Life is a pitch, bog af Martin Nedergaard Andersen
af Bo Jørgensen d. 17. December 2015
Martin er en optimist, som gemmer løse knapper og farvede elastikker i skrivebords-skuffen, fordi de nok kan bruges til noget en dag. Hans metode er tydeligt og nøgtern – hans skal leve af det – og han kigger sig ikke til siderne for om en lille nørdet detalje nu kunne have været otte grader anderledes. Bogen er dermed skrevet for den målrettede spildesigner og er ikke en praktisk guide til at tegne en spilleplade i ‘Paint’ eller lime magneter fast på coladåser. Bogen er en guide til, hvordan du kommer videre og lykkes med din spil idé – ikke nødvendigvis på den måde du havde troet.
Bogen tager derfor udgangspunkt i, at du har en spil idé og gerne vil have den udgivet – og det skal du bruge hjælp til. Derpå giver den dig branche-indsigt i hvilke roller der er, hvor forberedt du skal være, når du snakker og forhandler, samt første hånds-erfaringer om hvordan du kommer videre, når det ikke lige lykkes i første hug.
Alle der nogensinde vil udgive et spil bør læse ‘Life is a Pitch’ af Martin Nedergaard Andersen for at få pillet en portion glamour ud af fantasien om at være spildesigner og få indsat en sund portion realisme omkring, hvor parat du skal være til at spise dine kameler og slå darlings ihjel.
Vi fangede Martin til nogen hurtige spørgsmål
Lad os starte med at høre det direkte fra designerens mund: Hvem er bogen henvendt til og ville du selv have fået noget ud af den, hvis du havde læst den for seks år siden ?
Der er nok få som dig, der kan holde den kadence og målrettet-hed i at designe. Du kan leve af det, men det er ikke ved at lave en best-seller, men ganske mange små/mindre spil.
Prøv at beskrive, hvad du synes bogen kan bruges til, hvis man går rundt med en (og kun en) idé, som man bare vil have først ud i livet for enhver pris ?
MNA: Noget af det mest ærgerlige er at gå rundt med en drøm, som man aldrig får afprøvet. Forhåbentlig kan bogen inspirere bare én af dem, der læser den, til at prøve at realisere drømmen om at få udgivet sit eget spil.
Martin har bla. designet
- Lost’n‘Found
- Luna
- Lettermix
- Giraffometer
- Hvis du nu var (Årets spil 2007)
Mange har urealistisk høje forventninger til deres eget spil. På den ene side er det meget godt at have noget, som er med til at drive en fremad, men på den anden side skal man ikke glemme at bevare jordforbindelsen. Bare fordi 1.000.000 danskere ser en håndboldfinale, betyder det ikke at 1.000.000 danskere har lyst til at købe et spil om håndbold.
Det er heller ikke sikkert, at man skal være villig til at betale “enhver pris”, som du siger. Hvis man har fået “nej” fra 100 spilfirmaer, skal man ikke nødvendigvis udgive det selv. Så skal man måske justere spillet eller lægge det væk og bruge de bedste ting i et andet spil og så prøve igen. Forhåbentlig kan bogen hjælpe til at reducere antallet af nej’er og øge antallet af ja’er.
Du nævner, i bogen, at du har vundet Rising Star Designer, for nogen år tilbage, hjælper den slags priser og awards på at åbne dører – eller kunne du have kommet dertil hvor du er i dag uden prisen ?
MNA: Det eneste, den gør, er at den hjælper med at holde humøret oppe, når jeg er lidt nede over for mange afslag, eller hvis et spilfirma af en eller anden grund vælger alligevel ikke at udgive et af mine spil (det sker for ca. 10% af mine spil). Og så er den faktisk meget pæn. Men den har ikke åbnet nogen døre – de fleste er allerede åbne for håbefulde spilopfindere, så det er bare med at banke på.
Fra bagsiden af bogen lyder det
Life is a Pitch er skrevet som en hjælp for dig, der har ideen til et brætspil, et kort-spil eller en anden form for fysisk spil. Det kan være, du har lyst til at lave et spil for sjov, dvs. bare for at kunne spille det med din familie og venner. Det kan være du har lyst til at tjene lidt ekstra penge. Eller det kan være du – ligesom forfatteren – kunne tænke dig at leve af det.
Måske har du en god idé til et spil, men er ikke rigtigt kommet i gang med det.
Måske har du allerede lavet et spil, men er ikke sikker på, om det er godt nok.
Eller måske overvejer du at prøve at udgive det selv eller få andre til at udgive det.
Uanset hvor langt du er kommet i processen, og uanset om du ønsker at lave spil for sjov eller for at kunne tjene penge på det, så vil denne bog kunne hjælpe dig videre.
Kapiteloversigt
- Om Martin
- Jobbet som spilopfinder
- Licens eller selvudgive ?
- Hvornår kommer pengene ?
- Statistik
- Hvordan får du gode ideer til spil
- Et godt spil
- Gået i stå ?
- Materialer
- Prototyper
- Regler
- Tests
- Kontakt med spilfirmaer
- Skal du beskytte din idé ?
- The Pitch
- Kontrakten
- Det endelige resultat
- Nej – og hvad så ?
- Gode råd
Forlaget Mellemgaard
Udgivet: 11. december 2015
ISBN: 978-87-93395-35-0
Vejl. udsalg: 149,-