Danske spildesignere: Johnny Ebsen

Peter Brichs af Peter Brichs d. 17. August 2012

Papskubber har sat Johnny Ebsen i stævne, for at få os en snak om hans kommende spil, Urbanization, Dire Straits, og om hvorvidt det er nemmere at få sit spil udgivet, når man bor i Tyskland og taler tysk – ligesom alle udgiverne af de store, tunge strategispil.

Johnny Ebsen er dansk spildesigner, der for nyligt har fået samlet sit første spil, Urbanization, op til udgivelse hos Queen Games. Urbanization er et rigtigt tungt strategispil, der ikke har den mindste smule held, men kun ren strategi, og vi glæder os til at se, den danske designers første udgivelse til efterårets Spiel-messe i Essen i Tyskland.

Brætspil baseret på Dire Straits?

Fakta om
Johnny Ebsen

  • Født “i slutningen” af 60’erne
  • Uddannet pilot, men arbejder i dag med laboratorieudstyr
  • Har boet i Tyskland siden 90’erne
  • Er gift, og har 4 børn

Urbanization startede sit liv med et helt andet navn, nemlig Telegraph Road. De musikalske vil straks genkende navnet, og inspirationen til spillet kommer da også fra sangen Telegraph Road af Dire Straits.

“Sangen handler om opbygningen af en by gennem en et hundrede års periode omkring den industrielle revolution. Jeg ville gerne fange en smule af stemningen fra sangen, og så var det vigtigt for mig at fortælle historien, så borgerne kom i centrum, men også vise hvor vigtig industrien og opfindelserne var.”, fortæller Johnny.

Hør Telegraph Road af Dire Straits på Spotify (14:20 minutter)

Udviklingen af spillet startede for 5 år siden, og der er blevet udviklet på spillet af flere omgange siden der. “Når jeg udvikler et spil, sker det meget i perioder. Nogle gange har jeg masser af ideer til et spil, og så arbejder jeg på det næsten hver aften/nat, fulgt af faser, hvor der ikke sker så meget.”

Urbanization blev udviklet over cirka to år, efterfulgt af et år med adskillige testrunder og små justeringer. Derefter har det nu været hos Queen Games i to år, og bliver altså udgivet her i år.

Johnny Ebsen fremviste sit spil for Queen Games under et seminar for prototype tests. “Det var et rent tilfælde at spillet blev samlet op af Queen Games og en medarbejder fra Queen Games var til stede, men havde allerede aftaler med flere designere.”

Derefter gik alting ret hurtigt. Han tog prototypen med under armen og jeg skrev under på kontrakten to uger senere

Johnny deltog egentlig kun i seminaret for at teste om Telegraph Road var ‘godt nok’ – han havde testet det med sin egen spilgruppe, men var ikke sikker på andre ville tage lige så godt imod det. Ved et tilfælde kom der en mulighed for, at Queens medarbejder kunne spille med i en runde. “Derefter gik alting ret hurtigt. Han tog prototypen med under armen og jeg skrev under på kontrakten to uger senere.”

Konferencer i Tyskland

Eurogames

  • Også kaldet “Designer Games” og “German Games”
  • Eurogames er en betegnelse for spil, der historisk set kommer fra europa. Det er svært at give en præcis definition, men mange af spillene har ingen terninger, meget lidt tilfældighed, og mange ressourcer, du skal holde styr på.
  • Carcassonne, Ticket to Ride og Agricola er gode eksempler på Eurogames

Johnny Ebsen bor som sagt i Tyskland, og man kan nemt tænke, at man har en god fordel, ved at bo i Tyskland, da det er her mange af de såkaldte eurogames kommer fra. Han mener dog ikke, at det har nogen større betydning for, at få sit spil udgivet. “Hvis man har et godt og færdigt spil, tror jeg det er lige meget, hvor man kommer fra.”

Der er dog stadig nogle tilbud, man ikke får i Danmark, som man gør når man bor i Tyskland. Blandt andet har man i Tyskland forskellige seminarer om brætspilsdesign, man kan deltage i.

Johnny fremhæver blandt andet det årlige Spieleautoren Fachtagung, hvilket består af 50-60 spildesignere, der mødes og snakker om spil i to en halv dag, som et godt arrangement, hvor der både er workshops og foredrag. “Man har helt sikkert mange flere muligheder for at lære håndværket ‘Spildesign’ med de mange tilbud, der findes her i Tyskland,” fortæller den danske spildesigner.

En travl mand

Når man besøger Johnny Ebsens hjemmeside JE Games Studio, finder man mange spil der er under udvikling, og kan derfor godt tænke, at han måske en dag vil lægge designs ud på internettet, hvis ikke de bliver udgivet, som såkaldte Print and Play spil, man kan printe ud og selv samle derhjemme.

Mine prototyper er baseret på grafik jeg finder på nettet og dermed under Copyright beskyttelse…

Men nej: “Mine prototyper er baseret på grafik jeg finder på nettet og dermed under Copyright beskyttelse,” fortæller han, og derfor er det meget usandsynligt, at vi nogensinde vil se hans uudgivede designs gratis tilgængeligt på nettet.

En snak om spildesign

Papskubber vil meget gerne støtte op om dansk designede brætspil. Foruden at have et brætspils design forum, beder vi derfor også Johnny om at komme med sine erfaringer og gode råd.

Urbanization er det første spil, det er lykkedes for Johnny at få ugivet, og inden det har han været i gang med at udvikle spil i ti år. Johnny er meget beskeden, og mener selv han måske ikke er den rette til at give råd om spildesign, men vi presser alligevel på, og Johnny viser sig at være en sand skattekiste af informationer om hvordan han tester spil med sin gruppe, hvordan man gør sin prototype lækker, og så videre.

For mig var den største fejl jeg lavede at jeg forsøgte at følge alle trends som var nyt og in…

Det kan være fristende, for en spildesigner, at prøve at følge med de nyeste trends indenfor spildesign. “For mig var den største fejl jeg lavede at jeg forsøgte at følge alle trends som var nyt og in,” forklarer han, og uddyber med, at det for det første tager lang tid at designe et spil, og derudover tager lang tid fra spillet er samlet op til det kommer på gaden – hans erfaring er atlså, at man er altid klar med et spil når en trend er ovre og umoderne.

Et typisk spil starter med en historie, fortæller han. Teenageårene blev brugt på at skrive scenarier til Call of Cthulhu rollespillene, og han forsøger i dag stadig at holde historien som midtpunkt i sine spil.

Den danske spildesigner er også glad for at fortælle, at han bruger meget energi, på at gøre sine prototyper pæne. Spillerne reagerer bedre på, at skulle prøve et nyt spil, når det, de skal spille, er flot, og ligner et mere eller mindre færdigt produkt, fortæller han.

“Jeg plejer først at gå til min spillegruppe, når jeg ikke synes, at jeg kan få mere ud af at teste selv. Jeg plejer også at advare gruppen om, at det er første spil, så de mentalt kan forberede sig på et ikke optimalt fungerende spil,” fortæller Johnny Ebsen, der samtidig fortæller, at han selv føler, at han tester mere selv end de fleste, da han er nervøs for at hans test-gruppe en dag “får nok”.

Til sidst kommer Johnny med en lille håndfuld af de gode råd, han selv gerne ville have, at andre folk havde givet ham, inden han startede som spildesigner – og som vi naturligvis vil give videre.

  • Test spillene og så test endnu mere, før de bliver vist til forlagene. Halv-færdige spil får forlagene nok af og de har ikke tid til at beskæftige sig med dem.
  • Der er altid mere at lære. Sug alting til dig og hav antennerne åbne for nyt.
  • Tab aldrig modet. En dag vil det lykkes. Hvis et forlag ikke kan se værdien i et spil betyder det ikke at andre ser det ligesådan.