En flok på en million fugle

af Leon Castro Lagunas d. 8. December 2021

Det populære brætspil Wingspan er blevet solgt i mere end en million eksemplarer siden det udkom i 2019.

Elizabeth Hargrave, designeren bag Wingspan, bekræftede på Twitter, at brætspillet på bare 3 år har nået en fantastisk milepæl med mere end en million solgte eksemplarer.

Wingspan er Elizabeths første brætspilsudgivelse. Spillet introducerede et tema, der var bredt tilgængeligt og utroligt tiltrækkende med det fornemme design og smukke udseende.

Spillet skabte da også stor opmærksomhed fra starten af, og vandt blandt andet en række fornemme priser som Kennerspiel des Jahres 2019 , Golden Geek Awards 2019 og American Tabletop Award 2020.

Flere udvidelser er tilføjet siden udgivelsen af Wingspan; I 2019 udkom European Expansion, og i 2020 udkom Oceania Expansion. På nuværende tidspunkt er det vist kun European Expansion, der er tilgængelig på dansk. Spil og udvidelser udgives af Stonemaier Games og distribueres i Danmark af Asmodee Nordics.

Mere info om spillet

I 2019 anmeldte vi Wingspan her på Papskubber.dk. Læs anmeldelsen her.
Papstinenser bragte også et interessant interview med Elizabeth under SPIEL 2019, som du kan lytte til her. 
Som kvindelig brætspildesigner, gør Elizabeth en stor indsats for at styrke mangfoldigheden i branchen. Læs mere om Elizabeth på hendes personlige hjemmeside. 
 


Papskubber.dk er et dansk website tilegnet brætspil i alle størrelser og sværhedsgrader. Vores nyheder plukkes fra nyhedsfeeds fra hele kloden, og vi stræber efter at have en klar kildeangivelse hvis vi vidergiver nyheder der er udsendt af andre.

Papskubber.dk kan kontaktes på skubpap@papskubber.dk