Her er spillene, som vi havde de bedste oplevelser med i 2015

af Bo Poulsen d. 11. January 2016

Som altid vil et nyt år få folk til at se tilbage på det forgangne. Det gør vi også her på Papskubber med et lille tilbageblik på de bedste spiloplevelser, som vi har haft i løbet af 2015.

Det har ikke været let, men her kan du læse, hvilke spil som en række af Papskubbers skribenter har haft det særligt sjovt med i 2015. Der har ikke været noget kriterie, om at spillet skulle være nyt, men det handler derimod kun om, hvilket spil som folk har haft det sjovest med.

Jacob Herold – Pandemic Legacy

Jeg er helt vild med Legacy-modellen. Jeg har ført stødt på brætspil, hvor jeg har haft lyst til at tage et spil eller to mere efter det første – men Pandemic Legacy er umiddelbart det først, hvor jeg har haft lyst til at tage flere marathon-sessioner. Jeg er ikke specielt vild med det normale Pandemic. Det er et fint spil, men jeg mangler nok lidt mere fyrværkeri og nogle flotte figurer eller noget tilsvarende – men den form for kløe får Pandemic Legacy stillet. Spændingen, dét uforudsigelige og den søde smerte ved at rive et kort i stykker – fordi det siger reglerne – kombinationen gør Pandemic Legacy til en helt unik oplevelse, man skaber sammen med sine medspillere.

Morten Greis Petersen – T.I.M.E. Stories og Pandemic Legacy

2015 har været et år med mange spændende spiloplevelser fra at overleve zombier og føre hære på erobringstogter mellem stjernerne til at famle rundt i mørket på en rumstation panisk lyttende efter lyden af fjenden til dyrkelsen af vin og opbygningen af byen Orléans. Spillene Forbidden Stars, Dead of Winter, Escape from Aliens in Outer Space, Viticulture og Orléans men også Spyfall, Mysterium og Patchistory har været store oplevelser.

De to helt særlige oplevelser har dog været T.I.M.E. Stories og Pandemic Legacy, som begge har formået at overraske, udfordre og levere helt nye oplevelser, da det er spil, som ikke kun skal spilles, men også opleves og udforskes, som kun få andre spil kan gøre det. Det er spil, man kun vanskeligt kan snakke om, for de rummer hemmeligheder, man skal opleve, men sikke oplevelser det er. Fælles for dem er, at man som gruppe sammen gennemspiller en historie og løser mysterier som tidsrejsende eller udfordringer som et team af sygdomsbekæmpere, og der er konsekvenser af ens handlinger, som bæres over de næste spil, og der er mysterier, som kun gradvist afsløres fra spil til spil.

Bo Jørgensen – Imperial Assault, Dead of Winter og Splendor

Helt generelt mener jeg, at spil kan være nok så godt tænkt eller designet, men de skal røre dem der spiller, og de skal kommunikere en stemning. Star Wars: Imperial Assault er, med den rigtige gruppe venner helt fantastisk. Balancen er godt ramt – hvilket jo er dejligt i et spil med jedis :-)

Dead og Winter er nyskabende i sin historiefortælling blander svære valg, kamp om ressourcer med et co-op spil der netop har 200% stemning. Hvis man er en flok kusiner der ikke kender hinanden særligt godt og vil drikke en masse rødvin og snakke, mens man spiller, så skal man holde sig langt væk.

Splendor er mekanisk klippesolidt, og jeg har spillet det en del med mine forældre, som straks blev hooked. Der er ikke så meget stemning (i betydningen storytelling), men det siger noget, når et spil kan fange hardcore papskubbere og gamle mennesker med samme rekvisitter.

Bo Poulsen

2015 var året, hvor jeg for alvor begyndte at spille brætspil. Så jeg har virkelig fået prøvet en masse. Men to af de spil, hvor jeg har haft nogle af de mest mindeværdige oplevelser har været Flick ‘Em Up og Epic Spell Wars of the Battle Wizards.

Det første var bare superfedt og nervepirrende at spille sammen med vennerne, og det med at man bruger sin egen krop/evner frem for en terning eller andet var virkeligt fedt, og det er også første gang, jeg selv har prøvet sådan en mekanik. Epic Spell Wars er måske en smule random, men det er virkeligt sjovt at sammensætte sine spells, udradere sine fjener og få vennerne til at udtale deres magi med skøre stemmer.

Peter Brichs – Castles of Mad King Ludwig

Min største brætspilsoplevelse i 2015 må være Castles of Mad King Ludwig. Spillet tager de gode dele af “Suburbia” og serverer dem i en lækker pakke med meget flottere brikker, og et regelsæt der lige er tanden mere overskueligt end Suburbia, der ellers er en klar favorit på spillebordet.

Castles of Mad King Ludwig er et spil om at bygge et slot for en tosset bygmester – den titulære gale Kong Ludwig. I hver runde bygger hver spiller ét rum, som vedkommende fører til sit slot. Hvert rum har nogle præferencer i forhold til placeringen – eksempelvis kan soveværelset godt lide at være i nærheden af stille rum, spisesalen kan godt lide udsigt over haven; men til gengæld kan ingen lide at ligge nær koncertsalen. Der er noget fedt ved at se rummene – der alle har forskellige former og størrelser – blive placeret i dit eget slot, der på en helt sælsom måde nærmest bliver levende på bordet foran dig.

Samtidigt er der hver runde en nyt bygmester, som alle betaler til, når de bygger rummene. Bygmesteren er samtidigt ham, der vælger, hvad de forskellige rum koster – og her er det altså om at have tungen lige i munden. For hver spiller har sine egne, hemmelige missioner – og hvis du ikke holder øje med, hvad dine modspillere gør, ender du nemt med at forære sejren væk…

Rasmus Olofsson – Mega Civilization

Min bedste oplevelse var genudgivelsen af Advanced Civilization, Mega Civilization. Et fantastisk spil der stadig holdet maks. Spillet går ud på at opbygge en civilisation omkring middelhavet. Fra en enkelt mand til at gloværdigt rige. Spillet er et handelsspil, hvor spillerne handler resurser med hinanden. Dog skal alle handler have to kendte kort og mindst et ukendt kort. Her er det så muligt at give sine modstandere de katastrofekort som man selv skulle have på hånden. Jeg prøvede et 13 mands stort spil. Den nye version kan tage helt op til 18 spillere, hvor det gamle kun kunne tage otte. Det skal dog siges at det nok er bedst med 6-8 spiller, da det tager meget langtid med 13 eller flere spillere.