3 - 5 spillere
120+ min
14+ år
  • temaspil
  • Kortspil
  • Among Nobles

    Jacob Herold af Jacob Herold d. 30. October 2015

    Among Nobles er spil nummer to fra danske Among Meeples, der fik mobiliseret en succesfuld Kickstarter-kampagne i starten af 2015. I Among Nobles opbygger og udvider du dit stamtræ med en række historiske personligheder, og formår du at parre de helt rigtige personligheder, er sejren lige om hjørnet.

    Hvad der på papiret godt kunne lyde som en renæssance-version af Dating.dk, er i virkeligheden en brutal kamp om territorier og at have de perfekte sammensætninger på bordet foran sig. I løbet af de tre generationer, som Among Nobles udspilles over, kan der mobiliseres hære i territorier, der er en konstant kilde til indkomst og point, lefles for de religiøse magter, arrangeres bryllupper og fødes børn, der enten skal føre slægten videre eller giftes væk for en lille pose point.

    Del, avl og hersk

    I Among Nobles udbygger du dit følge af historiske figurer via avl og arrangerede ægteskaber. Hver figur i spillet har en farve, der dikterer hvilken farve deres børn kan have (blå mand og rød dame, får enten blå eller røde børn), samt en håndfuld egenskaber, der kan aktiveres af dig, når det er din tur. Bliver to figurer gift, lægges manden ovenpå damen (som man siger), og de tæller herefter som én figur, hvilket betyder at de egenskaber, der er på samme række på begge kort, nu aktiveres samtidig. Visse figurer har evner, der er særligt gode i samspil med andre, og strategierne formes typisk ud fra det afkom du får og de figurer, du får ind i din slægt via giftemål.

    Hovedfokus i Among Nobles er på at sammensætte par på sin egen del af bordet, samt udvide slægten med nye personligheder. Sønner er både dyre og svære at få, men udgør samtidigt rygraden i hele dit stamtræ. Når du først har fået en søn, bliver han i dynastiet til han stiller træskoene, mens eventuelle døtre er et aktiv, der med fordel kan giftes bort. Dine døtre giftes nemlig væk til modstandernes sønner, ligesom deres døtre sandsynligvis får et eller flere af dine par som svigermekanik på et eller andet tidspunkt. Der udveksles derfor arvemasse på kryds og tværs af landegrænserne, mens du forsøger at få de rigtige egenskaber og farver (på kortene, vel og mærke) ind i stamtræet. Ved siden af dette, kan der føres krig på en række provinser – særligt krigsorienterede figurer har mulighed for at sætte hærstyrker ind på disse provinser, der i løbet af spillet giver point eller klingende mønt.

    Gift? Det er noget man tager!

    Når du arrangerer et bryllup for en af dine sønner i Among Nobles, skal hver af dine modstandere vælge en af deres døtre, som de mener er en værdig (eller uværdig) kandidat. Den du vælger, bliver nu en del af din slægt, og vedkommende, der havde hende, indkasserer to point. Resten trisser tilbage til forældrene, og venter på næste mulighed for at blive gift. Der ligger en masse strategi gemt lige her, for har du lyst til at gifte en datter væk til rivalen, hvis hendes egenskaber er en lidt for godt kombination med ungersvenden i den anden ende? Har du ikke andre døtre, har du ikke noget valg, men hvis du sidder med et match, der bare ikke giver mening, kan du frit tilbyde hende – og er der ikke andre giftemodne damer på linien, kan du effektivt sabotere den fortsatte slægt.

    Spillet kører over tre generationer – i slutningen af hver generation kradser de ældste af figurerne af, og gør plads til nyt blod. Figurerne bliver gradvist bedre og bedre, og i spillets sidste runder, skifter fokus mere over på at samle point, frem for at matche adelige par for slægtens skyld.

    Vurdering af Among Nobles

    Jacob Herold
    Jacob Herold mener ...

    Among Nobles leger med nogle ret interessante mekanikker via sit tema. Regelsættet afspejler ikke niveauet af ligestilling i nutidens dagligdag, men giver et skævt indblik i hvordan ægteskaber blandt adelige dengang mere var en form for fordelagtigt partnerbytte med skjulte agendaer og alliancer, end Disneyficeret kærlighed blandt prinser og prinsesser. Det er relativt simpelt på overfladen, men gemmer på noget lidt dybere, når man først har luret hvordan et spil Among Nobles fungerer. Spilletiden er måske lidt i den tunge ende for et kortspil, men Among Nobles er unikt og interessant nok til sagtens at kunne bære det.






    Kommentarer til Among Nobles