Carcassonne South Seas
af Rasmus Skat Andersen d. 3. December 2015
Sydhavet, ældre betegnelse for Stillehavet. Da Balboa i 1513 havde passeret Mellemamerika (cirka ved det nuværende Panama), opfattede han naturligt, at det store hav, han så, lå mod syd; Panamatangen løber her i øst-vestlig retning. Han kaldte det derfor Mare del Sur. Sydhavet var en passende betegnelse i en tid, da sejlruterne fulgte passatvindene: over Atlanterhavet ad en nordlig rute (Mare del Norte) og over Stillehavet ad en sydlig. Navnet anvendes stadig i daglig sprogbrug.
Det senere navn, Mare Pacifico 'det stille hav', skyldes Magellans folk, som i 1520 var plaget af vindstille i kalmebæltet.
Kilde: Den Store Danske
Det klassiske tileplacing-spil Carcassonne har pakket kufferterne og er taget til sydhavets øriger. Naturens rigdomme sikrer øboerne mad i overflod, og driftige handelsmænd strømmer til for at købe bananer, fisk og skaldyr.
Målet med spillet er klassisk Carcassonne. Scor flest muligt point. Men nu er det ikke længere nok bare at placere dine meeples så optimalt som muligt, du skal også nu også sælge de handelsvarer, dine brikker skaffer dig.
Carcassonne South Seas er første spil i serien Around The World, der præsenterer stand-alone versioner af Carcassonne.
Setup
- Placer startbrikken midt på bordet.
- Resten af landebrikkerne blandes og stables i stakke med bagsiden opad.
- Skibsbrikkerne blandes og lægges i to stabler med bagsiden opad. Træk fire brikker og læg dem centralt med forsiden opad, så alle kan se dem.
- Hver spiller vælger en farve og tager de fire øboer-brikker i den valgte farve.
Runder i Carcassone South Seas
Yngste spiller begynder. Herefter går turen på skift i urets retning. I en spillers tur skal spilleren udfører nedenstående handlinger i nævnte rækkefølge.
- Spilleren skal trække og placere en landebrik.
- Spillere må placere en af sine øboer på den netop placerede brik ELLER tage en af sine øboer tilbage på hånden. Spilleren kan også vælge slet ikke at gøre noget.
- Spilleren kan levere handelsvare til et skib.
1. Træk en landebrik
Træk en brik fra landebrik-bunkerne og placer den på bordet. Den skal:
- Støde op til en allerede placeret brik (horisontalt eller vertikalt).
- Passe. Det vil sige, at elementerne på brikken (gangbroer, ø og hav) skal matche elementerne på de brikker, den støder op til.
2. Øboer
Øboerne bruges til at plukke bananer (øer), fiske (hav), samle muslingeskaller (broer) og handle (marked).
Du må kun placere en øbo på et brik, du netop har lagt. Du bestemmer ved placeringen, hvilken af de fire nævnte roller personen skal have. Der må imidlertid ikke befinde sig en øbo med samme rolle på en forbundet landebrik. Altså hvis du vil placere en samler på en bro, må der ikke stå en anden samler på samme bro. Hvis du afslutter et område, for eksempel fuldender en ø, udløser det handelsvare. De forklares nøjere lidt længere nede.
Hvis du vælger at tage en øbo tilbage på hånden, kan du tage en hvilken som helst af dine placerede øboere.
3. Fyld et handelsskib
Du må levere handelsvare til et af de fire skibskort, der ligger fremme. På hvert skibskort er angivet, hvad skibet efterspørger. Du laster skibet ved at aflevere de ønskede handelsvare i banken og lægge kortet foran dig – med billedsiden nedad.
Derpå trækkes et nyt skibskort, så der igen ligger fire fremme.
Afslut et område
Bro: En bro er afsluttet, når begge ender slutter i et kryds, en ø eller et marked. Man får en musling-brik for hver synlig musling på broen.
Ø: En ø er afsluttet, når den er omkranset af vand, og der ikke er huller i den. Man får en banan-brik for hver synlig banan på øen.
Hav: Reglerne for havområder er lidt anderledes, idet de kan udløse handelsvare (fiskebrikker) på to måder. Ved at et havområde er komplet omringet af broer og/eller øer, eller ved at en landebrik med en fiskerbåd lægges til havområdet. Man får en fiskebrik for hver fisk i havområdet.
Det udløser ingen fiskebrikker hvis:
- nye fisk placeres nær en eksisterende fiskerbåd.
- en fiskerbåd bliver del af et større område, når en brik placeres.
Når et område udløser fisk, skal et af de pågældende fiskefelter (det med flest fisk) dækkes med en fiskerbådsbrik. Fiskene anses for fanget, og feltet udløser derfor ikke fisk mere.
Hvis grøn spiller kan få lagt den sidste brik, så hans marked er omgivet af otte brikker, må han trække en af de fire skibsbrikker.
Markedsplads: En markedsplads er færdig, når den er omkranset af otte landefelter (ligesom klostre i grundudgaven af Carcassonne). Spilleren må nu tage den af de fire synlige skibsbrikker, der har den højeste værdi (i tilfælde af pointlighed må spilleren selv vælge). Der trækkes med det samme en ny skibsbrik, så der igen er fire.
Hvis der er flere øboer med samme rolle i samme område, får den spiller med flest øboer af den pågældende type i området alle handelsvarene. Står de lige, får de alle fuldt udbytte.
Sådan vinder du spillet
Spillet slutter, når enten …
- den sidste landbrik placeres
- der leveres varer til det sidste skib.
Den aktive spiller får lov at gøre sin tur færdig. Derpå får alle spillere en høst for ikke-afsluttede broer, øer og søregioner.
Spillerne skal nu veksle handelsvare til point (tre handelsvare er lig med et point). Disse point lægges sammen med pointværdien af de skibe, spillerne har sikret sig i løbet af spillet. Spilleren med flest point vinder.
Vurdering af Carcassonne South Seas
Spillet kan bedst betegnes som Carcassonne med et ressource-managementtvist. Garvede Carcasonne-spillere kan uden problemer kaste sig over spillet, da ændringerne er små og nemme at huske. Spillet er også velegnet til totale nybegyndere, der aldrig har prøvet at spille Carcasonne før.