2 - 4 spillere
120+ min
14+ år
  • temaspil
  • Kortspil
  • Fantasy
  • Blood Bowl Team Manager

    Jacob Herold af Jacob Herold d. 4. July 2013

    Games Workshop har gennem mange år været synonym med figurkrigsspil med rødder i deres Warhammer-univers. Der har været adskillige populære spin-offs, herunder rollespillet Warhammer Fantasy Roleplay samt ork-ræseren GorkaMorka. Et af de mest populære spil har været Blood Bowl, en morbid underholdende version af amerikansk fodbold krydret med Warhammer-universets humor og brutalitet. I stedet for at sætte steroidepumpede muskelbundter op mod hinanden byder Blood Bowl på usportslig konflikt mellem dværge, elvere, orker … ja, stort set alt hvad der kan krybe og kravle i Warhammer-universet.

    Fantasy Flight Games, et af de største bræt- og kortspils-firmaer, har sat sig på den del af Warhammer-universet, der ikke umiddelbart omhandler de populære figurkrigsspil, og de har blandt andet begået Blood Bowl Team Manager – et kortspil, der er fuldstændig i originalens kaotiske ånd.

    Kort fortalt handler Blood Bowl Team Manager om at spille sit hold til tops i Blood Bowl’en, der er den ultimative turnering inden for området. Man spiller typisk over fem sæsoner, og skal i hver sæson deltage i en række kampe, og derved anskaffe nye spillere, opgraderinger til sit hold og vigtigst af alt; fans, der er spillets målestok for, hvem der har vundet. Der er seks hold med i grundspillet, og hvert hold har sine egne styrker. Kampene spilles ved, at man placere én af seks spillere ud i de forskellige kampe og vægter, om man vil sprede sine spillere ud på flere kampe eller gå efter den sikre seje i enkelte kampe. Deltagelse alene giver en minimum-indtjening, men den helt store gevinst fås kun ved at vinde sine kampe.

    Opsætning

    Spillerne vælger et af de seks mulige hold, og tager de 12 tilhørende kort, deres team upgrades samt en fantæller.
    Star Player-kortene lægges klar i to bunker, alt efter hvilken hvilken organisation de tilhører, og cheat tokens, terninger og Staff Upgrade-kortene placeres et sted, hvor alle spillere har adgang til dem.
    Spike Magazine-kortene klargøres med to tilfældige events og to turneringer og lægges oven på Blood Bowl-turneringskortet, der repræsenterer spillets sidste sæson.

    Sådan spiller du Blood Bowl Team Manager

    Spillet kører typisk over fem sæsoner, men ønsker man kortere eller længere spil, er det også en mulighed. Alt efter antallet af spillere (to til fire) er der hver sæson en række highlights (nogle små kampe), der skal spilles, og eventuelt en turnering, der skal afvikles ved siden af. Der kan deltage to hold ved hvert highlight, mens der ikke er begrænsninger ved turneringerne, hvor alle kan deltage.

    En runde foregår typisk således;
    First Manager placerer en spiller ved siden af et af de highlights, han vil deltage i. Placeringen er vigtig, da hver side af et highlight-kort har forskellige såkaldte payouts, der udløses i slutningen af sæsonen. Disse payouts modtages, uanset om man vinder eller ej, så der er strategi i at sikre sig den rigtige side af et highlight, inden en modstander når det.
    Når en spiller er placeret, udløses eventuelle specialregler på kortet samt evner. Hvert spillerkort kan have et udvalg af fire forskellige evner: Tackle, Catch, Sprint og Cheat. Alle på nær Cheat er valgfrie at bruge.
    Efter alle evner er kørt igennem, må der bruges én Matchup Action, der er særlige evner, der opnås via opgraderinger. Disse varierer alt efter både hold og hvilke opgraderinger, der er valgt, og kan være alt fra en ekstra tackling til en troldmand, der kaster ildkugler ind på banen ude fra tilskuerpladserne.

    Herefter gives turen videre til næste manager, og det fortsætter, til alle managers har placeret hele deres hånd på seks spillerkort.

    I slutningen af en sæson tælles der sammen for at afgøre hvilke managers, der har vundet kampene. Hver spiller har en Star Point-værdi i øverste venstre hjørne – en værdi, der reduceres betydeligt, hvis spilleren er blevet tacklet og ligger ned. Dertil kommer point for besiddelse af bolden samt point indkasseret ved Cheat-tokens, der er skjulte for alle, indtil pointene tælles op. Den manager, der har flest point i en givet kamp, indkasserer udover sin standard payout også en præmie for at vinde. Når alle kampene er talt op og payouts/gevinster er udvalgt, præsenteret og indkasseret, trækkes der en række nye highlights til næste sæson, og First Manager-brikken flyttes til næste manager.

    Evnerne

    Det taktiske i Blood Bowl Team Manager ligger primært i spillernes evner. En tackling på rette tidspunkt kan tippe vægtskålen i høj grad, ligesom kontrol over bolden også kan gøre en stor forskel. De fire evner fungerer således;

    Tackle: Med Tackle kan en manager tackle en spiller på det modsatte hold. De to spillere matcher deres styrke (som repræsenteres af spillerens Star Point-værdi), og antallet af terninger rulles ud fra forskellen på disse. Hvis tackleren er stærkest, rulles der to terninger, og den tacklende manager vælger hvilken af de to terninger, der udgør resultatet. Står det lige, rulles der én terning, og er tackleren svagest, rulles der igen to terninger, men denne gang er det målets manager, der vælger resultatet. Bliver en spiller tacklet, roteres kortet 90 grader med uret, og spilleren anses nu for at være ”Downed”, taber en eventuel bold, og får en ny Star Point-værdi, der typisk er markant lavere end før. Vælger en manager at tackle en spiller, der allerede ligger ned, vil succes resultere i, at spilleren fjernes helt fra banen og ryger en tur over i Discard-bunken, indtil han får mulighed for at indgå i spillet igen.

    Catch: Catch handler om kontrol over bolden. Typisk starter bolden på midten af banen, og hver gang en Catch-evne bruges, må man rykke bolden mod sin egen banehalvdel. Ligger bolden på midten, rykkes den over på spilleren, og er den i modstanderens kontrol, rykkes den ind på midten.

    Sprint: Sprint giver muligheden for at udskift spillere på hånden. Når Sprint aktiveres, må der trækkes en ny spiller, og det skal nu vurderes, om den nye spiller skal erstatte en af de spillere, som den givne manager har på hånden. Uanset hvad, skal et kort derefter sendes til Discard-bunken.

    Cheat: Cheat er den eneste af de fire evner, der skal bruges hver eneste gang. Når Cheat aktiveres, trækkes der en brik fra Cheat-bunken og lægges på spilleren. Cheat-brikkerne er hemmelige for alle, og afsløres først i slutningen af sæsonen. Cheat kan give ekstra fans eller point, og derved give en fordel ved optællingen, men man risikerer samtidig en udvisning fra banen, hvilket øger risikoen for at tabe kampen.

    Hutlihut!

    Undervejs som sæsonerne spilles, vil de små sejre udvide hver managers hold med både opgraderinger og nye stjernespillere. Stjernespillere er bedre versioner af de normale spillere og har oftest flere evner og højere værdi end deres normale modstykker og er værdifulde brikker på vej mod sejren. Opgraderinger kommer i to varianter. Der er holdspecifikke opgraderinger, der understøtter holdets spillestil, og så er der opgraderinger, der er generiske og kan bruges af alle hold.

    Hovedmålet er dog at have flest fans i slutningen af sidste sæson. Det er ikke nok at tage guldet under Blood Bowlen – spillets sidste turnering, selvom det udløser en god håndfuld nye fans, for det er det mest populære hold, der tager sejren i sidste ende.

    Vurdering af Blood Bowl Team Manager

    Jacob Herold
    Jacob Herold mener ...

    Blood Bowl Team Manager er et morsomt og simpelt bud på en hurtig omgang Blood Bowl. Det er langt mere spillervenligt end storebroderen, uden at gå på kompromis med hverken ånd eller gameplay. Man kunne godt savne den vedvarenhed og strategi, der ligger i at bygge sit eget hold op fra bunden og følge det gennem flere turneringer med både op og nedture, men omvendt så er det ikke noget, man sukker længe efter, da Blood Bowl Team Manager med sin dybde og alligevel relativt simple tilgang til Blood Bowl-konceptet.

    Når først reglerne er af vejen, er Blood Bowl Team Manager både herligt og hurtigt, og interaktionen mellem spillerne er så stor, at det aldrig kommer til at føles, som om man sidder og lægge Ork-kabale for sig selv.






    Kommentarer til Blood Bowl Team Manager