This War of Mine skal være brætspil
af Per von Fischer d. 27. November 2015
Computerspillet This War of Mine bliver til et brætspil engang i 2016. Spillet er efter sigende både populært og godt og handler om civile, der er fanget i en krigshærget by.
Udgiveren 11 bit studios er fra Polen, og det er derfor ikke overraskende, at de har bedt kendte polske brætspilsdesignere om at stå for papversionen: Michal Oracz (Neuroshima Hex, Earthcore: Shattered Elements, Neuroshima RPG, Theseus: The Dark Orbit, De Profundis) og Jakub Wisniewski (Earthcore: Shattered Elements, Dying Light).11 bit studios siger i en pressemeddelelse: “Det eneste vi kan sige på nuværende tidspunkt er, at dette projekt er ekstremt ambitiøst, fordi det undgår den traditionelle tærskel for brætspil. TWOM brætspillet bliver et INSTA-PLAY spil, hvor det ikke er nødvendigt at læse regelbogen før man begynder et eventyr.”
Og det lyder jo ganske spændende. Vi følger med herfra.