2 - 8 spillere
30+ min
8+ år
  • familiespil
  • Behændighed
  • Blitz 2.0

    Bo Jørgensen af Bo Jørgensen d. 10. April 2014

    Spillet er et hurtigt reaktionsspil, hvor I vender et kort på bordet. Derefter skal I lynhurtigt afkode, hvilken af de fem træbrikker, der er “den rigtige”, og så skal man skynde sig at snuppe den som den første.

    Blitz 2.0 er derfor helt ligesom forgængeren Blitz – men når man kombinerer de to spil, opstår endnu mere underlig forvirring, over hvilken træbrik er den, der skal samles op.

    Sådan starter i Blitz 2.0

    • Bland alle kortene
    • Sæt de fem træfigurer i en cirkel på midten af bordet, så alle kan nå dem lige godt.

    Figurerne i Blitz 2.0 er:

    1. Spøgelsespige (hvid)
    2. Håndklæde (rød)
    3. Frø (grøn)
    4. Børste (blå)
    5. Badekar (grå)

    Runde for runde

    De, der sidst har været i bad, starter med at trække det øverste kort fra bunken.
    Kortet skal vendes hurtigt og lægges på bordet, så alle kan se det samtidigt.

    Afhængigt af hvad tegningen viser på kortet, skal du prøve at være den hurtigste til at samle den rette brik op.

    Men hvilken brik skal du samle op?

    Den rette brik er som udgangspunkt den brik, der er tegnet på kortet i sin korrekte farve. For eksempel en grøn frø – fordi trækbrikken af frøen rent faktisk er grøn. Tilsvarende hvis der på tegningen er en blå børste, så er det “bare” den, man skal gribe ud efter.

    Men på flere af kortene bliver der ikke vist en korrekt brik – og det er her, Blitz bliver sjovt. Hvis der ikke er noget korrekt på tegningen, så skal du samle den træ-brik op, som hverken er på tegningen direkte eller via sin farve.

    EKSEMPEL

    Tegningen forestiller et rødt spøgelse med en blå frø på hovedet. Da træ-frøen er grøn, og spøgelsespigen er hvid, er de to brikker altså ikke korrekte på tegningen. Nu skal du derfor tage det grå badekar, fordi rød er på tegningen, spøgelse er på tegningen, blå er på tegningen, og frø er på tegningen. Men hverken badekaret eller grå er på tegningen.

    Forvirrende

    Blitz 2.0 er dejligt forvirrende, fordi du ser et kort og straks føler, at du skal begynde at gribe ud efter en brik, men din hjerne har muligvis ikke helt formuleret, hvorfor eller hvorhen din hånd er på vej. Skiftet mellem at det nogle gange er det, der er tegnet på tegningen, du griber ud efter, og de fleste gange er det, der mangler, gør det til en gang sjov og hurtig hjernegymnastik.

    Vinderen af Blitz 2.0

    Hver gang du tager den korrekte figur, tager du også det kort, som blev vendt. Figuren sættes tilbage på bordet, og du er nu den, der vender næste kort.

    I spiller til kortbunken er tom, og vinderen er helt enkelt den med flest kort.
    Dog er der det lille twist ved det, at hvis du griber en forkert brik i en runde, så skal du aflevere et af dine stikkort til den, der tager den rigtige brik.

    Vildere regler for avancerede blitzere

    Blitz 2.0 byder på et par skøre regeludvidelser til dem, der kan finde rundt i grundspillet.

    1. Den talende frø. Hvis tegningen viser en frø skal man ikke gribe ud efter brikken, men i stedet sige navnet på brikken. For eksempel råbe “Badekar” i stedet for at tage badekaret.
    2. Frøen taler udenlandsk Råb navnet på den genstand du skal tage (hvis der er en frø på tegningen) men på for eksempel tysk, engelsk eller fransk. Regelbogen indeholder oversættelsen, så I på forhånd bestemmer jer for, hvad de fem objekter hedder.
    3. Hvad har håndklædet tørret ? Hvis håndklædet er på tegningen, skal du finde den genstand, som har samme farve som håndklædet, og hvis du spiller med ovenstående talende-frø-udvidelse, skal det så råbes, hvis der er en frø på kortet.

    Vurdering af Blitz 2.0

    Bo Jørgensen
    Bo Jørgensen mener ...

    Blitz 2.0 er præcis det samme som Blitz, så hvis man ikke har nogen af delene kan det ene være lige så godt som det andet. Spillet er sjov hjernegymnastik og virker rigtigt godt som et 20 minutter action-fyldt afbræk til familiefesten.

    Der er regler for hvordan Blitz og Blitz 2.0 kan sættes sammen, og de nye regel-variationer er sjove i princippet, men jeg har svært ved at se, at de forlænger levetiden på spillet eller vil blive brugt ofte.






    Kommentarer til Blitz 2.0