2 - 4 spillere
20+ min
10+ år
  • familiespil
  • Oldtid
  • Biblios

    Lasse Petersen af Lasse Petersen d. 14. March 2012

    Biblios er et sjovt og hurtigt kortspil fra producenterne bag King of Tokyo.

    I Biblios er du leder af et kloster, som søger at fylde sit bibliotek med forskellige sjældne og hellige skrifter. Du skal derfor indsamle donationer og bøger, samt bytte og købe dig til andre værker. Undervejs kan du være med til at influere, hvilke bøger kirken banlyser, og hvilket bøger der bliver sat i særlig høj kurs.

    Kom i gang med Biblios

    Bunken med kort blandes. Herefter fjernes et bestemt antal tilfældige kort fra bunken. Disse kort ligges tilbage i æsken uden at nogen af spillerne kigger på kortene. Dette gøres for at skabe lidt variation fra spil til spil, og for at man ikke kan tælle kort undervejs i spillet:

    • Ved to spillere fjernes seks guldkort (to med værdien et, to med værdien to og to med værdien tre guldstykker), samt enogtyve andre tilfældige kort fra bunken.
    • Ved tre spillere fjernes tre guldkort (en af hver af de tre værdier), samt tolv andre tilfældige kort fra bunken.
    • Ved fire spillere fjernes syv tilfældige kort.

    Terningerne placeres på spillepladen på deres tilhørende farve (rød terning på det røde felt, grøn terning på det grønne felt osv.). Alle terningerne placeres, som tre’ere til at starte med. Terningerne viser, hvor mange point det giver, at have majoritet i den pågældende farve er værd i slutningen af spillet. I løbet af spillet vil disse værdier blive op- eller nedjusteret, men til at starte med er alle farverene tre point værd.

    Vælg en startspiller, som begynder spillet.

    Runderne i Biblios

    Biblios er opdelt i to halvdele: En fordelingsdel, hvor I skiftes til at fordele kort mellem jer. Og en auktionsdel, hvor I køber jer til kort for at optimere jeres hånd til slutningen af spillet.

    Før vi går videre til de to halvdele er det dog vigtigt lige at forklare de tre forskellige typer kort i Biblios:

    • Farvekort: Disse kort findes i fem forskellige farver (brun, blå, grøn, orange og rød). Hver farve har også sit eget symbol i højre hjørne af kortet, til gavn for farveblinde spillere. De fem farver passer overens med de fem felter, som terningerne blev placeret på i starten af spillet. Farve kortene har også en nummerisk værdi i venstre hjørne. De brune og blå kort kan have værdierne fire, tre og to, mens de øvrige farve kort kun findes enten som to’ere eller et’ere.
    • Guldkort: Disse kort viser et billede med guldmønter og findes i værdien et , to og tre (tallet står i venstre hjørne af kortet).
    • Kirkekort: Kirkekortene er lidt specielle. For det første skal de spilles lige så snart en spiller får et sådan kort på hånden (enten ved at få det tildelt i første halvdel af spillet, eller ved at købe sig til det i anden halvdel af spillet). I venste hjørne af kirkekortene er der et tal (enten et eller minus et), og højre hjørne af kortet er der afbilledet en eller to terninger. Dette viser hvor mange terninger kortet påvirke og hvorvidt du må op- eller nedjustere værdien af de farve terninger med et point. Dette repræsenterer at kirken banlyser forskellige bøger, mens andre bøger bliver ophøjet til hellige skrifter.

    Første halvdel af Biblios

    I første halvdel af Biblios er munkene ude og indsamle donationer. Spillerne skiftes hver runde til at fordele kortene mellem sig. For at gør dette skal en spiller på sin pågældende tur igennem et antal kort fra bunken svarende til antallet af spillere plus et.

    Kortene trækkes et af gangen, og spilleren skal beslutte om hun selv vil beholde kortet (hun kan kun beholde et af de kort hun trækker), om hun vil placere det til side i en auktionsbunke (som bliver brugt i anden halvdel af spillet), eller om hun vil give det til de andre spillere. Hvis hun vil give det til de andre spillere placerer hun det med billedsiden opad på midten af bordet. Derefter trækker spilleren et nyt kort, indtil hun har valgt at beholde et kort selv, har placeret et kort i auktionsbunken og har lagt et antal kort ud på bordet til de andre spillere svarende til det øvrige antal spillere. Derefter skal de øvrige spiller rundt om bordet, i urets retning, vælge et kort fra midten af bordet og tage op på deres hånd.

    Når alle spillere har fået et kort (+ auktionsbunken) går turen videre til næste spiller, som nu skal fordele kort et ad gangen.

    Sådan fortsætter spillet indtil I har været igennem hele bunken med kort. Herefter starter anden halvdel af Biblios.

    Anden halvdel af Biblios

    I anden halvdel af Biblios skal spillerne købe sig og bytte sig til kort fra auktionsbunken.

    For at gøre dette vendes kortene fra auktionsbunken nu en af gangen og placeres midt på bordet med billedsiden opad. Spillerne kan nu skiftes til at byde på kortet.

    • Hvis det er et kirkekort eller et billedekort, så byder spillerne med guld fra deres hånd med kort. Antallet af guld som bydes er antallet af guldstykker, ikke antallet af kort, så et guldkort med en tre’er på svarer til tre guldstykker. Auktionen fortsætter rundt om bordet indtil ingen vil byde højere. Herefter skal spilleren der bød højest kassere et antal guldstykker svarende til sit bud og tager kortet der var til auktion op på sin hånd. Man kan ikke få guldstykker retur, så hvis du har budt fire guldstykker, men kun kan betale med et to’er og en tre’er guldkort, så får du ikke noget guldstykke retur. Husk at hvis det auktionerede kort er et kirkekort, så skal du spille det fra din hånd med det samme.
    • Hvis kortet der er til auktion er et guldkort, så skal spillerne i stedet byde ind med antallet af farvekort, som de vil betale for guldkortet. Bemærk at i denne omgang tæller alle farvekort som et kort uanset deres nummeriske værdi. Spilleren der byder det højeste antal farvekort kasserer det antal farvekort og tager guldkortet op på hånden.
    • Hvis der ikke er nogen der byder på kortet, så bliver det bare kasseret og lagt tilbage i spilæsken.

    Herefter vendes et nyt kort fra auktionsbunken og en ny auktion begynder.
    Anden halvdel af Biblios fortsætter, indtil I har været igennem hele auktionsbunken.

    Afslutning af Biblios

    Biblios slutter, når I har været igennem hele bunken med auktionskort i anden halvdel af spillet. Herefter viser alle deres kort.

    Den spiller der har flest af en farve vinder terningen i den farve og får det antal point som terningen viser i slutningen af spillet.

    Hvis to spillere har lige mange i en farve, så er det den af spillerne med et kort i farven, med det bogstav, som kommer først i alfabetet, vinder farven. Nederst i højre hjørne af farvekortene er der et lille bogstav. Den af jer hvis kort har det bogstav som kommer først i alfabetet vinder, hvis der er uafgjort.

    Vinderen er den af jer med flest point. Hvis pointene er uafgjort mellem to eller flere af spillerene, så er det den af jer, der har mest guld tilbage på sin hånd, der vinder.

    Vurdering af Biblios

    Lasse Petersen
    Lasse Petersen mener ...

    Biblios er et rigtig godt kortspil. Der er en god balance mellem held og taktik i Biblios. Det er perfekt hurtigt kortspil, og man kan nemt spille flere spil i træk.

    Note

    Kortspillet Biblios kan findes i diverse brætspilbutikker, men kan også bestilles direkte fra designerens hjemmeside: Doctor Finn’s Games






    Kommentarer til Biblios