Drager bekæmpes bedst sammen
af Bo Jørgensen d. 2. March 2015
Spilfestival Aarhus er netop overstået. Festivalen arrangeres af Klubben Rosenvang og udspringer af Nicolai C. Hansens mangeårige interesse for rolle-, kort- og figurspil.
Det personlige engagement er nødvendigt for at få det hele til at hænge sammen. Personalet fra Klubben bruger flere måneder på at forberede sig til at kunne tage imod unge fra hele Aarhus.
Festivalens egentlige fundament er dog de frivillige, som står for workshops og turneringer i løbet af weekenden. De frivillige er spilinteresserede fra hele Aarhus, og der er sågar tidligere klubmedlemmerne, der startede som deltagere i festivalen og nu vender tilbage som instruktører eller dommere i fx kortspillene Yu-Gi-Oh og Magic.
Et bærende princip i spilfestivalen har altid været at inddrage foreninger og frivillige til at stå for aktiviteterne. I år havde festivalen et nyt tiltag, den såkaldte ’Tomb of Ancients’, et spilområde dedikeret til voksne spillere. Ideen var, at de unge skulle finde inspiration blandt de ældre spillere, og der samtidig ville opstå en mulighed for at synliggøre for de unge, at spil kan fortsætte uden for institutionslivet og langt op i de voksnes rækker.
Spilfestival Aarhus er et tiltag styrker interessen og fællesskabet omkring det at mødes for at spille spil.
Spillene, som festivalen har fokus på, er alle funderet i en Fantasy tradition og har derfor et stærkt, narrativt element. At spille disse spil kan spores tilbage til gamle tiders fortællinger omkring lejrbålet er noget, der taler fundamentalt til os – historierne og oplevelserne binder os sammen.
Foreninger inviteres indenfor
Under dette års Spilfestival kunne man møde mange forskellige spil og mange mennesker fra forskellige foreninger. Centralt placeret i fællesrummet var der sat to flotte spilborde op, hvor en såkaldt Henchman, Daniel Rojas Sørensen, ledte slagets gang i figurspillet “Malifaux”. Spillerne bestod af fire gutter, og spillet varede i godt 8 timer. De forbipasserende stoppede interesserede op, fulgte med og spurgte ind til spillet. Udover Malifaux brugte et par spillere fra en en mindre Bloodbowl liga også dagen til at udfordre hinanden, og det Aarhusisanske WARMACHINE- og HORDES miljø var også tilstede og fik mulighed for at teste deres hærlister til det kommende Danish Masters.
Festivalen bliver dermed en mulighed for at mødes med andre spilinteresserede, krydse klinger og få øget kendskab til andre spilgenrer end dem, man normalt dyrker. Herudover mødes man på tværs af foreninger og ungdomsklubber, hvor de deltagende styrker deres fællesinteresse for spil, hvilket forhåbentligt giver anledning til at mødes igen.
En håndfuld figurer
Der blev også afholdt en maleworksop, hvor man kunne få råd og vejledning af Jens Riber Poulsen, en dygtig figurmaler. Jens har specialiseret sig i at male figurer til male-konkurrencer og til udstilling. Figurerne har derfor en ekstra høj grad af detaljer og finurlige farvekombinationer. En skygge er ikke sort, men en kombination af blå, brun og lilla. Det er den form for ekspertise og fordybelse han giver videre til de unge. Der var flere der forlod spilfestivalen med en håndfuld nye figurer og et stort smil på læben.
Pap og brikker
Ung i Aarhus
Spilfestvallen lukkede søndag eftermiddag og kunne konstatere, at der havde været omkring 60 gæster på besøg i løbet af weekenden. Der var blevet malet en masse figurer, uddelt præmier til Magic og Yu-Gi-Oh turneringen og spillet et spil Warhammer 40.000 med 4000 point på hver side.
Spilfestival Aarhus gentager sin succes næste år som en del af Ung i Aarhus’ bydækkende aktivitet og håbet er, at endnu flere foreninger og frivillige vil samarbejde om at skabe vækst og fællesskab for spillere i alle aldre.Spilfestival Aarhus
Klubben Rosenvang, Vidtskuevej 31, 8260 Viby J.
FB: Spilfestival Aarhus