Camel Up
af Jacob Herold d. 14. August 2014
Det var en håndfuld kameler på ryggen af hinanden, der løb med hæderen ved Spiel Des Jahres 2014, hvor Camel Up løb med sejren … eller var det Camel Cup, der løb med sejren? Det dobbelte brug af C’et på spilæsken har resulteret i megen forvirring, og der lader ikke til at være nogen egentlig officiel udmelding fra skaberen af spillet, så begge dele er umiddelbart korrekt. Forvirringen afhjælpes heller ikke af, at spillet handler om væddeløb (Cup) med kameler, der er stablede oven på hinanden (Up).
Setup
Alle spillere får en figur, de tilhørende kamelkort + oase/ørkenbrik og tre egyptiske pund.
De fem kamelterninger rulles én gang for at finde kamelernes startposition.
Yngste spiller starter.
På din tur har du følgende fire valgmuligheder:
- Tag ét af de fem pyramidekort (der har en værdi på et pund efter hvert heat), ryst pyramiden, træk en terning og flyt den pågældende kamel. Terningen lægges til side på teltet af samme farve, til alle terninger er rullede, og heatet dermed er slut.
- Tag et kamelkort af den farve, du tror, der vil vinde det pågældende heat. Første kort i bunken er fem pund værd, næste er tre pund og så to pund, forudsat at kamelen kommer først. En andenplads er et pund værd, og resterende placeringer er en udgift på et pund.
- Placér din oase/ørkenbrik. Denne brik kan placeres én gang i spillet og udløser et pund, hver gang en kamel lander på den. Vender oasen op, rykker kamelen ét felt længere frem og lander ovenpå eventuelle andre kameler på det nye felt. Vender ørkenen op, rykker kamelen ét felt tilbage og ender under andre kameler på dette felt. Brikken må ikke placeres på felter med kameler eller på felter, hvor der ligger en brik ved siden af.
- Gæt på en vinder/taber i slutningen af spillet ved at lægge kortet med den pågældende farve på ét af de to felter. Rækkefølgen her er vigtig, da den, der gættede rigtigt først, får otte pund, og herefter er udbetalingen fem, tre, to og et pund. Man kan sagtens gætte på flere kameler, men hvert forkerte gæt koster et pund.
Spillet er slut, så snart en kamel har passeret målstregen. Flere kan sagtens komme i mål samtidigt på ryggen af hinanden, men det er kamelen allerøverst, der hiver sejren i land.
Værd at huske
- Når en kamel flytter, tager den alle kameler over sig med. Kameler nedenunder bliver stående.
- Den øverste kamel i et felt er den, der fører. Løber den grønne kamel i mål med den hvide på ryggen, er det den hvide kamel, der er vinderen, mens den grønne får andenpladsen.
- Kameler, der rykkes ét felt tilbage via ørken-brikken, skal placeres under de kameler, der i forvejen står på det nye felt.
Vurdering af Camel Up
Det var velfortjent, at Camel Up trak sejren i land ved Spiel Des Jahres 2014. Uforudsigeligheden i spillet gør, at man hurtigt kommer til at sidde og råbe af de små trækameler, når den kamel ,man troede for længst var elimineret, springer op på ryggen af en anden kamel, og sejler helt op forrest i feltet. Det skaber en herlig stemning – især hvis man får fyldt spillere nok på. Helt op til otte deltagere kan få lov til at råbe efter kamelerne, men det er lige så nervepirrende for færre spillere. Spillet er designet, så man rimeligt nemt har overblik over sandsynligheden for, at en kamel når i mål, og risikoen for at en anden overhaler den, og sammen med noget herligt artwork og noget solidt pap, er Camel Up et spil, der vil kunne pryde de fleste papsamlinger.