Købeguide: Årets hovedbrud

af Thomas Vigild d. 20. September 2012

Nogle spil er bedst alene, og her kommer de enigmatiske hovedbrud ind i billedet: spil og gåder, der krænger de små grå i nye retninger, og forlanger tålmodighed og nye former for logik. Og oftest hjernespil, der kan løses alene, men på tid mod modspillere

1 Smart Car

Læg de fire massive træklodser korrekt, og saml bilen, så du knækker gåderne. Træklods-spillet ”Smart Car” er både et eminent solidt stykke legetøj og et drilsk gådespil, der træner barnets rumlige forståelse. Spillet er tilmed opdelt i fire forskellige sværhedsgrader, så både legetøj og spil vokser med barnets kunnen.
3-8 år. 1 spiller. Distributør: P-Trade. Pris: 200 kr.
(Nomineret til Årets børnespil Guldbrikken i 2010)

2 Troy: Extra Muros

Hold de onde riddere ude, og lad de gode blive i sikkerhed inden for borgmurene. Et altid logisk og overskueligt, men djævelsk svært hovedbruds-spil for alle aldre, da spillet er holdt i fire sværhedsgrader med sine 60 unikke gåder.
Fra 7 år, 1 spiller. Pris: 200 kr.
(Årets Hovedbrud, Guldbrikken 2011)
Læs mere om Troy her

3 TILT

Kræng labyrinten til siderne og få de rigtige brikker i på så få ryk som muligt. “Tilt” er besnærende enkelt at lære, men djævelsk nederdrægtigt i praksis, fordi mulighederne synes få, men gåderne så rosværdigt svære.
Fra 7 år. 1 spiller. Distributør: Thinkfun. Pris: 250 kr.
(nomineret til Årets Hovedbrud i 2012)

4 SWISH

Elsker du logikklassikeren i kortspillet “SET”, så er “Swish” en mere tjekket, men stadig nær familiemedlem. Helt uden ture skal man ud fra 16 gennemsigtige kort på bordet kunne se hvilke, der “passer” sammen, og det kan både klares som kabale og som panikstressende familiespil.
Fra 8 år. 1-4 spillere. Distributør: Thinkfun. Pris: 180 kr.
(nomineret til Årets Hovedbrud i 2012)

5 Hide & Seek Safari

Hvordan kan et puslespil på fire brikker være udfordrende? “Hide & Seek: Safari” gælder det om at skjule visse dyr med de fire brikker, men det viser sig hurtigt at være overraskende besværligt – men heldigvis er der fire sværhedsgrader, så børn og voksne let kan finde et niveau, der passer.

Fra 6 år. 1 spiller. Distributør: P-Trade. Pris: 200 kr.