En barbar vender hjem
af Per von Fischer d. 28. November 2014
Til Italien. Hvis det lyder mærkeligt, så hæng på et øjeblik. Det drejer sig nemlig om spillet Age of Conan, der har fået nyt liv takket være Kickstarter.
I en årrække levede spillet en forhutlet tilværelse hos spilgiganten Fantasy Flight Games, der udgav spillet på engelsk i 2009, og siden havde det på udsalg hver jul til nedsat pris. For der var for få der rigtig elskede det til at det kunne blive en rigtig tjubang-succes ligesom visse andre FFG-spil.
Spillets italienske designere har vristet licensen ud af nallerne på FFG, og hevet spillet fra skyggen og ud i den italienske sol igen. Baggrunden er blandt andet, at der længe har været en udvidelse på vej, men FFG mest har kigget på sine negle og håbet, at de fandens italienere bare ville holde kæft med deres Conan-pis.
Udvidelse en Kickstarter-succes
Nu er ikke bare udvidelsen, med det snappy navn “Age of Conan: The Strategy Board Game – Adventures in Hyboria”, blevet kicksparket med 600%, og det rammer hylderne til april næste år. Men grundspillet relanceres også i sammen åndedrag af den italienske udgiver Ares Games. Knap 1800 backere skød penge i projektet, der samlede mere end 100.000 dollar på Kickstarter.
Det skal lige hurtigt indskydes, at de tre designere ikke er de herrer hvemsomhelst. Roberto Di Meglio, Marco Maggi og Francesco Nepitello er også hjernerne bag mesterværket War of the Ring. Så når den trio designer, spidser vi andre ører.
Kan jeg være Conan?
Det var Conan vi kom fra. Conan er nemlig lidt skyld i noget af den kritik som Age of Conan fik, især i USA. Conan-figuren er som sagt med i spillet, men man kan ikke spille Conan. Allerhøjest byde på at få lov til at bestemme (lidt) over hvad han foretager sig i en enkelt runde. Conan er sin egen, han er den relativt tavse barbar, der i Robert E. Howards fantasy-setting, The Hyborian Age, på gåben vandrer og vokser fra barbar og gemen tyv, over kriger og lejesoldat, til hærleder og til sidst konge.
I Age of Conan styrer hver spiller et af de Hyborianske kongeriger, som Conan farer ind og ud af. Nogle gange dukker han op i en region nær dig, og det kan påvirke hvad der sker i en konfliktsituation for eksempel.
Nu med mere Conan
I udvidelsen Adventures in Hyboria (kan man STADIG ikke være Conan som sådan, get over it) zoomer man endnu mere ind på barbaren. Nu er Conans tilstedeværelse endnu vigtigere, og spillet følger nøje hans historie fra barbar til general.
Roberto Di Meglio sagde for nyligt i et interview: “Conans rolle i spillet bliver meget mere interessant, for alle spillere – ikke bare Conan-spilleren – takket være story-kortene. [Udvidelsen] tilføjer også en masse interaktion spillerne imellem, især tidligt i spillet, takket være både story-kort og spioner [en ny feature]. Jeg synes, det i høj grad forbedrer en række punkter i designet, som nogle folk ikke brød sig om!
“Det er ikke et “let” spil, men når du først har vænnet dig til det, så er det heller ikke svært! Især hvis du har en ven, der kan lære dig det grundlæggende. Hvis du har spillet War of the Ring, så er det endnu nemmere.”