steder på brættet.
    • Placér varerne på de handelspladserne.
    • Hver spiller får 13 guld, 10 indflydelsesbrikker, et skib og bestikkelsesmarkører.
    • Startspilleren er den person, der sidst har smuglet noget.

    • Startspilleren vælger et af skibskortene og sender resten videre med uret rundt.
    • Den sidste spiller vælger et af varehuskortene og sender resten videre mod uret rundt.
      Startspilleren trækker to kort fra karakterbunkerne, vælger et, og sådan går det med uret rundt. Derefter det samme med skibene.
    • Alle modtager det antal indflydelsesbrikker, der står på deres valgte karakterkort.

    Så kan der spilles Cornish Smuggler.

    Sådan spiller du Cornish Smuggler

    Turen går på omgang, og når det bliver éns tur, er der en række forskellige handlinger, man kan foretage sig. Hver spiller har belejligt fået en liste over mulige handlinger på et kort, og når man får turen, kan man foretage sig én af dem. Således fortsætter man, indtil alle har meldt pas.

    Man kan eksempelvis købe og sælge varer, flytte sine skibe, hyre mandskab eller bestikke tolden.
    Man skal naturligvis have folk til sin smuglerbande, og det er her karaktererne kommer ind i billedet. Man kan hyre folk med forskellige egenskaber, der kan hjælpe en generelt, eller som man kan sende ud på forskellige opgaver.

    Der er mange muligheder, der alle koster noget eller giver en eller anden form for belønning. Alt imens man forsøger at rage til sig eller spænde ben for modstanderne. Der er nemlig også mulighed for at spille nogle af de hemmelige kort, der kan gøre livet surt for de andre spillere eller gøre noget godt for dig selv.
    Alt i alt er spillet lige dele handel og strategi iblandet en stor portion ”Ha, der fik du den,” når man spiller et af de lede kort på en af de andre.

    En sjov idé er placeringen af varer på skibe eller i varehuse. Varebrikkerne kommer i forskellige former (lidt i stil med Tetris) og kan kun placeres, hvis der rent fysisk er plads. Det skaber lidt af en udfordring, når man skal på smuglertogt.

    Afslutning på Cornish Smuggler

    Cornish Smugglers slutter, når én af to ting sker:

    • Toldbrikken på brættet når til enden af sporet.
    • Den sidste godsbrik bliver købt.

    Når en af disse ting sker, har hver spiller til slutningen af turen til at skaffe sig den sidste del indflydelse eller guld.
    Dén spiller, der har flest point (guld+indflydelse), vinder spillet.

    Vurdering af Cornish Smuggler

    Helle Perrier
    Helle Perrier mener ...

    Cornish Smugglers er en rigtig flot spil. Små, fine brikker, et lækkert bræt og en god idé. Det er herligt med et spil, der tager et snævert geografisk område og ditto emne og bygger et spil over det. Der er dog lige ét problem med varebrikkerne. De er skåret halvt over fra fabrikkens side, og de ligner mildest talt noget, der kan gå i stykker når som helst.

    Nu hvor de fine skibe og det skønne tema er nævnt, er det desværre også slut med roserne til Cornish Smuggler.
    Reglerne. De er ét stort visuelt mareridt, hvis man skal finde noget – store billeder, pile, cirkler og overskrifter og ikke ret meget forklarende tekst i forhold til gameplay. Det er uhyggeligt svært at finde lige det, man skal bruge, og i det hele taget er det svært at få et overblik over spillets forløb. Urutinerede brætspillere vil muligvis give op her.

    Selv om handelsdelen og spillets grundidé fungerer fint, så er der ét stort aber dabei – der er så stor indbyrdes forskel på kortene, at det skævvrider spillet. Nogle kort er så stærke, at de ikke bare spænder ben for modstanderne. De trækker dem med ned i en stinkende, smal gyde, lammetæver dem med et koben, stjæler alle deres penge og efterlader dem i en blodpøl overladt til rotternes medlidenhed.

    Det er ikke sjovt at arbejde koncentreret på noget i hele eller halve timer, for så at få det hele ødelagt af ét – ET – kort.
    Det er synd, at man ikke lige har testet spillet ordenligt, inden det er blevet sendt på markedet, for potentialet er der skam. Men det ligger nok nede i selv samme gyde i en skraldespand.






    Kommentarer til Cornish Smuggler