2 - 6 spillere
30+ min
8+ år
  • familiespil
  • Oldtid
  • Regler på dansk

    Augustus

    Også kendt som Rise of Augustus

    Peter Brichs af Peter Brichs d. 9. September 2014

    I Augustus skal du vise, at du er den spiller, der bedst egner sig som konsul, når den nye kejser skal vælge sin trofaste højre hånd.

    Augustus er et familiespil, der tager de kendte mekanikker fra Bingo, og bruger dem på en ny og spændende måde.

    Opsætning

    • Giv hver spiller et hjælpekort
    • Læg bonuskortene på midten af bordet
    • Giv hver spiller seks træbrikker i samme farve
    • Kom alle de runde brikker i posen
    • Bland alle objektiv-kortene, og læg fem objektiv-kort midt på bordet
    • Giv hver spiller seks objektiv-kort. Hver spiller vælger tre af dem, og lægger resten tilbage i bunken, som blandes igen – og lægges midt på bordet. I første spil anbefales det, at du bare vælger tre tilfælde objektiv-kort

    Ældste spiller starter.

    Sådan spiller du Augustus

    Augustus minder meget om Bingo, bare med færre symboler på pladerne, end de 90 tal man er vant til.

    Startspilleren indtager rollen som Town Crier i første runde. Tag posen med de runde brikker, træk en brik fra posen, og sig højt, hvad der er på brikken.

    De

    Et eksempel på et objektiv-kort. I baggrunden kan vi se, at kortet er et lilla land. I venstre side, ser vi de 4 symboler, der skal til for at fylde pladen. I højre side, ser vi kortets effekt (at man kan bruge skjolde som stridsvogne, eller omvendt) og i nederste, højre hjørne, kan vi se at kortet giver 4 sejrspoint til sidst i spillet.
    andre spillere kan nu vælge at sætte en af deres spillebrikker på ét felt, der viser det opråbte symbol, på et af deres objektiv-kort. Det kan enten gøres ved at

    1. tage en ubrugt spillebrik, eller
    2. ved at flytte en brik, der allerede er placeret på et af de andre felter.

    Joker-brikken

    I posen med brikker har en af dem alle symbolerne på sig. Alle spillerne vælger selv, hvilken type brik, denne skal være hos dem. Når de har taget dette valg, lægges alle brikkerne tilbage i posen, og næste spiller tager nu rollen som Town Crier.

    Fyldt plade

    Så snart en spiller har fyldt pladen, ved at placere en spillebrik på hvert felt på en plade, skal man råbe “AVE CÆSAR!”, og spillet stopper midlertidigt. Spilleren, der havde fyldt plade, fjerner nu alle sine spillebrikker fra pladen, og lægger pladen foran sig, så alle kan se, at den er gennemført. Nogle kort har en effekt, når de bliver gennemført – eksempelvis at du kan bruge skjolde som sværd og omvendt – se flere eksempler i regelbogen. Nogle gange får du endda et bonuskort.

    Til sidst tager spilleren, der fyldte sin plade, et nyt objektiv-kort fra de fem, der er midt på bordet, og lægger derefter et nyt ud fra bunken.

    Bonuskort

    Hvis det er muligt, kan du også få et bonus-kort, når man har fyldt en plade. Der er tre typer af bonus-kort:

    1. Farve bonus
    2. Objektiv-kort bonus
    3. Guld- og korn-bonus

    Farvebonus får du, hvis du er en første, der får tre objektiv-kort, med den samme farve land på – eller hvis du er den første, som får et objektiv-kort med hver farve land samt en senator.

    Objektiv-kort bonus får du, hvis du får et bestemt antal objektivkort. Der er bonus-kort for både to, tre, fire, fem og seks objektiv-kort – men du kan kun have ét bonus-kort for objektiv-kort – og det er først til mølle. Vil du have det lette hurtigt, men ikke få så mange point, eller satser du på at få det med mange point, men risikere at miste det, hvis du ikke er første spiller, der når at snuppe det?

    Guld- og korn-bonus er en form for runde-bonus. Det går til den spiller, der har flest objektiv-kort, der giver guld eller korn. Hvis en anden spiller kommer op og får lige så mange objektiv-kort, der giver en af ressourcerne, overtager den spiller bonus-kortet. De har altså en tendens til at rykke meget rundt.

    Afslutning af Augustus

    Spillet slutter, så snart en spiller har gennemført syv objektiv-kort i slutningen af en runde. Nogle af objektiv-kortene har den effekt, når de bliver gennemført, at de kan fjerne objektiv-kort fra de andre spillere – så skynd dig, når du nærmer dig de syv kort.

    Når spillet er slut, skal der tælles point. Du får point fra bonus-kortene, objektiverne, du har gennemført og fra de effekter, nogle af kortene har.

    Den spiller, der har flest point, vinder. Hvis to spillere har lige mange, er det den med flest senator-kort.

    Vurdering af Augustus

    Peter Brichs
    Peter Brichs mener ...

    Augustus bliver i min omgangskreds kaldt for “Romer-Bingo”, og med god grund – for det er, på godt og ondt, en avanceret udgave af Bingo. De nye regler er dog med til at give et super gennemført spil, der tager tilfældigheden fra Bingo, og fører dem ind i et spil, der samtidig har en masse gode takter fra taktikken i, hvilke objektiv-kort du vælger.

    Kortenes effekter, når de bliver gennemførte, er også super fine, og giver lige et twist til spillet. Alt i alt er Augustus et rigtig godt familiespil.






    Kommentarer til Augustus