Vinterferien sat på spil

Johnn Esbensen af Johnn Esbensen d. 10. February 2012

Uanset om du agter at tilbringe vinterferien hjemme eller suser til udlandet for at få ski under fødderne, er det oplagt at bruge noget af ferien på at hygge omkring et spil. Her er en stribe bud på spil, som er små og nemme at tage med i kufferten, samt et enkelt lidt større – Fresco – som egner sig til at hygge omkring spisebordet derhjemme

Artiklen blev bragt i avisen 24Timer den 10. februar 2012

Monsterkamp i storbyen

Tokyo er kendt for at være hjemsted for store uhyrer, der gladeligt ødelægger alt, de kommer i nærheden af. I King of Tokyo indtager du rollen som et af seks monstre, der er gået amok i Tokyos gader, og som prøver at udslette de andre monstre, der er til stede, samtidig med at man gør så meget skade på de mange højhuse som muligt. Alt sammen i håbet om at blive konge af Tokyo.

I hver runde ruller man specielle terninger, der i stedet for kun at have tal, der giver point, også kan have kløer, der angriber de andre spillere, hjerter, der heler dit monster, når det har fået klø, eller lyn, der giver dig ekstra energi til at gøre dit monster endnu sejere.


Monsterkamp King of Tokyo er et terningbaseret spil, hvor ens monster skal nedkæmpe de andre spilleres monstre og samtidig ødelægge så meget storby som muligt.

King of Tokyo er et hurtigt terningspil, der virkelig er sjovt, men det har mere end bare terninger. Der er kort, man kan købe til monstrene i løbet af spillet, hvilket giver en stor variation i spillet. Spillet er tempofyldt og dejlig nemt at gå til. Der spilles, til der kun er en spiller tilbage, eller man har fået hæder nok – for når man et af de to mål, kan man kalde sig konge af Tokyo.

Læs mere om King of Tokyo her!

Lad fantasien få frit spil

Ved hjælp af livlige billedkort skal spillerne i Dixit forsøge at skabe farverige sætninger, så nogle, men ikke alle spillere, gætter, hvilket kort man har valgt.

Spillerne skiftes til at være fortælleren, som skal vælge en sætning ud fra de kort, som de har på hånden. Derefter skal alle de øvrige spillere vælge et kort fra deres hånd, som de mener passer til den valgte sætning. Kortene bliver blandet sammen, og spillerne skal nu gætte, hvilket kort der var fortællerens. Hvis de gætter rigtigt, får de point. Hvis de gætter på en anden spillers kort, får denne spiller point i stedet.

Dixit er et fantastisk sjovt familiespil. Det er godt for personer i alle aldre og afskygninger og sætter virkeligt gang i de kreative tanker.

Spillet kan tage mange forskellige drejninger; for eksempel kan nogle vælge at fokusere på billedernes temaer eller stemning, mens andre måske laver referencer til film eller folkeeventyr. Uanset hvad kan alle være med, og det er sjovt hver gang.

Her kan du finde mere om spillet Dixit

Rejsejournalister på stramt budget

At rejse er at leve, er H.C. Andersen kendt for at have skrevet. Det er efter den devise, at du i Travel Blog rejser verden rundt som ansat for et nyopstartet rejsemagasin. I Travel Blog rejser man fra land til land i Europa – eller fra stat til stat i USA – uden at have et landkort, hvor du kan se, hvor din destination er placeret i forhold til dit afrejseland.

Målet med spillet er at bruge så få penge som muligt, mens du rejser fra land til land. I slutningen af hver runde i spillet skal du nemlig betale for din rejse, og det kan godt gå hen og blive dyrt, hvis man rejser for langt – men samtidg får du en bøde, hvis din rejse er alt for kort! Altså er det godt at vide, hvor landene ligger i forhold til hinanden.

Undervejs i spillet skal man stoppe i flere og flere lande på hver rejse. Spillet bliver på den måde langsomt mere og mere krævende, men aldrig sværere, end at alle kan være med.

Travel Blog er et sjovt og simpelt spil, hvor så godt som hele familien kan være med i kampen om den bedste rejseartikel.

Find flere detaljer om Travel Blog her!

Byudvikling i fortiden

Den, der bygger den prægtigste by, vinder. Så kort kan Citadels opsummeres.

Citadels er et kortspil, som spilles over flere runder. I hver runde vælger hver spiller i hemmelighed en bestemt karakter, som giver forskellige fordele. Tyven kan for eksempel stjæle fra en af de andre spillere, præsten tjener ekstra penge på de religiøse bygninger, som spilleren har opført i sin by, og feltherren kan ødelægge en af de andre spilleres bygninger.

Der er i alt otte forskellige karakterer at vælge mellem, men de er aldrig alle i spil samtidig, og spillerne ved ikke, hvilke der er med i den pågældende runde. Man er derfor nødt til at forsøge at gætte, hvad de andre spillere vælger. Hvis man vælger forkert, for eksempel tager tyven og prøver at stjæle fra en karakter, som ikke er med i runden, spilder man sin handling.

Spillerne må opføre en bygning i hver runde. Bygninger findes i fem kategorier: handel, religion, royalt, militær og specielle. Kortene har forskellig værdi, og det gælder om at opføre så kostbar en by som muligt.

Citadels er hurtigt og med masser af muligheder for at påvirke modspillerne. Spillet er udstyret med ekstra karakterer med andre evner, som man kan skifte ind, hvis man ønsker at variere spillet lidt.

Læs mere om Citadels her!


Fresco Biskoppen overvåger arbejdet på katedralens loftmaleri.

Så er det op, dovenlarser, katedralen skal males!

Biskoppen vil have restaureret katedralens fresco (loftmaleri) – og det haster, da byen venter fornemt besøg.

Biskoppen har tilkaldt de bedste mestermalere til at hjælpe med restaureringen. Konkurrencen blandt malerne er hård og går ud over malernes humør. Hvilken mestermaler holder til presset og får arbejdet gjort færdigt?

Spillerne kæmper om at restaurere mest af frescoen og derved optjene flest point. Ved at bestemme, hvornår malerne står op om morgenen, afgøres markedsprisen på maling, men også malernes humør. Står de for tidligt op, bliver de sure og nægter at arbejde.

På markedet købes noget af den maling, der skal bruges til restaureringen. For at få de helt rigtige farver kan malerne blande deres egen maling. Men det tager tid og koster penge.

For at få råd til maling kan de male portrætter af betydningsfulde personer. Men hvad skal man gøre først?

Der er så mange valg, og de er alle sammen dine! Fresco er forholdsvis let at lære, fordi alle runder foregår på samme måde. Fresco indeholder tre små udvidelser, som ændrer sværhedsgraden, så det kan spilles både af nybegyndere og mere garvede spillere.

Her findet du flere oplysninger om Fresco