Når brætspil kræver mere taktik, større overblik og flere avancerede regler, så nydes de bedst af voksne over 12 år. Disse spil egner sig glimrende til alle uanset brætspilskendskab, men der skal forventes mere nærstudering af reglerne, der oftest kun er på engelsk. Til gengæld belønnes tålmodigheden med dybere og tit tidsmæssigt længere spiloplevelser
1 Small World
Skoleeksemplet på et stramt snittet strategispil med en høj tilgængelighed koblet med en forrygende taktisk dybde. Op til fem spillere er her fanget på et meget lille spillebræt, der gør “Small World” til et intenst krigsspil, hvor man konstant ryger i totterne på hinanden. Dog skal ens racer vælges med omhu, fordi undervejs skal man skifte dem ud, men med kun ti runder, så er hvert eneste valg afgørende. Knuselsker man ”Risk”, vil “Small World” være det perfekte næste skridt, og spillets mange udvidelser samt fortsættelsen “Underground” gør det til en perle af et strategispil, der holder sig friskt i årevis. Dansk oversættelse, og fås også til iPad.
Fra 10 år. 2-5 spillere. Distributør: Enigma. Pris: 400 kr.
(Juryens Specialpris i Guldbrikken 2010) Læs mere om Small World her
2 Lords of Waterdeep
At tilrane sig magten over havnebyen Waterdeep kræver sin spisebordsgeneral, og særligt når alle konstant stikker hinanden i ryggen og løber med egne skjulte dagsordener. Sat i rollespilsuniverset “Dungeons & Dragons” skal man i hver runde prioritere sine tropper og jagte ressourcer til at gennemføre missioner og opføre bygninger, men intet må gøres tilfældigt, når interaktionen med de andre spillere er konstant og intens.
Fra 12 år. 2-5 spillere. Distributør: Enigma. Pris: 550 kroner. Læs mere om Lords of Waterdeep her
3 Galaxy Trucker
Er du en ægte rumskibstrucker? Bevis det i “Galaxy Trucker”, hvor spillerne først skal stykke deres skramlekasse af et rumskib sammen fra kasserede vragdele, og derefter kollektiv tage på søndagstur i det ydre rum – selvsagt kun forpurret af meteor-storme, aggressive rumpirater, gigantiske laserstråler og rabiate rumvæsener. En original blanding mellem et strategi- og konstruktionsspil, og den humoristisk velskrevne manual gør spiloplevelsen tidløs og uhøjtidelig.
Fra 10 år. 2-4 spillere (5 i udvidelsen). Distributør: Enigma. Pris: 400 kr.
4 7 Wonders
På blot en halv time kan du bygge dit eget vidunder, vinde militærmagten og tage sejren i dette opfindsomme nybrud af et bytte-kortspil.
Selvom det kan tage et par runder af lure de bedste taktikker, så er “7 Wonders” et smukt varieret og stærkt dynamisk kortspil, hvis velfungerende spilmekanik indbyder til mange forskellige strategier.
Fra 13 år, 2-7 spillere. Distributør: Enigma. Spilleregler på dansk. Pris. 350 kr.
(Årets Voksenspil Guldbrikken i 2011) Læs mere om 7 Wonders her
5 Fresko
Er dine loftsmalere byens kvikkeste? Og kan de også holde til presse med at stå tidligt op for at færdiggøre loftsmaleriet i byens store katedral? “Fresko” lyser ikke alene op med sin originale baggrundshistorie, men begejstrer også ved at gøre en ellers svært tilgængelig genre i de såkaldte worker-placement-spil mere venlige over for nybegyndere. Med spillets medfølgende ekstra scenarier og gode interaktion mellem spillerne, er det et suverænt bud på et mere krævede strategispil af de længerevarende.
Fra 10 år. 2-4 spillere. Distributør: Competo. Spilleregler på dansk. Pris: 400 kr.
(Nomineret Årets Voksenspil Guldbrikken 2012) Læs mere om Fresko her
Vidste du..
At den tyske “Spiel des Jahres” er brætspillenes ypperligste pris, og er uddelt siden 1979. Første år vandt spillet “Seti”, mens prisen i 2012 gik til spillet “Kingdom Builder”.
At Brætspilsverdenens største superstar er den tyskfødte designer Reiner Knizia, der har udviklet spil siden han var otte år gammel. I dag har han over 500 udgivne spil, og største hits tæller spil som “Lord of the Rings”, “Ingenious” og “Tigris & Euphrates”.
At fire skotter i august har slået verdensrekorden for længste brætspils-session nogensinde ved at spille brætspil i 54 timer og 45 minutter og dermed indsamlede over 2000 pund til et lokalt børnehospital. De spillede kun et eneste spil: strategispillet “Small World” udvidet med “Small World Underground”.
6 EGO – Hvem er jeg?
Paratviden bliver her erstattet med menneskekundskaber, når deltagerne gætter på, hvor godt de egentlig kender hinanden udi moralske og etiske dilemmaer. Et stærkt socialt og samtale-baseret brætspil, hvor terninger er udskiftet med overraskende anderledes meningsudvekslinger og altid nye sider af ens venner og familie.
Fra 15 år, 2-5 spillere. Distributør: Game Inventors. Spilleregler på dansk Pris: 300 kr.
(Årets Voksenspil Guldbrikken i 2010)
7 Cranium – Voksenudgaven
”Cranium” er quizspillenes svar på Frankensteins monster: et sammensurium af de bedste spil og aktiviteter fra andre spil. Form figurer i modellervoks, syng, nyn og leg gæt og grimasser, for fokus er på det kreative og skæve.
Fra 16 år, fra 4 spillere. Distributør: Hasbro. Spilleregler på dansk. Pris: 350 kroner.
(Nomineret til Årets Voksenspil Guldbrikken i 2010)
8 Monte Cristo
Som strategispil formår ”Monte Cristo” at udstille få taktiske muligheder, men når alle virker lige gode er udfordringen stor. Det gennemførte tema, altid interessante afvejninger og spillets innovative turvælger er gør på en opfindsom måde op med klassisk brætspilsdesign.
Fra 8 år, 2-4 spillere. Distributør: Enigma. Pris: 350 kr.
(Nomineret til Årets Voksenspil Guldbrikken i 2011)
h2, 9 Konsensus
Hvor ens tænker vi i grunden? Det spørgsmål sætter danske ”Konsensus” tankevækkende på brætspil, da man skal gætte på hinandens første indfald i kategorier som f.eks. lande, madretter eller bilmærker. Et spil, der ikke blot gør dig klogere på modspillerne, men også skaber grobund nye diskussioner omkring spisebordet.
Fra 15 år, 2-6 spillere. Distributør: Game Inventors. Spilleregler på dansk. Pris: 400 kr.
(Nomineret til Årets Voksenspil Guldbrikken i 2011)
10 Dominion
Dominion’ iscenesætter fantasy-middelalderkrig i et overraskende dybt og herligt taktisk kortspil, der via sine utallige spilvarianter og fokuserede spilmekanik rammer en gylden balance mellem held og overblik, klarsynethed og strategi.
Fra 10 år, 2-4 spillere. Distributør: Enigma. Pris: 400 kr.
(Juryens Specialpris i Guldbrikken 2009) Læs mere om Dominion her