2 - 4 spillere
30+ min
7+ år
  • børnespil
  • Regler på dansk

    Bombay Bazar

    Rasmus Skat Andersen af Rasmus Skat Andersen d. 12. January 2017

    I Bombay Bazar gælder det om at have elefanten med den længste snabel. Mere præcis er det handelsmænd i den indiske millionby Mumbai – tidligere kendt som Bombay – der dyster om at eje tykhuden med den længste snabel.

    Spillet er kåret som Årets Familiespil 2001 af Legetøjbranchens Fællesråd.

    Setup

    • Placer spillepladen midt på bordet.
    • Sorter brikkerne og placer dem på de matchende felter på spillepladen. Bemærk at en del af brikkerne har forskellige symboler på hver side. Det fremgår ikke af reglerne, hordan de skal fordeles, så det bør I aftale inden spilstart.
    • Hver spiller vælger en farve. Hvis der kun er to deltagere, skal man vælge farver, så modstanderen er i det modsatte hjørne, altså enten grøn-blå eller gul-rød. De ikke valgte farvers elefant afsluttes med en afslutningsbrik.

    Vælg en startspiller. Turen går på skift i urets retning.

    Her er kun tre spillere med. De skiftes til at vælge en brik fra en bunkerne i siderne og placere den, så de forlænger deres elefants snabel.

    Runder i Bombay Bazar

    I din tur vælger du en brik og placerer den på brættet, så den forlænger din elefants snabel. Følgende regler skal overholdes:

    • Brikken må ikke placeres, så snabelstykker vender ud af spillepladen eller ind mod en snabelafslutning. Se eksempel et.
    • Brikken må ikke blokere snabelåbninger.
    • Brikken må ikke placeres, så din elefants snabel forbindes med en anden spillers elefants snabel. Se eksempel to.

    Hvis du ikke kan placere en brik uden at bryde en af ovenstående regler, udgår du af spillet. Du skal nu placere din afslutningsbrik – og her må du altså gerne bryde reglerne.
    De tilbageværende spillere fortsætter med at placere brikker, indtil den sidste spiller tvinges til at placere sin afslutningsbrik.

    Sådan vinder du spillet

    Når alle spillere har placeret deres afslutningsbrik, optælles længden på hver elefants snabel startende fra elefanthovedet til afslutningsbrikken. Hvis en deltagers snabel passerer gennem den samme brik flere gange, tælles brikken med hver gang. Spillets vinder er selvfølgelig spilleren, hvis elefants snabel er længst. Står to ellere flere spillere lige, deler de sejren

    Variant

    Man kan også spille Bombay Bazar som en turnering. I så fald aftaler man, hvor mange spil, turneringen skal løbe over. Vinderen af et spil får en guldmedalje, nummer to får en sølvmedalje, og nummer tre får en bronzemedalje.
    Vinderen af turneringen er spilleren med flest guldmedaljer. Hvis to eller flere spillere har lige mange guldmedaljer, vinder den af dem, der har flest sølvmedaljer (eller bronze, hvis der også er lighed med sølvmedaljer.)

    Vurdering af Bombay Bazar

    Rasmus Skat Andersen
    Rasmus Skat Andersen mener ...

    Bombay Bazar er et hurtigt og underholdede spil for de mindste. Temaet kan selv treårige forstå, og med tiden får de også lært, at man skal tænke sig om, når man vælger sine brikker.
    Du gør dig selv en stor tjeneste ved at sortere brikkerne og opbevare dem i for eksempel små plasticposer. Ellers spilder du nemlig rigtig meget tid med opsætningen af spillet, hvis du skal sidde og sortere dem, før I kan spille.
    Spillet minder rigtig meget om Metro, der udkom året forinden. Dog er det mere simpelt og mere egnet til de mindste. Man kan sagtens spille det med børn helt ned tre år, hvis man sørger for at hjælpe dem, når de tager brikker, der ikke kan placeres.






    Kommentarer til Bombay Bazar