Fem fede solospil

Per von Fischer af Per von Fischer d. 16. March 2015

Det er relativt normalt at sidde og spille computerspil alene, men når det kommer til brætspil er det mere i retning af “Whoa! Hvad? Du spiller brætspil med dig selv? Er du syg? Eller pervers? Evt. begge dele?” Med andre ord, det er kun de mest nørdede nørder, der spiller solospil. Og det er synd og skam, for der findes en lang række solospil, der er så gode, at det kan være en oplevelse at spille dem alene.

Lad mig være ærlig: det er sjovere at spille sammen med andre, men omstændighederne kan gøre, at det ikke lige er muligt eller bekvemt. Tænk på de følgende scenarier, hvor det er oplagt at hive et solospil frem:

  • Du sidder i isolationsfængsel.
  • Du har ingen venner.
  • Du er alene hjemme.
  • Du har meldt dig syg og har ikke nerver til at se TV i dagtimerne.
  • Internettet virker ikke.
  • Det er din tur til at støvsuge.

Ideen om solospil er lige så gammel som det at spille spil. Bare tænk på kabaler, for eksempel, som på amerikansk simpelthen hedder ‘solitaire’, eller tændstikspillet Solitaire, hvor man skal hoppe over én pind ad gangen og helst slutte med kun én pind tilbage i midten.

I brætspilssammenhæng går solospil også langt tilbage, og der findes hundredvis af slagsen. Boardgamegeeks liste over solospil tæller i øjeblikket 706 forskellige spil, fra helt simple spil som førnævnte Solitaire til dybt avancerede war games. Mange moderne samarbejdsspil, som Pandemic, kan også sagtens spilles solo.

OK, du er overbevist om, at der måske er noget om at der findes gode solospil. Men hvordan møfler man igennem mere end 700 mulige kandidater for at finde guldet? Det har Papskubber allerede gjort for dig, så her får du en håndfuld af de absolut bedste.

Sand i skoene: D-Day at Omaha Beach

De fleste af spillene i denne artikel er spil som kan spilles af flere spillere, men som også har regler for solospil. D-Day at Omaha Beach kan godt spilles af to spillere, der tager hver sin division, men det er i bund og grund et rent solospil designet af John Butterfield, en af de absolut bedste solospilsdesignere overhovedet i hele verden, slut prut basta.

I D-Day at Omaha Beach er du amerikanerne, der landsætter tropper på strandene i Nordfrankrig. Det er den første halve time i Saving Private Ryan som brætspil. Og det virker. Spillepladen er ved første øjekast en uoverskuelig farveeksplosion, men så snart man er i gang giver det hele mening. Alle felter er farvekodede alt efter hvor farlige de er at opholde sig i på grund at beskydning fra de tyske forsvarsstillinger, og spillet er en neglebidende kamp mod uret og tidevandet.

D-Day at Omaha Beach har papbrikker med kryptiske militærkoder og en spilleplade, der er inddelt i sekskanter, så på den måde lugter det af war game fra gamle dage. Men det er et moderne spil, der både er udfordrende og kan spilles igen og igen på grund af en elegant kort-drevet spilmekanik.

Rumbanan: Merchant of Venus

Merchant of Venus er en kult-klassiker fra 1988, som blev genudgivet af Fantasy Flight Games i 2012. Originalen fra Avalon Hill kom med temmelig visne komponenter, men spillet er stadig populært blandt især amerikanske brætspilsnørder. Den nye version fra FFG indeholder både det originale spildesign, samt en opdateret version med nye soloregler.

Du spiller en handelsmand i rummet, der fiser rundt i sit lille rumskib og køber og sælger varer til forskellige kulturer i galaksen. Det gælder om at samle så mange penge sammen som muligt, og i solospillet skal du også opfylde missioner undervejs for ikke at blive beskattet ihjel.

Kannibalistisk: Robinson Crusoe: Adventure on the Cursed Island

Polakken Ignacy Trzewiczek er en af de mest interessante brætspilsdesignere overhovedet i dag. Hans Robinson Crusoe-spil, der blev nomineret til hav af priser i 2013, er for op til 4 spillere, og kan spilles solo. Det er både et fantastisk solospil og samarbejdsspil.

Strandet på en øde ø, kun iført en iturevet skjorte og med en indfødt og en lille hund som hjælpere, skal du overleve de farer som øde øer gerne byder på: sult, vejret, vilde dyr og kannibaler. Det gælder om at skaffe sig noget føde, tag over hovedet og fremstille redskaber.

RC er scenarie-baseret, og hver lille historie er vidt forskellig. Og fordi at spillepladen og omstændighederne hele tiden ændrer sig, kan hvert scenarie sagtens spilles igen og igen. Spillet kommer med 6 scenarier, og man kan finde flere, både officielle og fan-skabte, på Boardgamegeek.

Giger-tæller: Legendary Encounters: Alien

Legendary Encounters: Alien er det nyeste spil i denne gennemgang. Det er et klassisk deckbuilder-spil, og ligesom Robinson Crusoe et samarbejdsspil for op til fem spillere, med regler for solospil.

Du kan spille dig igennem hver af de fire Alien-film, eller blande elementer fra filmene til din egen version. Legendary Encounters: Alien oser af tema og facehuggers, og det er lært på få minutter.

Hvert scenarie består af tre mål, der skal fuldføres, inden du i spillet afgår mere eller mindre skrækkeligt ved døden. Det er en konstant kamp mod aliens, vanvittige videnskabsfolk, chestbursters, androider og ulykker her og der.

Hvis du orker: Lord of the Rings: The Card Game

Indtil Robinson Crusoe: Adventure on the Cursed Island kom på banen var Lord of the Rings: The Card Game det absolut mest suveræne, krævende og engagerende solospil.

Jeg har skrevet en masse om LotR-kortspillet andetsteds, så her skal jeg bare nøjes med at nævne, at det er et fremragende samarbejdsspil, der kan spilles alene.

Du styrer et lille hold helte i Tolkiens Middle-Earth, mens mørkets horder vælter frem fra højre og venstre. Med en blanding af heltemodig dumdristighed og nøjagtig ressourcehåndtering kan du nå igennem hvert scenarie og måske – måske – vinde. Det var: måske.