Månedens spørgsmål: Spil, der samler støv

af Peter Brichs d. 7. September 2012

Når man kigger på sin brætspilshylde, kan man godt nogle gange få dårlig samvittighed. Der kan stå spil, man elsker at spille, men som bare aldrig ser dagens lys mere. Det kan være tiden, der ikke er til det, eller måske er der bare kommet spil, der gør det bedre? Papskubber ser nærmere på de glemte klassikkere i vores egne skabe…

Per Fischer – Raid on St. Nazaire

Min gamle favorit er solo-spillet Raid on St. Nazaire, udgivet 1987, henimod slutningen af spilfirmaet Avalon Hills storhedstid. Spillet har været udsolgt i mange år, men af og til dukker der et eksemplar op på eBay, og det var sådan jeg fandt mit. Det er på en gang old school, med små papbrikker med billeder af soldater og skibe, og så alligevel moderne med såkaldt “point to point movement” i stedet for traditionelle hex-felter.

Det bygger på en af de mest interessante begivenheder fra 2. verdenskrig: Britiske specialtropper på selvmordsmission til Frankrig…

Der er tre grunde til at jeg holder meget af Nazaire. Det bygger på en af de mest interessante begivenheder fra 2. verdenskrig: britiske specialtropper på selvmordsmission til Frankrig for at smadre den eneste tørdok ved Atlanterhavet stor nok til at huse tyskernes flagskib Tirpitz – i små, ubevæbnede mortorbåde af træ.

Dernæst er spilsystemet ren klasse A. Du styrer de 600 briter, og spillets system håndterer det stærke tyske forsvar. Det er nervepirende, realistisk og simpelthen kanon.

Den sidste grund er spillepladen, som i mine øjne er det flotteste kort til noget brætspil overhovedet. Det er så lækkert at man ikke engang behøver at spille spillet. Det er næste nok i sig selv bare at folde kort ud og så sidde og savle over detaljerne.

Peter Brichs – Skak

Jeg har en forkærlighed for Skak, men jeg får det desværre aldrig spillet. Jeg husker tydeligt hvordan jeg, som helt lille purk, første gang satte mig foran et skakbræt i folkeskolen. Jeg var så imponeret over spillet, at jeg – da jeg så et sæt i marmor på ferie i Grækenland – plagede mine forældre indtil de forbarmede sig, og købte det tunge, tunge skaksæt med hjem.

Hvorfor får jeg det aldrig spillet? Nok fordi jeg reelt set er elendig til spillet – og skak er et af de spil, hvor man ikke kan give andre end sig selv skylden, når man gang på gang på gang på gang får læsterlige tæv. Men derfor elsker jeg det stadig – en god blanding af nostalgi og noget nær ærefrygt over et så tidsløst og velgennemtænkt design.

Johnn Esbensen – Dungeon Quest

Jeg er den heldige ejer af et eksemplar af Games Workshops DungeonQuest fra 1987. Dette spil er et af de første spil i min samling og faktisk det spil, der fik min kone interesseret i brætspil. I min tidlige ungdom spillede jeg både bræt- og rollespil i stor stil. Senere gled det lidt i baggrunden pga. uddannelse og barn. Først for knap 5 år siden vendte interessen for alvor tilbage og det hele startede med et spil DungeonQuest.

Jeg var noget i tvivl om min kone ville synes om spillet, men det viste sig, at hun var helt vild med det. Faktisk så vild, at det endte med, at jeg måtte på Ebay og finde et brugt eksemplar…

Min kone og jeg var på besøg hos Bo Jørgensen (redaktør på papskubber. -red) og hans kæreste. På et tidspunkt foreslog Bo at vi skulle tage et spil DungeonQuest. Jeg var noget i tvivl om min kone ville synes om spillet, men det viste sig, at hun var helt vild med det. Faktisk så vild, at det endte med, at jeg måtte på Ebay og finde et brugt eksemplar. Siden er samlingen af brætspil vokset meget, hvilket også betyder, at jeg desværre ikke får spillet DungeonQuest så ofte som det fortjener. Jeg har siden købt den nyeste version af DungeonQuest men må indrømme, at jeg bedst kan lide det gamle spil.

Helle Perrier – Stratego

Selv om det står og samler støv på hylden og jeg slet ikke kan huske hvornår det sidst blev spillet, så er Stratego et af de første spil, jeg kan huske. Helt tilbage til dengang efter skole, hvor man satte sin hær op med ny stensikker taktik, og var sikker på at det her flag blev aldrig fundet.

Ærgrelsen, når ens ven glædestrålende råbte ”BANG”, når man vadede direkte ind i et minefelt med sin oberst. For slet ikke at tale om den nerveprirrende kamp mellem spion og marshall, der kunne trække i langdrag og gjorde, at man slet, slet ikke havde tid til at tage med sine forældre hjem, når de kom for at hente én. Stratego er et spil, der stadig holder den dag i dag – og det er vist tid til at få støvet det af.