1 - 5 spillere
120+ min
13+ år
  • temaspil
  • Samarbejde
  • Fantasy
  • Horror
  • Castle Ravenloft

    Bo Jørgensen af Bo Jørgensen d. 3. March 2016

    Castle Ravenloft er et spil fyldt med dunkle dungeons, farlige fjender og fælder under hver en sten. Som eventyrer starter I på første trappetrin inde i slot Ravenloft. Der går rygter om, at borgen fyrste, Hr. Strahd, næsten aldrig viser sig – og når han gør, er det kun om natten.

    I spillet er I heltene. Helt klassisk tager I rollerne som kriger, tyv, troldmand etc. med missionen at udforske hulerne under Ravenloft borgen. I spiller sammen mod spillet og kommer til at stå ansigt til ansigt med monstre, fælder, magiske fænomener og naturligvis skønne skatte. Og hvis I spiller længe nok, kan I komme til at møde Dungeons & Dragons vampyrhelt nummer et, Hr. Strahd von Zarovich.

    Opsætning af Castle Ravenloft

    Stuen er blevet forvandlet til kæderen under Castle Ravenloft

    Castle Ravenloft er noget af et udstyrsstykke. Kassen er stor og heldigvis fyldt godt op med tykt pap og flotte plastikfigurer. Så du får noget for pengene. Spillet er en nedkogt udgave af en klassisk rollespils kampsituation og kan sagtens bruges som underholdning en aften, hvor rollespilsgruppen mangler en mand.

    Sådan sætter I Castle Ravenloft op

    1. I starter med at blande alle monsterkortene, samt Encounter-kort og Treasure-kort.
    2. Fra eventyrbogen vælger I det scenarie, I ønsker at spille. Der er 13 scenarier, som er sat sammen til en sammenhængende historie.
    3. Hver spiller tager en helt – og ligger den med level et opad foran sig.
    4. Hvert helte-kort beskriver, hvilket udstyr helten har at vælge imellem. Vælg dem ud som passer til din spillestil og læg de andre kort væk.
    5. Tag også et Treasure-kort, som understreger, at dette ikke er dit første eventyr. Du har noget med, når spillet starter.
    6. Find start-brættet, som typisk er en trappe-nedgang, og I er klar til at starte.

    Felter og plader

    Du skal være klar over, at pladerne er de store papstykker, I trækker, når I udforsker labyrinten. Felter er de små firkantede tern inde på pladen. Helte og monstre flytter på de små felter – men ofte vil et monster kigge på om der er nogen, den kan angribe, ved at kigge en plade frem. Så felter og plader er altså to ret forskellige ting.

    På hver plade er der en sort eller en hvid trekant, som siger noget om, om feltet er farligt. På hver plade er der også et lille felt, der har en bunke knogler og kranier. Det er på det felt nye monstre dukker op.

    Sådan starter I spillet

    Du placerer dine evnekort, angreb og skatte ved siden af kortet for din helt. Du kan godt få brug for at have 4-5 kort liggende, så der skal være lidt plads på bordet foran dig.

    På din tur i Castle Ravenloft

    På hver spillers tur skal I igennem følgende tre trin

    1. Heltens fase
    2. Udforsknings fase
    3. Fjendens fase

    Heltenes fase

    Heltens fase er her du flytter dig, angriber og evt. healer dig selv. Du kan gøre følgende:

    • Du kan gå og derefter angribe.
    • Angribe og derefter gå.
    • Eller gå dobbelt afstand.

    Udforskning

    Hvis din figur står på en ikke-udforsket kant, trækker du nu en ny plade. Du lægger pladen så pilen peger på din helt. På den måde er Castle Ravenloft et forskelligt layout fra gang til gang.

    Derpå trækker et monster kort fra monsterstakken og tager kortet over til dig: Det betyder, at du nu skal styre det monster. Derpå sætter du monster-figuren, der passer til, på pladen. Hvis du trækker et monster, som du allerede har et kort på, skal du kassere kortet og trække et nyt – men det er okay, hvis en anden spiller har det samme type monster-kort.

    Aktivering af monstre

    Monstrene aktiveres i slutningen af hver spillers tur, men spilleren aktiverer kun de monstre, han har kort på. I starten betyder det nok kun, at hver spiller har et monster han styrer/husker at flytte. Men hvis der f.eks. er tre zombier, så aktiverer de hver gang en spiller aktiverer en zombie. Og så kan en fjende pludseligt blive en helt ny trussel. En ret herlig måde at gøre en flok farligere end de enkelte figurer hver for sig.

    Fjendens fase

    På en Kobold Skirmisher står der pænt, at han kaster sit spyd mod nærmeste helt. Eller bevæger sig imod nærmeste helt, hvis han er for langt fra.
    Hvis du trak en plade med en sort trekant eller ikke trak en plade overhovedet, skal du nu trække og spille et Encounter Kort. Det er et kort som fortæller, hvad du ellers render ind i nede i mørket.

    • Hvis eventyrets hovedskurk er i spil aktiveres han nu.
    • Herefter aktiveres hvert monster og eventuelle fælder, som du har liggende foran dig, i den rækkefølge du trak dem. Det lyder måske lidt indviklet, men det er ret simpelt.

    Du skal følge taktikken, som står på monster-kortet for at bestemme, hvordan det vil flytte sig. Alle monstre aktiveres som har samme navn – så hvis både du og en ven ved bordet har et “Kobold Skirmisher” kort, skal de begge aktiveres i din tur. Og .. endnu værre .. hvis din også lever, når det bliver din vens tur, så aktiverer hans fjende fase også din.

    Særlige kampregler

    Kamp i kælderen foregår ved, at dine evne-kort og måske dine udstyrs-kort fungerer, som angreb du kan bruge. Nogle kort kan bruges igen og igen, mens andre er seje kraftanstrengelser, som kun kan bruges en gang.

    F.eks. har en præst et angreb der hedder “Healing Strike” – på kortet står der: Angrib et monster på et tilstødende felt. Hvis du rammer, må du vælge en tilstødende helt, som healer 1 hit point.

    Kortet er et såkaldt At-will angreb, hvilket vil sige, at præsten kan udføre dette angreb igen og igen.

    Spillere, der er bekendt med reglerne i Dungeons & Dragons femte-udgave, vil kunne genkende dette system med det samme.

    For at angribe en fjende skal du først afgøre om angrebet kan udføres. I ovenstående eksempel kunne præsten angribe en “tilstødende” fjende. Det er altså på et tilstødende felt. Men der er andre evner som tillader angreb flere plader væk. Igen – husk at felter og plader er to begreber spillet opererer med.

    Rul med en d20 terning

    Når du har fundet ud af, at fjenden kan rammes, og du har bestemt dig for at lave angrebet, skal du finde ud af, om du reelt rammer. Det sker med et terning-rul.

    Hvert angreb har en angrebs-bonus, som du lægger til et rul med en 20-sidet terning. Dette tal skal være over (eller lige på) fjendens rustnings-klasse. Hvis angrebet rammer mere end en fjende, ruller man terningen for hver fjende.

    På det kort du angriber med står der, hvor meget skade det giver, og det fratrækkes modstanderens hit-points. De fleste monstre har kun et hit-point, men større fjender kan have flere. Det er samme procedure, når monstre slår tilbage på heltene, men I har som helte større mulighed for at hjælpe hinanden og fordele udfordringerne mellem jer.

    Monstre du bekæmper, gemmer du for at kunne samle erfarings-point op, så du kan blive bedre med tiden.

    Din helt bliver bedre med tiden

    Når du ruller 20 på et angrebs-rul, eller når du skal fjerne en fælde, må du bruge fem erfaringspoint for at stige til niveau to. Hvis du altså har slået monstre nok ihjel til at have fem point liggende. Det betyder i praksis, at du vender dit helte-kort om, og dine evner bliver lidt bedre. Det er en forsimplet udgave af at stige en masse levels, men det føles godt, når det sker.

    Sådan vinder I spillet

    Hvert scenarie har sin egen måde at blive afsluttet på. Finder I offerkniven, inden ritualet er tilendebragt, eller finder I udgangen på kælderen, inden vampyren finder og dræber jer .. om fem runder. Det står tydelig angivet i eventyr-bogen, hvad der skal til for at afslutte scenariet.

    Vurdering af Castle Ravenloft

    Bo Jørgensen
    Bo Jørgensen mener ...

    Spillet er et fantastisk godt nedkog på en kamp og udforskning af en dungeon i et klassisk rollespil. Denne spilgenre hedder simpelthen Dungeoncrawl på amerikansk, og dette er et af de bedre af slagsen.

    Spillet er lavet helt i tråd med Dungeons & Dragons universet, og kender man monstre og begreber herfra, er man allerede langt over halvvejs med at forstå spillet. Figurerne er effektfulde, dog umalede, men det giver en hektisk detaljeret kamp at prøve at nå hen til hinanden og få det bedste ud af runderne.

    Selvom det ville være fantastisk bare at sætte en flok 10-årige ned med den store kasse, så er der en udfordring i, at du skal kunne lidt engelsk. Man lærer det hurtigt, men spillet er ikke på dansk.

    Reglerne er godt skrevet. Mange eksempler fører jer igennem spillets faser og giver svar på eventuelle spørgsmål.

    Det skal nævnes at spillets figurer kan bruges med Dungeon Command og er en del spil serien af lignende spil i D&D settingen.

    De øvrige spil i serien er

    • Dungeons & Dragons: Temple of Elemental Evil
    • Dungeons & Dragons: Wrath of Ashardalon
    • Dungeons & Dragons: The Legend of Drizzt






    Kommentarer til Castle Ravenloft