Dominion – et kongerige for en håndfuld kort

Kortspillet Dominion tog spilmarkedet med storm i 2008 og

har siden vokset stødt i omfang og trukket stadig flere fans til sig, men ikke kun spillere har taget spillet til sig. Mange spildesignere har budt ind med deres egne tolkninger af Dominions deckbuilding-mekanik eller løftet den over i andre brætspil.

Historien i Dominion handler om, at kongeriger skal grundlægges og opbygges, og den spiller, der får opbygget det mægtigste rige er vinderen. For at opnå dette skal godser, len og domæner erhverves – og de kommer i form af victory-kort – og det gøres gennem treasure- og action-kort. Vejen til dette er gennem spillets forskellige typer af kort.
I Dominion begynder hver spiller med en lille kortstak på 10 kort, og i løbet af spillet ”købes” kort til kortstakken – eller spillerens ’deck’ – og de kort bliver en del af de kort, der trækkes runde efter runde. Hver runde har en spiller fem kort på hånden og må foretage en ”action” og et ”buy”. En action er at spille et action-kort og et buy er at bruge treasure-kort til at erhverve et nyt kort til kortstakken.
Hvor Dominion bliver spændende er den serie af kædereaktioner, der opstår i en runde, da et action-kort kan give flere actions og lade en spiller trække flere kort, og de forskellige kort kan skaffe flere penge til at købe kort for, angribe de andre spillere med forbandelser og erhverve flere kort fra kortstakken ude på bordet foruden permanent at fjerne uønskede kort fra kortstakken.

Deckbuilding

At bygge

sin kortstak, at deckbuilde, er kernen i Dominion, og det er en mekanik, som siden er blevet genanvendt i flere andre spil. Grundlæggende går det ud på, at hver spiller har sin egen kortstak, og at denne kortstak ændrer sig gennem spillet, typisk vokser den, ved at flere og nye kort erhverves til kortstakken. Kunsten ligger i at finde den rette balance mellem de forskellige kort og at finde et stærkt samspil mellem kortene. Man designer så at sige sin strategi, mens man spiller, og det er både spillets charme og dets udfordring. Spildesignet kan genfindes i Thunderstone Advance, Legendary, Rune Age, Asgard’s Chosen og Ascension, men også i brætspil som Mage Knight, A Few Acres of Snow, Trains og Rokoko.
Deckbuilding-spillene adskiller sig fra Magic: The Gathering, Mage Wars, Summoner Wars og lignende ved, at man ikke bygger kortstakken på forhånd, men derimod bygger undervejs i spillet og typisk fra en fælles pulje af kort.

Let at lære, stor variation

Den store succes, Dominion har oplevet, skyldes, at det er let at lære, men der er utallige kombinationer, og nogle af dem bygges i et hektisk kapløb med de andre spillere. Letheden kommer først og fremmest i, at der ved siden af basiskortene i hvert spil kun bruges 10 forskellige slags kort, og ud fra de 10 kort samt basiskortene skal designes en strategi til at vinde over de andre spillere. Det tager omtrent 30 minutter, hvorefter man kan sætte et nyt spil op med en ny kombination af 10 kort. I hvert spil skal man kun sætte sig ind i de 10 valgte kort, og da de ligger åbent på bordet, kan alle se dem, og man kan gennemgå effekterne af hvert kort inden spillet begynder.

Ud fra de 10 valgte kort tager Dominion sin form. De ligger som kortstakke midt på bordet mellem spillerne, og hver har deres pris. Nogle er for dyre til at blive købt i begyndelsen af spillet, men i takt med at kort erhverves, åbner der sig nye muligheder, og de dyrere kort kommet i spil. Her kommer en af spillets udfordringer i spil. Det er ikke nok at købe alle de spændende action-kort, men også at finde en velfungerende strategi, hvor kortene fungerer godt sammen, samtidig med at man erhverver sig treasure-kort og kort, der giver sejrspoint, men kortene giver først point, når spillet slutter, og indtil da er de passive kort på hånden, som blokerer for træk. Man skal ikke have for mange victory-kort for tidligt i spillet, da de blokerer for actionkortene, og der er en fin balance mellem at erhverve flere actionkort og flere victory-kort.

Flere kort til Dominion

Dominion rummer stor variation i sig selv, men ved siden af grundpakken er der udgivet en stribe udvidelser, der hver især bringer nye temaer og nye typer af actions og muligheder til spillet. Nogle af udvidelserne egner sig godt til at stå på egne ben, mens andre fungerer godt ved at blive kombineret med andre supplementer.
Foruden grundspillet – Dominion – er der de store supplementer – Intrigue, Hinterlands, Seaside, Prosperity og Dark Ages – hvor Intrigue både fungerer som et selvstændigt spil og som en udvidelsespakke, mens de tre andre hver især fungerer fint i sig selv eller kombineret med Dominion eller Dominion: Intrigue, mens de tre små udvidelser – Alchemy, Cornucopia og Guilds – fungerer bedst, hvis de kombineres med mindst et andet sæt kort. For samlere er det også udgivet en række “promo”-kort, som er enkelte kort, der kan erhverves gennem særlige brætspilsmagasiner, på spilmesser og eller via BoardGameGeek.

Dominion fungerer fint med to spillere men bedre med flere, hvor dynamikken mellem en række af kortene rigtig kommer i spil, når der bruges action-kort, som påvirker mere end en spiller. Med et sæt basis-kort – fra Dominion, Dominion: Intrigue eller Dominion: Base Cards er der kort nok til to til fire spillere, men de kan strækkes med lidt god vilje til fem spillere, og har man to sæt base cards, er der let kort til fem og seks spillere. Det er let at formidle, da der ligger en begrænset mængde af kort fremme på bordet i hvert spil, og de ligger synligt fremme.

Spændende at udforske

På papskubber er vi glade for Dominion, fordi det er solidt og spændende kortspil, som er enkelt at gå til, men spændende at udforske. Hvilken strategi skal man satse på denne gang, og skal der satses på en bred vifte af forskellige kort eller et smalt udvalg med mange kopier af samme kort? Hvor avanceret et samspil kan man lave med kortene, og hvor elegant et træk kan foretages?