Gentlemen Thieves
af Johnn Esbensen d. 23. April 2015
Som berømte og berygtede indbrudstyve prøver du og dine venner at få det størst mulige udbytte ud af en række indbrud i det fashionable Paris. Selv om byen er ved at flyder over med skatte og rigdomme, er den indbyrdes kamp mellem indbrudstyvene hård. Det gælder derfor om at planlægge, om at være på det rette sted på det rette tidspunkt og ikke mindst om at have de rette partnere.

Gentlemen Thieves er et spil, hvor spillerne med skjult identitet forsøger, at skabe alliancer med andre tyve, mens de samtidig forsøger at skrabe så mange rigdomme samme til sig selv. Den mest listige og skrupelløse tyv slutter spillet med flest rigdomme og bliver derved vinderen.
Sådan starter du Gentlemen Thieves
Gentlemen Thieves kommer i en fin lille æske med magnetlukning. Spillets låg fungerer som spilleplade og opbevaring af de forskellige brikker under spillet.
Inden I kan gå i gang med at spille Gentlemen Thieves, skal spillet stilles op. Det er nemt og hurtigt overstået.
- Æsken åbnes, og indersiden af låget fungerer nu som spilleplade. Spillepladen lægges midt på bordet, så alle kan nå den.
- Bland de fem identitetskort og fordel et til hver spiller. Spillerne må se deres egen identitet, men den skal holdes skjult for de øvrige spiller gennem hele spillet.
- Placér de fem lokationer midt på bordet.
- Fordel specialbrikker svarende til ikonet nederst i højre hjørne på lokationerne. (Tunnel, hængelås og guldbarre). De resterende specialbrikker lægges ved siden af spillepladen.
- Bland de mange udstyrsbrikker og placér to tilfældige på hver lokation. Udstyrsbrikkerne skal placeres med udstyrssiden opad og guldbarrerne nedad.
- Find betjentbrikken og bland den med seks tilfældige udstyrsbrikker. Placér herefter disse syv brikker nederst eller bagved de øvrige udstyrsbrikker, således der dannes en trækbunke. Guldbarresiden skal vende opad/fremad.
- Vend de øverste tre udstyrsbrikker og placer dem på de nederste felter på spillepladen. Dette er den synlige trækbunke.
- Hver spiller modtager et antal firkløverbrikker. Antallet afhænger af antallet af spillere.
Runder i Gentlemen Thieves
Gentlemen Thieves spilles over et ukendt antal runder. Hver runde er inddelt i tre faser.
- Alliancer dannes – Startspilleren tager de fem alliancebrikker og danner to hold ved at lægge dem på spillepladen på de to alliancefelter. Der vil altid være et hold med to tyve og et hold med tre. Alle fem tyve fordeles altid, også selv om I er færre spillere end fem.
- Tyveri actions – Hver spiller skal nu lave en af følgende actions:
- Vælg en af de tre udstyrsbrikker fra den synlige trækbunke og placér den på en af de fem lokationer. Der vendes straks en ny udstyrsbrik til den synlige trækbunke. Der må aldrig være mere en tre udstyrsbrikker af samme slags på en lokation, uanset farve.
- Træk den øverste/forreste udstyrsbrik fra trækbunken og placer den på en af de fem lokationer.
- Brug en firkløverbrik for at flytte en specialbrik.
- Tyvegodset fordeles – Når der på en lokation findes en af hver af de fem udstyrsbrikker (uanset farve), stopper spillet midlertidigt, og tyvegodset fordeles. Den alliance, der har flest udstyrsbrikker i deres farver, begår indbruddet og får alt tyvegodset. Tyvegodset fordeles ligeligt mellem alle i alliancen. Tyvegods ,der ikke kan deles, kasseres.
- Runden slutter – Startspillerbrikken gives videre til spilleren til venstre for den nuværende startspiller. Den nye startspiller skal nu skabe to nye alliancer, hvor mindst to tyve skal skifte alliance.
Specialbrikker i Gentlemen Thieves

Tunnellen

Hængelåsen

Vognen

Tyvegods

Sådan vinder du i Gentlemen Thieves
Spillet slutter, så snart udstyrsbrikken med politibetjenten vendes. Herefter afslører spillerne deres identitet, og den tyv, der har den største bunke guld, vinder.
Vurdering af Gentlemen Thieves

Gentlemen Thieves er et vellykket og ikke mindst velproduceret spil. Spillets hovedmekanik men også det mest interessante element er den skjulte identitet. Kampen for at holde sin identitet skjult, forsøg på at snyde og vildlede de øvrige spillere og ikke mindst at høre de øvrige spilleres mere eller mindre vellykkede gæt på, hvem der er hvem, gør det sjovt og underholdende.

Reglerne er forholdsvis enkle, selv om regelbogen i flere tilfælde er noget uklar. Spillet er let at komme i gang med, og æskens indretning og låget, der fungerer som spilleplade, gør det meget let at stille op og gøre klar. Alle brikker og komponenter er lækre og i god kvalitet. Tegnestilen og layoutet er super herlig.
Alt i alt er Gentlemen Thieves et rigtig fint spil, som kan spilles sammen med familien men også som et let partygame eller som fyld mellem tungere strategispil.