Købeguide: Årets børnespil

af Thomas Vigild d. 20. September 2012

Et godt brætspil til børn er holdbart, let at forstå, pædagogisk og kan med fordel spilles af børnene uden voksen-indblanding. Samtidig skal elementet af held være afbalanceret med børnenes egen kunnen og opfordre til leg og fantasi, når spillet er pakket væk.

1 Klickado

Klickado er en radikal omvendt og ophængt udgave af det klassiske Mikado-pindespil, hvor spillerne skiftes til at placere pinde på et magnetisk pindsvin, der gerne vil være trapez-artist i et cirkus. Rammehistorien er sød, men bedst er spillet, der evigt fascinerer alle omkring bordet, når finmotorikken skal på overarbejde, mens pindene lirkes på plads.
Et kortvarigt, fokuseret og ekstremt intuitivt spil, der går på tværs af alder, køn og erfaring, mens de taktiske muligheder synes uendelige.
Fra 5 år. 1-5 spillere. Distributør: Enigma. Pris: 250 kr.
(Årets Børnespil i Guldbrikken 2009)

2 Woolfy

Hvem er bange for den store stygge ulv? Ikke disse grise i al fald … “Woolfy” er bygget over eventyret om de tre små grise, der her iscenesættes som et suveræn velproduceret samarbejdsspil for børn. Sammen skal børnene få bygget huset inden alle grisene bliver fanget af ulven og puttet i gryden. Brikkerne er i fabelagtig høj kvalitet, og et usædvanligt slidstærkt spil, som ungerne hiver frem igen og igen.
Fra 4-8 år, 2-4 spillere. Distributør: Play for Life. Pris: 250 kr.
(Årets Børnespil i Guldbrikken 2010)
Læs mere om Woolfy her



Vidste du..

  • At der er i Danmark udkommer over 200 nye brætspil hvert år i Danmark?

  • At de første spil, der vandt Guldbrikken var spillene “Klickado”, “Bezzerwizzer +”, “Kaleidoscope” og “Dominion” tilbage i 2009.

  • At et af de første børnespil, der vandt den første danske brætspilspris fra Legetøjsbranchens Fællesråd, var klassikeren “Klodsmajor” – også kendt som “Jenga” i 1988. Spillet kan stadig købes i dag.

  • 3 Octopus

    Hvilket barn håndterer dybhavsfiskeriet bedst, og hvem bliver det lette offer for den vrede kæmpe-blæksprutte Store Olsen? “Octopus” tager et fantasifuldt twist på de kendte vendespil krydret med en charmerende historie, en sublim finish og et nytænkende oplevelsesbaseret held-element: et pendul i midten af pladen, som ungerne ofte skal svinge for at vælte skibet på brættet omkuld.
    Fra 5 år. 2-4 spillere. Distributør: Competo. Pris: 250 kr.
    (Nomineret Årets Børnespil Guldbrikken i 2012)
    Læs mere om Octopus her

    4 Busytown – Den Travle By

    Fold det to meter lange spillebræt ud på gulvet og så er der serveret et pragteksempel på et samarbejdsspil, der går rent ind hos ungerne. Universet er bygget over “Den Travle By”, og mekanikken ligner “Vildkatten” møder “Find Holger”. Et stort og anderledes observationsspil, der fordrer hjælpsomhed, når børnene skal finde f.eks. balloner, potteplanter og stiger på det originale gulvbræt.
    Fra 3 år. 2-6 spillere. Distributør: Tactic. Pris: 200 kr.
    (nomineret til Årets Børnespil Guldbrikken i 2011)
    Læs mere om Den travle by her

    5 Blitz

    Lynende hurtigt og afsindigt intuitivt reaktionsspil, hvor børnene enten skal tage den røde stol, det hvide spøgelse, den grønne flaske, den grå mus eller den blå bog fra bordet alt efter, hvad et kort dikterer. Udfordrende for alle aldre, og fungerer sublimt i både 5 og 30 min.
    Fra 5 år. 2-8 spillere. Distributør: Competo. Pris: 150 kr.
    Læs mere om Blitz her

    6 Roqfort

    En vidunderlig kreativ hybrid mellem huskekort og “Labyrint’, der træner spillerne i at tænke frem i tiden og planlægge strategisk. Lige dele underholdende for både børn og voksne, og da hele brættet ændrer sig, er to spil aldrig ens.
    Fra 6 år. 2-4 spillere. Distributør: Enigma. Pris: 250 kr.
    (nomineret til Årets Børnespil Guldbrikken i 2009)



    7 Bisous Dodo (Godnat Kys)

    Originalt kortspil om godnatputning, hvor barnet trækker en række kort, der viser, om forældrene skal f.eks. synge, kilde eller kysse dem – men kun indtil børnene finder kortene med dyne, pude og puttebamse, for så er det godnat.
    3-6 år. 2 spillere. Distributør: Play for Life. Pris: 110 kr.
    (nomineret til Årets Børnespil Guldbrikken i 2009)


    8 Magilabyrinten

    Et huskespil sat i en magisk labyrint med usynlige vægge. Takket været den innovative spilleplade og brug af magneter skaber spillet en magisk illusion, hvor det er irriterende morsomt at huske og glemme, hvor de usynlige vægge står.
    Fra 6 år. 2-4 spillere. Distributør: Enigma. Pris: 250 kr.
    (nomineret til Årets Familiespil Guldbrikken i 2010)



    9 LEGO Heroica

    Tager med stor succes spilmekanikker kendt fra digitale rollespil som ‘World of Warcraft! og ”Diablo” og udfordrer dem i et lettilgængeligt samarbejdsspil, der hiver børnene væk fra skærmen og de voksne væk fra fordommene.
    Fra 8 år. 2-4 spillere. Distributør: LEGO. Pris: 200 kr.
    (Årets Børnespil Guldbrikken i 2011)




    10 Zoobaloo

    Kan både løven, grisen, slangen, elefanten og ræven være på samme tømmerflåde? Det lyder som en vittighed, men i “Zoobaloo” er opgaven god nok og helt op til børnene at vurdere – og derefter prøve af i praksis med gode brætbrikker. Et rumligt spil, der fanger nysgerrigheden hos ungerne med det samme.
    Fra 5 år. 2-4 spillere. Distributør: Competo. Pris: 200 kr.