Caverna
af Jimmy Marcus Larsen d. 22. May 2014
Caverna
Opsætning af Caverna
- Hver spiller vælger en farve, og tager fem dværge, tre stalde og en spilleplade.
- Placer to dværge i den eneste beboelige hule på spillepladen.
- De resterende tre dværge og tre stalde placeres ved siden af spillepladen – de kan tilkøbes senere.
- Spiller et og to får én mad, spiller tre får to mad og de resterende spillere får tre mad.
- Action-kortene lægges frem – hvor mange afhænger af antallet af spillere, og kan let slåes op i reglerne.
- Supply-, landscape- og furnishing- fliser sorteres i bunker og lægges på supply-pladen.
Sådan spilles Caverna
Spillet foregår over 12 runder, hvor hver runde forløber således:
- Tilføj nyt action-kort – på den måde kommer der gradvist flere og flere muligheder.
- Fyld nye ressourcer på action-kortene – nogle skal kun fyldes på hvis de er blevet tømt.
- Hver spiller skiftes nu til at placere en dværg på et ledigt action-kort, indtil alle har placeret alle deres dværge.
- Dværgene vender hjem til spillepladen, og det er høsttid.
Hvilke action-kort du vælger at placere dine dværge på, er naturligvis afgørende. Der er mange måder at samle point på, og dermed mange veje til en samlet sejr. Du kan vælge den fredelige vej, opdyrke markerne og avle dyr – hvert dyr giver nemlig ét point og med store marker og stalde kan du have rigtigt mange. Det kan også være at du hellere vil udgrave malm og lave våben – så kan du nemlig tage på eventyr, og bringe rigdomme med dig hjem.
Pas dog på med at satse for meget på én ting, for du kan også let miste point. Efter nogle af runderne, skal dine dværge eksempelvis have mad – har du ikke mad nok, må du trække tigger-tokens der giver minus-point. Du skal også helst udfylde alle felterne på din spilleplade, da hvert tomt felt koster dig ét victory point.
Vurdering af Caverna
Caverna er et fantastisk spil. På én gang enkelt og komplekst, og med uendelig holdbarhed – det er meget svært at se, hvordan to spil skal komme til at forløbe helt identisk. De få tilfældige elementer der er, gør at du i hvert eneste spil må tilpasse din strategi til situationen – både fordi der ikke er de samme action-kort tilgængelige, og fordi de andre spillere har valgt de actions du ville vælge.
For mig er Caverna det bedste spil i ‘worker placement’-genren. Mange vil naturligt sammenligne det med Agricola, og det markedsføres da også som en fortsættelse til netop det spil. I mine øjne er den væsentligste forbedring, at point-givningen er enklere – det er derfor lettere at forudse konsekvenserne af sine valg, ligesom man lettere kan følge med i situationen hos modstanderne.
Spillet kan måske ved første øjekast virke uoverskueligt, pga. de mange forskellige spilelementer bordet, og man får da virkelig også noget for pengene. Kassen er tung, og det er der en grund til. Der er seks forskellige ressourcer, seks typer dyr og utroligt mange måder at indrette sine huler og marker på. Alle elementer er flot udført i både pap, træ og plastik.
Reglerne indeholder en familie-venlig udgave af spillet, hvor nogle af spilelementerne får lov at blive tilbage i kassen. Det gør det let at komme i gang, og fjerner nogle af de mange valgmuligheder, man ellers ville stå overfor i hver runde.