Historien om Ludo
af Thomas Berger d. 28. September 2012
Ludo betyder kort og godt “jeg spiller” på latin, og er ikke kun et af de mest populære og velkendte brætspil i verden – det er også et af de ældste. Læs her, hvordan det mere end hundrede år gamle kapløb om førstepladsen blev til.
“Hvis I to var Ludo-brikker, var I så slået hjem nu,” lyder det med en kæk bemærkning fra skuespilleren Lars Kaalunds figur Knud i filmen ”Den Eneste Ene”, Susanne Biers succeskomedie fra 1999. Det er en følelse, som enhver, der har spillet ”Ludo”, kender. For nok er spillet med sine farvestrålende spilplade med de grønne, røde, blå og gule felter enkelt og familievenligt. Men spillet er også en benhård kamp om at komme først i mål med alle fire brikker.
”Ludo” er udbredt over hele verden, men såvel navnet som regler varierer en smule fra region til region – således er det langt fra alle lande der spiller med en terning med globus og stjerne. I USA er spillet hovedsageligt kendt under navnet ”Parcheesi”, i Sverige hedder det ”Fia”, mens det syd for grænsen i Tyskland er kendt som ”Mensch ärgere dich nicht” (Oversat: Lad være med at ærgre dig, menneske).
Hvis I to var ludobrikker, var I så slået hjem nu ?
Haremsspillet ”Ludo” har sine rødder i Indien, hvor det udspringer af det klassiske indiske nationalspil ”Pachisi”, der spilles på et bræt udført i stof og formet som et symmetrisk kors. Navnet Pachisi kommer af pacis, der betyder femogtyve på hindu, hvilket er det er det højeste antal, der kan slås med de seks til syv konkylieskaller, som benyttes i spillet.
”Pachisi er tæt relateret til spillet ”Chaupar”, der skulle være en mere komplekst og lidt ældre variant af spillet. Præcis hvornår spillet er opstået i Indien er uklart, men meget tyder på at varianter over spillet kan spores helt tilbage til det fjerde århundrede. De mere håndgribelige historiske kilder stammer imidlertid fra det 1500-tallet. Her spillede den indiske kejser Jalaluddin Muhammad Akba ”Chaupar” med medlemmer af sit hof – bogstaveligt talt.
På store spilområder i gårdhaverne ville han og hans medspillere sidde på en forhøjning på omkring en meter i centrum af spilområdet. De 16 spilbrikker udgjordes så af kvinder fra kejserens harem klædt i de korrekte farver, som kejseren så beordrede rundt på brættet alt efter udfaldet af de konkylier, der blev kastet. Den dag i dag kan resterne af de store spilbrædder ses, hvis man lægger vejen forbi blandt andet Agra og Allahabad i Indien.
Fra det vilde vesten til Europa En af grundene til at ”Chaupars” oprindelse fortaber sig i de historiske tåger, skyldes at spillet har sine rødder i det man kan kalde et ur-design indenfor brætspil – det såkaldte kryds og cirkel-spil. Den amerikanske etnograf Stewart Culin (1858-1929) mente at have fundet spor af dette spildesign helt tilbage til de tredje århundrede e.Kr. i Kina. Der er også fundet lignende spildesign blandt mayaindianerne i det syvende århundrede.
I Europa dukker spillet op i England omkring 1896, hvor der tages patent på det under navnet ”Ludo”. Siden da har familier over hele det europæiske kontinent drømt om at slå 6’ere, slå hinanden hjem og slå på, at de var familiens ubestridte ”Ludo”-mester.
Papskubber.dk
