Dræb quizspillet - Dyrk brætspillet
af Kim Dorff d. 23. May 2013
Hvor højt er Mount Everest? Hvem blev dansk statsminister i 1968? Jeg er LIGEGLAD, fordi quizspil er sagesløs leflen for en fascistisk intelligentsia og socialt ekskluderende.
KLUMME • Kim Dorff raser mod quizspil-snobberiet.
”Spiller du brætspil?”. Spørgsmålet kommer tøvende, og blikket flakker. Allerede der ved man, at man skal passe på med at afsløre, at man ikke kun spiller ugentligt, men også skriver om det og tilmed har været med til at stifte både en dansk brætspilspris og et brætspilsmagasin. I sociale sammenhænge betyder det, at man ikke kan udtale sig begejstret om gårsdagens glorværdige sejr i ‘Formula De’. Især ikke til det modsatte køn.
Men skrab i overfladen. For dem, der rynker på næsen af brætspil som tidsspilde, lyser op i et smil, så snart du spørger dem, om de spiller quizspil. Settlers, Ticket to Ride og Carcassonne er ikke i det fine selskab. Trivial Pursuit og Bezzerwizzer er.
Fordi alle elsker quizspil. Hvilket er sørgeligt på så mange fronter, at det næsten er tragisk. Dels er der den kreative: Quizspil har ikke rykket sig en millimeter siden 1979, hvor Trivial Pursuit så dagens lys: Slå en terning, ryk rundt på et bræt, træk et spørgsmål, svar, gentag.
Det er ikke sjovt at spille quizspil. Det er en øvelse i survival of the fittest”!
Men skidt pyt – vi kan ikke afkræve originalitet hele tiden. Værre er det, at quizspil er bærmen, hvor al ondskab opstår fra. Det er Lektor Blomme fra Det Forsømte Forår omsat i spilform og en sagesløs leflen for en fascistisk intelligentsia.
Det er ikke sjovt at spille quizspil. Det er en øvelse i survival of the fittest, der minder om skoletiden, hvor læreren hev en op til tavlen og offentligt terpede en i udenadslære. Quiz er stedet, hvor teenageårenes stræbere kan klappe i hænderne og omsider stråle som de klæbehjerner, de er, mens andre med anderledes sociale, kreative, sproglige eller rumlige tankespind giver fortabt.
For quizspil samler ikke. Her kan selv den mest hjertevarme, søde svigerinde forvandles til et pernittengryn, der er så anal, at alverdens glidecreme ikke hjælper. Et svar skal pludselig ikke kun siges ordret, hvis det står til hende og hun kan lugte sejrens sødme. Det skal helst kunne staves forfra og bagfra, mens man står på et ben og reciterer det græske alfabet.
Quizspil er ikke kun socialt ekskluderende. De ærer også en tradition, der er forældet. Den, hvor paratviden anses for at være en respekteret valuta. Fakta uden substans, overfladeviden uden dybde, viden uden perspektiv. Kognitivt set prikker de til en del af hjernen, hvor der er mindst aktivitet, nemlig hukommelsen. Enten ved du det – eller også gør du ikke. Punktum.
Alle andre brætspilsformer trykker på flere knapper samtidigt. Og det hader quizspillere. Så er de ude af deres rette element. Hvad enten de så kræver motorik, reflekser, taktisk snilde eller oratoriske evner, så formår brætspil at bryde konventionerne og få deltagerne til at tænke i nye baner. At satse. At smide hæmningerne.
Så hvis du hører til gruppen, der ofte kigger undrende på dem, der taler begejstret om Agricola, Lords of Waterdeep eller Dominion, så tænk over, hvor meget du sad og råbte og skreg, sidst du spillede Trivial Pursuit eller Bezzerwizzer. Og vid, at du er som dem. Bare værre.
Tre skæve quizspil
Den Fede Pingvin
Et klassisk ”icebreaker”-spil – deraf titlen for de tungnemme – der har ufattelig grim finish, men til gengæld er billigt og provokerende. Mange spørgsmål handler om det, der sker under bæltestedet, så det er bedst i forbindelse med alkohol, fortrængninger og parkerede hæmninger.
Ego
Dansk nyklassiker, der går ind og piller ved moralsketiske spørgsmål. Hvem omkring bordet vil du først redde ud af en brændende bygning? Vil du hellere være rig eller forelsket? De andre deltagere skal gætte, hvad dine holdninger er. Forvent både nye venner og fjender.
Cranium
Form i ler, mim med fagter eller tegn svaret. Cranium giver mere spillerum til også de kreative intelligenser og handler mindre om korrekte svar og mere om socialt samvær.