Carcassonne: Traders and builders
af Rasmus Skat Andersen d. 25. May 2017
Carcasssonne-udvidelsen Traders and builders rummer 24 landebrikker, 20 handelsvarebrikker og 16 nye meeples (otte bygmestre og otte grise). Traders & builders er den anden større udvidelse til grundspillet.
Udvidelsen spilles akkurat ligesom normalt
Carcassonne, dog med følgende nye regler:
I stedet for at placere en følgesvend kan du vælge at placere din bygmester eller gris på den landebrik, du netop har placeret.
- Bygmestreren: Denne må du kun placere i en by eller på en vej. Der skal i forvejen være en af dine egne følgesvende i byen/på vejen. Hvis du placerer en landebrik, der forsætter den vej/by, din bygmester står i, må du med det samme trække en ny landebrik og placere den (og herefter placere en følgesvend på den ny brik). Du kan dog kun få lov til at placere en ekstra landebrik i din tur.
- Grisen: Denne må kun placeres på en mark, hvor du i forvejen har en af dine følgesvende. Den giver dig ekstra point i slutningen af spillet. Grisen sikrer dig fire point for hver afsluttet by, der grænser op til marken. Du skal havde flest landmænd på marken for at få de ekstra point, og grisen tæller ikke med, når spilleren med flest landmænd på en mark skal findes.
- Byer med handelsvaresymboler: Når en by med et handelsvaresymbol afsluttes, får den spiller, der afsluttede byen, de viste handelsvarer og kan nu kalde sig byens købmand. Spilleren får en handelsvarebrik for hvert tilsvarende symbol i byen. Handelsvarebrikkerne giver point ved spillets afslutning. Der er tre slags handelsvarer (vin, korn og stof), og i hver kategori giver 10 point til den spiller, der har flest af den slags varer. Har flere spillere lige mange varer af en bestemt kategori, får de 10 point hver.
Vurdering af Carcassonne: Traders and builders
Indførelsen af grise bringer marker på lige fod med byer og veje, der med den første udvidelse Inns and cathedrals fik mulighed for at score ekstra point.
Udvidelsen giver dig mere at tænke over, når du skal placere dine landebrikker. Spillere, der kan lide Carcassonne, fordi det var simpelt og let at gå til, vil opleve, at spillet er mere kompliceret og hvert træk tager længere tid. Omvendt udfordrer udvidelsen også spillere mere, idet du skal foretage nogle langt sværere valg, når du skal placere landebrikkerne, hvilket mange vil opleve som et mere spændende spil.